Cirklende bevægelser på kryds og tværs
4.0
Peter Greenaways "Z00" vender op og ned på filmkunsten.
Og på publikum...
Det første man lægger mærke til, når man ser Peter Greenaways 10 år gamle film "Z00" er musikken. Den minimalistisk inspirerede komponist Michael Nyman har nemlig skrevet et filigran-fint lille musikalsk tema, der går igen gennem hele filmen. De ensartede toner skilles ud hver for sig og samles så igen til små helheder, der danser rundt i den luft, som er mellem billederne.
For det er billeder, der udgør denne zoologiske have. Eller rettere: Det er en ophobning af symboler, der sættes sammen på hele tiden nye og uventede måder indtil cineastens hjerne til sidst mættes og må give op - og dermed også give slip.
Tilbage er så kun den rene oplevelse af tableauerne som de står ganske stille og symmetriske i næsten kammerspilsagtige scenarier. For eksempel er der de to mænd, som igen og igen ses liggende på hver sin side af en kvinde i en stor rokokoseng. Eller de samme to mænd, der iagttager forskellige døde dyrs forrådnelsesproces på en film, som vises i lyntempo.
Der er scenen, hvor en mand og en kvinde i formelle vendinger forhandler stilfærdigt om naturalieprisen på en eventuelt forestående seksuel ydelse. Og det er altså omkring lærreder som disse, at Nymans musik danner den enkle ramme - og samtidig det springende punkt imellem dem.
Denne opbygning betyder dog på ingen måde, at handlingen i "Z00" fremstår livløs: To enæggede tvillinger mister ved en trafikulykke deres respektive kvinder og kaster sig derfor i fællesskab over en tredje, som i løbet af filmen får amputeret begge ben for at tilfredsstille en gal læges maniske forhold til hollandsk malerkunst.
Parallelt med dette trekantsforhold begynder de to brødre - der begge er biologer i en zoologisk have - at eksperimentere som sindssyge med livets ophør, for at bearbejde deres kollektive sorg. De to filmer alle mulige døde dyr under forrådnelsesprocessen: En lille fugl ædes op indefra af mider, så en kat, så en hund, så en krokodille. Dette fortsætter lige indtil forsøgets klimaks omsider indfinder sig: At filme en menneskekrop, imens den langsomt forvandles til ingenting...
Men alt dette - 'handlingen' i konventionel forstand - er ikke i sig selv grunden til, at filmen fremstår meget helstøbt. Det skyldes snarere, at man som betragter er henvist til at gribe tingene an på en helt ny måde.
I en zoologisk have spadserer man langs burene og ser ind på dyrene. Man bemærker, at tigeren har striber og geparden prikker, men man opdager samtidig, at de på mange måder er ens. Man ser, at strudsen og pingvinen begge har vinger, men alligevel må man anerkende, at de tilhører forskellige kategorier. Og på den måde fornemmer man langsomt verdens orden - og verdens uorden.
Sådan er det også, når man slentrer en tur gennem Greenaways "Z00". Filmens æstetik opererer nemlig på tværs af de vilde billeder i det symbolske fangenskab. Filmen refererer konstant til sig selv - og til andre af Greenaways film - og derfor må en besøgende selv forsøge at finde det særlige ved hver enkelt af menageriets udstillede skabninger.
Et eksempel på denne grænseoverskridende bevægelse kunne være symbolet 'tremmer'. I filmen indgår talløse scener med tremmer i helt konkret forstand: Dyr og mennesker er lukket inde i bure i et omfang, der nærmer sig det klaustrofobiske. Men der indgår også zebraer med lodrette striber, sengegavle med små messinggitre, lodrette striber på væggen i en high-tech-lejlighed og mennesker, der er spærret inde i deres krop eller deres forkrampede følelsesliv. Dette symbolistiske jerngreb tilvejebringer oplevelsen af tremmernes særlige egenskaber - i stedet for blot at opregne dem.
Det gælder også forholdet mellem liv og død; mellem opbygning og nedbrydning; væren og ikke-væren: Kvinden Alba får i filmen begge sine ben sat af, men hun er stadig et fuldgyldigt menneske. Eller hvad? Den gale læge lader levende mennesker antage døde figurers skikkelse - præcis som på hollandske malerier. Men de er jo stadig sig selv, ikke sandt... Og når en organisme dør? Ja, så bliver den faktisk spillevende på grund af alle de småkryb, der tager del i det leben, det også er, at omsætte et legeme til dets mindste bestanddele.
Sådan er selve strukturen i Greenaways film et smukt eksempel på, hvordan verden konstant opbygges og nedbrydes. "Z00" er nemlig hele vejen igennem - lige fra musikken til hvert enkelt billede - en indgående analyse af, hvordan livets betydninger opstår og pilles fra hinanden igen: I cirklende bevægelser på kryds og tværs.
