Livet i opblomstringens skygge
4.0
Det er ikke nemt at være ung, arbejdsløs og nærmest forelsket i en by, hvor lykken altid lurer omkring det hjørne, man ikke drejer omkring
Berlin har altid haft en særlig position i enhver ung europæers bevidsthed. Her foregik den isnende kamp mellem øst og vest. Her udstillede Vesten sin kapitalistiske rigdom over for det onde i Øst. Berlin havde en nærmest magisk karakter, som forgangsby for alt lige fra autonome til rockmusik. Men sidenhen forsvandt byens kapitalistiske uskyld, da ossierne væltede ind. Vestens drømmeby vågnede op til en virkelighed af arbejdsløshed og byggekraner.
Wolfgang Beckers film "Livet er en byggeplads" er beretning fra det Berlin, som vågnede op fra drømmen og befandt sig i en arbejdsløshedskø.
Livet længe leve - æv, æv, æv
Centralt i filmen står den søgende sjæl Jan Nebel, som en sen aften pander to uroer ned med en håndfuld dåseøller og må flygte gennem gaderne med den flygtige sjæl Vera. Dagen efter står han uden arbejde. Hans far ligger død med hovedet i raviolien, og hans eks er måske HIV-positiv.
Jans liv er ikke noget at råbe hurra for. Han bor i et forstørret kosteskab hos sin søster, hendes alt for ucharmerende kæreste og søsterens datter, der er dødeligt jaloux på alt og alle. Men efter faderens regnfulde begravelse indtager Jan hans lejlighed sammen med Buddy, der holder fast i 1950'ernes rock og rul i frygt for at undslippe skæbnen som endnu et dødt navn i en adressebog. Sammen med den flygtige Vera, der er væk nærmest før hun kommer, og Kristina, der leder efter sin bror, danner Jan og Buddy en lille familie, hvor man ikke taler om problemerne, og lader den pinlige tavshed overdøve af musikken. De søger alle efter den lykketilstand, der kan give dem drømmen tilbage.
Humørfyldt grå hverdag
Det er en trist og illusionsløs hverdag, som Wolfgang Becker og medmanuskriptforfatteren Tom Tykwer har skabt. I skyggen af de byggekraner, som skal skabe Berlins nye opblomstring, går filmens skæbner rundt og leder efter mening, forståelse og kærlighed i en tidsalder, der kun tilbyder meningsløst arbejde og halv kærlighed. Men filmen er ikke en lang grå, deprimerende ørkenvandring. I den eminente personskildring rummer filmen den varme og humor, som trods alt eksisterer hos de skæbner, der kun har deres indre glæde tilbage, når dagen er slut.
Berlin har altid haft en særlig position i enhver ung europæers bevidsthed. Her foregik den isnende kamp mellem øst og vest. Her udstillede Vesten sin kapitalistiske rigdom over for det onde i Øst. Berlin havde en nærmest magisk karakter, som forgangsby for alt lige fra autonome til rockmusik. Men sidenhen forsvandt byens kapitalistiske uskyld, da ossierne væltede ind. Vestens drømmeby vågnede op til en virkelighed af arbejdsløshed og byggekraner.
Wolfgang Beckers film "Livet er en byggeplads" er beretning fra det Berlin, som vågnede op fra drømmen og befandt sig i en arbejdsløshedskø.
Livet længe leve - æv, æv, æv
Centralt i filmen står den søgende sjæl Jan Nebel, som en sen aften pander to uroer ned med en håndfuld dåseøller og må flygte gennem gaderne med den flygtige sjæl Vera. Dagen efter står han uden arbejde. Hans far ligger død med hovedet i raviolien, og hans eks er måske HIV-positiv.
Jans liv er ikke noget at råbe hurra for. Han bor i et forstørret kosteskab hos sin søster, hendes alt for ucharmerende kæreste og søsterens datter, der er dødeligt jaloux på alt og alle. Men efter faderens regnfulde begravelse indtager Jan hans lejlighed sammen med Buddy, der holder fast i 1950'ernes rock og rul i frygt for at undslippe skæbnen som endnu et dødt navn i en adressebog. Sammen med den flygtige Vera, der er væk nærmest før hun kommer, og Kristina, der leder efter sin bror, danner Jan og Buddy en lille familie, hvor man ikke taler om problemerne, og lader den pinlige tavshed overdøve af musikken. De søger alle efter den lykketilstand, der kan give dem drømmen tilbage.
Humørfyldt grå hverdag
Det er en trist og illusionsløs hverdag, som Wolfgang Becker og medmanuskriptforfatteren Tom Tykwer har skabt. I skyggen af de byggekraner, som skal skabe Berlins nye opblomstring, går filmens skæbner rundt og leder efter mening, forståelse og kærlighed i en tidsalder, der kun tilbyder meningsløst arbejde og halv kærlighed. Men filmen er ikke en lang grå, deprimerende ørkenvandring. I den eminente personskildring rummer filmen den varme og humor, som trods alt eksisterer hos de skæbner, der kun har deres indre glæde tilbage, når dagen er slut.
19/11-2018