Røg uden brand
3.0
Den danske "Cirkus Ildebrand" er en mildt underholdende børnefilm af den gammeldags slags.
Det lader til, at juleferien udgør biografernes helt store tid. Ligesom fjernsynet bugner lærredet af blød familieunderholdning, der enten er så sentimental, at højtidens betydning udpensles, eller så sødladen at julemaden kan fordøjes uden besvær, hvis den da ikke kommer op igen. De danske bidrag til julens hygge-nygge plejer at være mere tilforladelige end Hollywoods pladder-ramasjang, og det gælder da også den nye børnefilm (for hele familien) med den lystige titel "Cirkus Ildebrand", som har premiere på "store-bio dag", 1. Juledag.
Legebørn og -voksne
"Cirkus Ildebrand" er instruktøren Claus Bjerres første spillefilm. Selvom filmens hovedpersoner er tre festlige børn, som gerne vil lave cirkus, er "Cirkus Ildebrand"s egentlige trækplaster de efterhånden allestedsnærværende Timm og Gordon, der som de eneste har fået deres navne fremhævet på plakaten.
Kort fortalt er historien som følger: Sara (Sara Kirstine Mosegaard Mihn) er en frisk og kreativ pige, som elsker at klæde sig ud som klovn og fumle med en saxofon. Derfor vil hun lave cirkus med sine to venner Maria (Maria Lundberg Baré), en bebrillet og lidt mere knarvorn type, og den lille Morten (Morten Gundel), som ganske vist er en dygtig tryllekunstner men også en tøsedreng. De tre venner forsøger at lave cirkus på en forladt grund, men netop som berømmelsen er på vej, viser Timm og Gordon sig på scenen, og da de i denne film optræder på slap line som entreprenørerne Frank og Stoffer, fordriver de straks børnene og begynder at opføre nogle kedelige kontorhuse. Som de fleste danske børnefilm handler altså også denne om, hvor sjovt børn kunne have det, hvis ikke voksne var så dumme. Paradoksalt nok kommer al komikken fra, at de voksne opfører sig som børn. For eksempel tilbringer Timm og Gordon det meste af filmen med enten at være meget højtråbende, sige "du er da bare for nem, mand" eller "hvor svært kan det være"? Hvor svært kan det være at finde på mere nuancerede vittigheder?
Slukørede må børnene begive sig bort, og skæbnens vinde blæser dem ud på Holmen, hvor der til lejligheden er iscenesat en forfalden brandstation. Her bor den excentriske Mirabella (Anne Marie Helger med sine vilde hatte), der viser sig at være en elskelig dame, som selvfølgelig giver børnene lov til at lege cirkus på grunden. Resten af filmen bruger hun på at sige "Verdensklasse" og byde på saftevand. Med denne idyl slutter filmen selvfølgelig ikke, for snart viser storkapitalen igen sit grimme hoved, i form af den kommunalt ansatte Arne (Martin Brygmann), der er Franks fætter og derfor løber hans ærinder. Franks Totalentreprise vil nemlig have fat i grunden, så de kan bygge endnu mere betonbras. Desværre for dem har Mirabella en trumf i baghånden - hun har et dokument underskrevet af selveste Kong Frederik den ottende, som viser at brandstationen er hendes og hendes efterkommeres "til evig arv og eje". Den opmærksomme tilskuer gætter hurtigt, at resten af filmen handler om entreprenørernes mere eller mindre heldige forsøg på at komme i besiddelse af dokumentet.
På det jævne
"Cirkus Ildebrand" har sine morsomme øjeblikke, men der er ingen tvivl om, at den, selv for en børnefilm, hører til i den meget lette afdeling. Der er gjort alt for at nedtone konfliktens dramatik, og det mindste tiltag til egentlig spænding bliver langsommeligt afviklet, som den sidste bovlamme biljagt og udpenslede "last-minute-rescue". Det er dog meget sjovt at se Timm få buler i panden, og Martin Brygmann er god og skæv som den ujævne Arne, der vist egentlig hellere vil lege i sandkassen, end være kommunalt ansat. Børnene spiller som de skal, hverken mere eller mindre, men da der ikke er gjort meget ud af deres roller, er det så som så med indlevelsen. Det er ikke noget børne-drama som "Busters Verden" eller "Gummi Tarzan", men blot en hyggelig forældet familiefilm, som de voksne kan få sig en lur til og børnene grine lidt af. Og for de små poders skyld medvirker både en sjov papegøje, som får en vigtig dramaturgisk betydning, et genstridigt æsel, og en ægte gammeldags rød brandbil. Det er hæderlig søndagsunderholdning, hverken plat eller hysterisk, men heller ikke perlende eller inspireret.