Og det er også omtrent sådan den skal ses.
Og på publikum...
Det første man lægger mærke til, når man ser Peter Greenaways 10 år gamle film "Z00" er musikken. Den minimalistisk inspirerede komponist Michael Nyman har nemlig skrevet et filigran-fint lille musikalsk tema, der går igen gennem hele filmen. De ensartede toner skilles ud hver for sig og samles så igen til små helheder, der danser rundt i den luft, som er mellem billederne.
For det er billeder, der udgør denne zoologiske have. Eller rettere: Det er en ophobning af symboler, der sættes sammen på hele tiden nye og uventede måder indtil cineastens hjerne til sidst mættes og må give op - og dermed også give slip.
Tilbage er så kun den rene oplevelse af tableauerne som de står ganske stille og symmetriske i næsten kammerspilsagtige scenarier. For eksempel er der de to mænd, som igen og igen ses liggende på hver sin side af en kvinde i en stor rokokoseng. Eller de samme to mænd, der iagttager forskellige døde dyrs forrådnelsesproces på en film, som vises i lyntempo.
Der er scenen, hvor en mand og en kvinde i formelle vendinger forhandler stilfærdigt om naturalieprisen på en eventuelt forestående seksuel ydelse. Og det er altså omkring lærreder som disse, at Nymans musik danner den enkle ramme - og samtidig det springende punkt imellem dem.
Denne opbygning betyder dog på ingen måde, at handlingen i "Z00" fremstår livløs: To enæggede tvillinger mister ved en trafikulykke deres respektive kvinder og kaster sig derfor i fællesskab over en tredje, som i løbet af filmen får amputeret begge ben for at tilfredsstille en gal læges maniske forhold til hollandsk malerkunst.
Parallelt med dette trekantsforhold begynder de to brødre - der begge er biologer i en zoologisk have - at eksperimentere som sindssyge med livets ophør, for at bearbejde deres kollektive sorg. De to filmer alle mulige døde dyr under forrådnelsesprocessen: En lille fugl ædes op indefra af mider, så en kat, så en hund, så en krokodille. Dette fortsætter lige indtil forsøgets klimaks omsider indfinder sig: At filme en menneskekrop, imens den langsomt forvandles til ingenting...
Men alt dette - 'handlingen' i konventionel forstand - er ikke i sig selv grunden til, at filmen fremstår meget helstøbt. Det skyldes snarere, at man som betragter er henvist til at gribe tingene an på en helt ny måde.
I en zoologisk have spadserer man langs burene og ser ind på dyrene. Man bemærker, at tigeren har striber og geparden prikker, men man opdager samtidig, at de på mange måder er ens. Man ser, at strudsen og pingvinen begge har vinger, men alligevel må man anerkende, at de tilhører forskellige kategorier. Og på den måde fornemmer man langsomt verdens orden - og verdens uorden.
Sådan er det også, når man slentrer en tur gennem Greenaways "Z00". Filmens æstetik opererer nemlig på tværs af de vilde billeder i det symbolske fangenskab. Filmen refererer konstant til sig selv - og til andre af Greenaways film - og derfor må en besøgende selv forsøge at finde det særlige ved hver enkelt af menageriets udstillede skabninger.
Et eksempel på denne grænseoverskridende bevægelse kunne være symbolet 'tremmer'. I filmen indgår talløse scener med tremmer i helt konkret forstand: Dyr og mennesker er lukket inde i bure i et omfang, der nærmer sig det klaustrofobiske. Men der indgår også zebraer med lodrette striber, sengegavle med små messinggitre, lodrette striber på væggen i en high-tech-lejlighed og mennesker, der er spærret inde i deres krop eller deres forkrampede følelsesliv. Dette symbolistiske jerngreb tilvejebringer oplevelsen af tremmernes særlige egenskaber - i stedet for blot at opregne dem.
Det gælder også forholdet mellem liv og død; mellem opbygning og nedbrydning; væren og ikke-væren: Kvinden Alba får i filmen begge sine ben sat af, men hun er stadig et fuldgyldigt menneske. Eller hvad? Den gale læge lader levende mennesker antage døde figurers skikkelse - præcis som på hollandske malerier. Men de er jo stadig sig selv, ikke sandt... Og når en organisme dør? Ja, så bliver den faktisk spillevende på grund af alle de småkryb, der tager del i det leben, det også er, at omsætte et legeme til dets mindste bestanddele.
Sådan er selve strukturen i Greenaways film et smukt eksempel på, hvordan verden konstant opbygges og nedbrydes. "Z00" er nemlig hele vejen igennem - lige fra musikken til hvert enkelt billede - en indgående analyse af, hvordan livets betydninger opstår og pilles fra hinanden igen: I cirklende bevægelser på kryds og tværs.
Og det er også omtrent sådan den skal ses.
19/11-2018
