Madding for mammon
4.0
Bertrand Tavernier, manden bag den poetiske "En søndag på landet", vandt i 1996 Guldbjørnen på Berlinfestivalen for sin barske filmatisering af autentiske begivenheder.
"Lokkeduen" bliver kun barskere af at være baseret på autentiske hændelser fra Paris i årene 1984 - 1985. Og det siger ikke så lidt, da Bertrand Taverniers film i sig selv er en grusom beretning, fortalt med knusende ro og realistisk skønhed. Netop denne paradoksale og kompromisløse brug af æstetiske virkemidler til at skildre vold gør et dybt indtryk på én, når man ser "Lokkeduen". For Tavernier lægger en almindelighed for dagen, der burde udelukke denne frygtelige histories eksistens, men som i stedet gør den til en smuk oplevelse.
Madding for forretningsmænd
I "Lokkeduen" møder vi den ca. 20-årige Nathalie (Marie Gillain), hendes kæreste Eric (Olivier Sitruk) og vennen Bruno (Bruno Putzulu) som deler en lejlighed i Paris. Kun Nathalie har arbejde, et kedeligt job som ekspeditrice i en tøjforretning. Mest for sin egen skyld kalder hun sig "ekspeditrice-mannequin", idet hun drømmer om at bliver stjerne ligesom alle de store skuespillere, hun og veninderne er forgabte i. Med andre ord en kedsommelig hverdag, hvis eneste krydderi er de ugentlige besøg på en natklub. Her kommer Nathalie i kontakt med forretningsmænd, hvis egentlige hensigt hun naivt aldrig erkender. Hun samler deres adresser og telefonnumre i en bog, som var de stjerneportrætter i et scrap-album. Det er meget ungt og uskyldigt, helt i kontrast til de planer Eric og Bruno snart skal indvie og delagtiggøre hende i. De to unge herrer vil i lommerne på disse forretningsmænd, frarøve dem store formuer og realisere den drøm, de alle har om Amerika. Nathalie bliver deres lokkedue, og snart er de rodet ud i en række blodige røverier med mord til følge, og drømme og forhåbninger brister på stribe.
Forkælethed betaler sig
Marie Gillian er som Nathalie lige præcis så fransk - læs forkælet - snakkende, svajrygget lillepige med tendens til Bardot-trutmund, som historiens hurtige Parisiske 80'er-miljø kræver. Hun er irriterende som bare pokker, men også i besiddelse af en uskyldig sødme, som man må overgive sig til, og det er rigtigt, hvad Eric drillende siger henvendt til den lidt sinkede Bruno, "...hun er sød når hun er vred...". Man må virkelig tro hendes naivitet, da hun, da det lakker mod enden, spørger betjenten, om hun kan gå efter endt vidneudsagn, for hun skal altså besøge sin far i julen. Egentlig føler man, myndighederne skal lade både hende og de to fyre slippe, for som sådan er de ikke onde mennesker, ikke traumatiserede af dårlige forældre eller væmmelige barndomme. Derimod drevet frem af kedsomhed og ønsket om et liv med den spænding, de hele tiden ser på amerikanske videofilm. Det er hele den mærkelige sammenstilling i "Lokkeduen", volden i modsætning til de smukke realistiske billeder og volden i modsætning til de unge menneskers gode natur, som får filmen til at sitre. Den er meget fransk, med megen snak, eksistentialistiske undertoner såvel som overfladiske ligegyldigheder, men "Lokkeduen" er en fin film.
"Lokkeduen" bliver kun barskere af at være baseret på autentiske hændelser fra Paris i årene 1984 - 1985. Og det siger ikke så lidt, da Bertrand Taverniers film i sig selv er en grusom beretning, fortalt med knusende ro og realistisk skønhed. Netop denne paradoksale og kompromisløse brug af æstetiske virkemidler til at skildre vold gør et dybt indtryk på én, når man ser "Lokkeduen". For Tavernier lægger en almindelighed for dagen, der burde udelukke denne frygtelige histories eksistens, men som i stedet gør den til en smuk oplevelse.
Madding for forretningsmænd
I "Lokkeduen" møder vi den ca. 20-årige Nathalie (Marie Gillain), hendes kæreste Eric (Olivier Sitruk) og vennen Bruno (Bruno Putzulu) som deler en lejlighed i Paris. Kun Nathalie har arbejde, et kedeligt job som ekspeditrice i en tøjforretning. Mest for sin egen skyld kalder hun sig "ekspeditrice-mannequin", idet hun drømmer om at bliver stjerne ligesom alle de store skuespillere, hun og veninderne er forgabte i. Med andre ord en kedsommelig hverdag, hvis eneste krydderi er de ugentlige besøg på en natklub. Her kommer Nathalie i kontakt med forretningsmænd, hvis egentlige hensigt hun naivt aldrig erkender. Hun samler deres adresser og telefonnumre i en bog, som var de stjerneportrætter i et scrap-album. Det er meget ungt og uskyldigt, helt i kontrast til de planer Eric og Bruno snart skal indvie og delagtiggøre hende i. De to unge herrer vil i lommerne på disse forretningsmænd, frarøve dem store formuer og realisere den drøm, de alle har om Amerika. Nathalie bliver deres lokkedue, og snart er de rodet ud i en række blodige røverier med mord til følge, og drømme og forhåbninger brister på stribe.
Forkælethed betaler sig
Marie Gillian er som Nathalie lige præcis så fransk - læs forkælet - snakkende, svajrygget lillepige med tendens til Bardot-trutmund, som historiens hurtige Parisiske 80'er-miljø kræver. Hun er irriterende som bare pokker, men også i besiddelse af en uskyldig sødme, som man må overgive sig til, og det er rigtigt, hvad Eric drillende siger henvendt til den lidt sinkede Bruno, "...hun er sød når hun er vred...". Man må virkelig tro hendes naivitet, da hun, da det lakker mod enden, spørger betjenten, om hun kan gå efter endt vidneudsagn, for hun skal altså besøge sin far i julen. Egentlig føler man, myndighederne skal lade både hende og de to fyre slippe, for som sådan er de ikke onde mennesker, ikke traumatiserede af dårlige forældre eller væmmelige barndomme. Derimod drevet frem af kedsomhed og ønsket om et liv med den spænding, de hele tiden ser på amerikanske videofilm. Det er hele den mærkelige sammenstilling i "Lokkeduen", volden i modsætning til de smukke realistiske billeder og volden i modsætning til de unge menneskers gode natur, som får filmen til at sitre. Den er meget fransk, med megen snak, eksistentialistiske undertoner såvel som overfladiske ligegyldigheder, men "Lokkeduen" er en fin film.
19/11-2018