Det lader til, at juleferien udgør biografernes helt store tid. Ligesom fjernsynet bugner lærredet af blød familieunderholdning, der enten er så sentimental, at højtidens betydning udpensles, eller så sødladen at julemaden kan fordøjes uden besvær, hvis den da ikke kommer op igen. De danske bidrag til julens hygge-nygge plejer at være mere tilforladelige end Hollywoods pladder-ramasjang, og det gælder da også den nye børnefilm (for hele familien) med den lystige titel "Cirkus Ildebrand", som har premiere på "store-bio dag", 1. Juledag.
Legebørn og -voksne
"Cirkus Ildebrand" er instruktøren Claus Bjerres første spillefilm. Selvom filmens hovedpersoner er tre festlige børn, som gerne vil lave cirkus, er "Cirkus Ildebrand"s egentlige trækplaster de efterhånden allestedsnærværende Timm og Gordon, der som de eneste har fået deres navne fremhævet på plakaten.
Kort fortalt er historien som følger: Sara (Sara Kirstine Mosegaard Mihn) er en frisk og kreativ pige, som elsker at klæde sig ud som klovn og fumle med en saxofon. Derfor vil hun lave cirkus med sine to venner Maria (Maria Lundberg Baré), en bebrillet og lidt mere knarvorn type, og den lille Morten (Morten Gundel), som ganske vist er en dygtig tryllekunstner men også en tøsedreng. De tre venner forsøger at lave cirkus på en forladt grund, men netop som berømmelsen er på vej, viser Timm og Gordon sig på scenen, og da de i denne film optræder på slap line som entreprenørerne Frank og Stoffer, fordriver de straks børnene og begynder at opføre nogle kedelige kontorhuse. Som de fleste danske børnefilm handler altså også denne om, hvor sjovt børn kunne have det, hvis ikke voksne var så dumme. Paradoksalt nok kommer al komikken fra, at de voksne opfører sig som børn. For eksempel tilbringer Timm og Gordon det meste af filmen med enten at være meget højtråbende, sige "du er da bare for nem, mand" eller "hvor svært kan det være"? Hvor svært kan det være at finde på mere nuancerede vittigheder?
Slukørede må børnene begive sig bort, og skæbnens vinde blæser dem ud på Holmen, hvor der til lejligheden er iscenesat en forfalden brandstation. Her bor den excentriske Mirabella (Anne Marie Helger med sine vilde hatte), der viser sig at være en elskelig dame, som selvfølgelig giver børnene lov til at lege cirkus på grunden. Resten af filmen bruger hun på at sige "Verdensklasse" og byde på saftevand. Med denne idyl slutter filmen selvfølgelig ikke, for snart viser storkapitalen igen sit grimme hoved, i form af den kommunalt ansatte Arne (Martin Brygmann), der er Franks fætter og derfor løber hans ærinder. Franks Totalentreprise vil nemlig have fat i grunden, så de kan bygge endnu mere betonbras. Desværre for dem har Mirabella en trumf i baghånden - hun har et dokument underskrevet af selveste Kong Frederik den ottende, som viser at brandstationen er hendes og hendes efterkommeres "til evig arv og eje". Den opmærksomme tilskuer gætter hurtigt, at resten af filmen handler om entreprenørernes mere eller mindre heldige forsøg på at komme i besiddelse af dokumentet.
På det jævne
"Cirkus Ildebrand" har sine morsomme øjeblikke, men der er ingen tvivl om, at den, selv for en børnefilm, hører til i den meget lette afdeling. Der er gjort alt for at nedtone konfliktens dramatik, og det mindste tiltag til egentlig spænding bliver langsommeligt afviklet, som den sidste bovlamme biljagt og udpenslede "last-minute-rescue". Det er dog meget sjovt at se Timm få buler i panden, og Martin Brygmann er god og skæv som den ujævne Arne, der vist egentlig hellere vil lege i sandkassen, end være kommunalt ansat. Børnene spiller som de skal, hverken mere eller mindre, men da der ikke er gjort meget ud af deres roller, er det så som så med indlevelsen. Det er ikke noget børne-drama som "Busters Verden" eller "Gummi Tarzan", men blot en hyggelig forældet familiefilm, som de voksne kan få sig en lur til og børnene grine lidt af. Og for de små poders skyld medvirker både en sjov papegøje, som får en vigtig dramaturgisk betydning, et genstridigt æsel, og en ægte gammeldags rød brandbil. Det er hæderlig søndagsunderholdning, hverken plat eller hysterisk, men heller ikke perlende eller inspireret.
19/11-2018
