Sjusket Charme

3.0
Hong Kong er ikke bare leveringsdygtig i prinsesser, men også i nyskabende filmsprog og finurlig hverdagsrealisme

Efterhånden er vi vant til at se film fra Østen i Danmark, heldigvis, for der ligger mange store oplevelser gemt i filmene derfra. Men for det meste forbinder man området med de klassiske, historiske film, som f.eks. Zhang Yimou ("Ju dou" og "Under den røde lygte") er eksponent for. Nu får danskerne for første gang chancen for, igennem den almindelige biografdistribution, at stifte bekendtskab med den mere nutidige, unge østlige filmkunst, nemlig Hong Kong-filmen "Chungking Express". I tradition nærmer den sig mere de amerikanske 'independent'-film end den typiske, kinesiske litteraturfilmatisering.

"Chungking Express" består af to separate historier, som ikke har andet end miljøet til fælles. Den første handler om en ung politimand, der er blevet uvenner med sin kæreste, men som ikke helt kan forlige sig med tanken om at leve uden hende. Han tror hele tiden, at hun snart vil vende tilbage. I deprimeret tilstand møder han en kvindelig gangster, og de ender med at tilbringe en nat sammen. Historie nummer to handler om en ung kvindelig grill-snask-ekspedient, der forelsker sig i en anden politimand, som også lige er blevet forladt af sin kæreste. Hun ender med at bryde ind i hans lejlighed for at pille ved alle hans ting og lave ballade.

Unikt, abrupt, absurd
Der er noget skitseagtigt og pointeløst over de to historier, yderligere understreget af, at de aldrig knyttes sammen. Der lægges mere vægt på detaljerne og de små, absurde indfald, end på en egentlig fremadskridende handling. Til gengæld er filmens stil meget speciel. Alt er filmet med håndholdt kamera, klippet abrupt og hurtigt, og ind i mellem bruger instruktøren Wong Kar-Wai specielle effekter som stopmotion og slørede, hakkede billeder. Det er ikke et filmsprog, som man er vant til i biografen, snarere er det inspireret af musikvideoen, uden dog på noget tidspunkt at blive så forvirrende, at handlingen bliver uforståelig. Men man skal holde øjnene på stilke og ørene stive for at følge med.

Det er på mange måder en mærkelig film. Forventer man den store, afrundede pointe, bliver man grumme skuffet. Filmen blander en slat kriminalfilm, en bid komedie, og en stor skefuld weltschmertz-romantik sammen. Stilen er til tider forfriskende, original, og fuld af gode ideer, og andre gange lidt for transit-agtigt i sin påtrængenhed. Nogle gange savner man lidt mere knald på historien, men til gengæld må man lade filmen en ting: Den har umiskendeligt bagatellens afslappede charme og ind i mellem en dejlig dagligdags-poetisk absurd tone. Og dens billede af et Hong Kong fuld af forvirrede, unge mennesker har en umiddelbar ægthed, specielt i Faye Wangs spil som den totalt flippede, drømmende og egensindige grillpige. Ikke noget mesterværk, men en talentfuld og vittig novelle-agtig film
Chungking Express