Skønne kræfter
1.0
Robert Rodriguez er en af USAs mest talentfulde, unge instruktører - men det ses desværre ikke af hans nye film, "Desperado"
Egentlig burde man som filmanmelder altid holde sig til at anmelde den film, som man og publikum får at se. Men bag "Desperado" ligger en historie, som er værd at tage med, fordi den har påvirket den måde, som filmen ser ud på.
"Desperado" er instrueret af den texanske instruktør Roberto Rodriguez. Han brød igennem for tre år siden med filmen "El Mariachi", som er lidt af et mirakel. Filmen er en virtuos tour de force, med et afsindigt bevægeligt kamera og en absurd ironisk tilbagelænethed. Historien om en mexicansk spillemand, der bliver forvekslet med en grum gangster, blev til film for den latterligt lave sum af 7000 dollars, som instruktøren havde tjent som forsøgskanin i et amerikansk medicinforsøg.
Filmen blev en succes, og straks slog Hollywood kløerne i den unge instruktør. Rodriguez skulle lave en amerikansk 'remake' (originalen var på spansk), og tegnede en millionkontrakt med Columbia Pictures. Desværre købte Columbia også rettighederne til "El Mariachi", og for ikke at forstyrre den kommende 'remake', blev den mange steder, blandt andet i Danmark, trukket tilbage før biografpremieren. I Danmark har der ligefrem kørt trailere for den, men op kom den altså aldrig.
Mislykket cocktail
Nu kommer så "Desperado", som netop er en underlig blanding af en fortsættelse og et 'remake' af "El Mariachi". Filmen fortsætter sådan cirka, hvor den forrige slap, men nu på engelsk. Den unge forhenværende spillemand, er blevet til en ensom hævner, der er på jagt efter gangsterbossen, som dræbte hans elskede. Hævneren spilles af Antonio Banderas (hvem ellers?), og han får hurtigt rodet sig ud i en masse action-skydescener og en ny romance med en ung, smuk og mørklødet bibliotekar. Mere handling er der stort set ikke, de skyder, snakker lidt, og skyder så videre igen.
Filmen er, for at sige det lige ud, et flop. Den svinger mellem ironisk distance i skydescenerne, hvor Banderas modstandere viser sig som verdens dårligste skytter (lige meget hvor mange og hvor tæt på de er, kan de af princip ikke ramme ham), og et totalt mislykket forsøg på at psykologisere tegneseriefigurerne fra forgængeren. Handlingen kæmper sig tungt og ensformigt fremad: En figur introduceres, han skydes, en ny figur introduceres, han skydes også o.s.v. Quentin Tarantino optræder (igen!) i en lille mislykket birolle, som en fyr, der fyrer dårlige jokes af - og bliver skudt. Rodriguez fænomenale, medrivende filmstil fra "El Mariachi" gemskabes kun i korte glimt, ellers er filmen jævnt sløvt fortalt, de overdrevne og spektakulære actionscener undtaget. Og værst af alt: Filmen er som støvsuget for charme. Det er en ganske ordinær Hollywood-B-film.
Om filmen opleves anderledes af andre, som ikke har set "El Mariachi" først, skal jeg ikke kunne sige, men jeg tillader mig at tvivle. Faktisk kunne man ønske sig, at Rodriguez havde taget skridtet helt ud og lavet en decideret 'remake', i stedet for denne rodede film. Men allerhelst skulle han selvfølgelig droppe Hollywoods B-films-maskineri, der før har nærmest sterilliseret originale instruktører (man tænker med rædsel på f.eks. John Woos første Hollywoodfilm; "Hard Target"). Han skulle i stedet gå sine egne veje, få nogle nye, originale ideer, og pleje sit uomtvistelige enorme filmiske talent. Så kunne vi måske have fået "El Mariachi" op i biografen i stedet, og ville i hvert fald være blevet sparet for denne tynde film.
Egentlig burde man som filmanmelder altid holde sig til at anmelde den film, som man og publikum får at se. Men bag "Desperado" ligger en historie, som er værd at tage med, fordi den har påvirket den måde, som filmen ser ud på.
"Desperado" er instrueret af den texanske instruktør Roberto Rodriguez. Han brød igennem for tre år siden med filmen "El Mariachi", som er lidt af et mirakel. Filmen er en virtuos tour de force, med et afsindigt bevægeligt kamera og en absurd ironisk tilbagelænethed. Historien om en mexicansk spillemand, der bliver forvekslet med en grum gangster, blev til film for den latterligt lave sum af 7000 dollars, som instruktøren havde tjent som forsøgskanin i et amerikansk medicinforsøg.
Filmen blev en succes, og straks slog Hollywood kløerne i den unge instruktør. Rodriguez skulle lave en amerikansk 'remake' (originalen var på spansk), og tegnede en millionkontrakt med Columbia Pictures. Desværre købte Columbia også rettighederne til "El Mariachi", og for ikke at forstyrre den kommende 'remake', blev den mange steder, blandt andet i Danmark, trukket tilbage før biografpremieren. I Danmark har der ligefrem kørt trailere for den, men op kom den altså aldrig.
Mislykket cocktail
Nu kommer så "Desperado", som netop er en underlig blanding af en fortsættelse og et 'remake' af "El Mariachi". Filmen fortsætter sådan cirka, hvor den forrige slap, men nu på engelsk. Den unge forhenværende spillemand, er blevet til en ensom hævner, der er på jagt efter gangsterbossen, som dræbte hans elskede. Hævneren spilles af Antonio Banderas (hvem ellers?), og han får hurtigt rodet sig ud i en masse action-skydescener og en ny romance med en ung, smuk og mørklødet bibliotekar. Mere handling er der stort set ikke, de skyder, snakker lidt, og skyder så videre igen.
Filmen er, for at sige det lige ud, et flop. Den svinger mellem ironisk distance i skydescenerne, hvor Banderas modstandere viser sig som verdens dårligste skytter (lige meget hvor mange og hvor tæt på de er, kan de af princip ikke ramme ham), og et totalt mislykket forsøg på at psykologisere tegneseriefigurerne fra forgængeren. Handlingen kæmper sig tungt og ensformigt fremad: En figur introduceres, han skydes, en ny figur introduceres, han skydes også o.s.v. Quentin Tarantino optræder (igen!) i en lille mislykket birolle, som en fyr, der fyrer dårlige jokes af - og bliver skudt. Rodriguez fænomenale, medrivende filmstil fra "El Mariachi" gemskabes kun i korte glimt, ellers er filmen jævnt sløvt fortalt, de overdrevne og spektakulære actionscener undtaget. Og værst af alt: Filmen er som støvsuget for charme. Det er en ganske ordinær Hollywood-B-film.
Om filmen opleves anderledes af andre, som ikke har set "El Mariachi" først, skal jeg ikke kunne sige, men jeg tillader mig at tvivle. Faktisk kunne man ønske sig, at Rodriguez havde taget skridtet helt ud og lavet en decideret 'remake', i stedet for denne rodede film. Men allerhelst skulle han selvfølgelig droppe Hollywoods B-films-maskineri, der før har nærmest sterilliseret originale instruktører (man tænker med rædsel på f.eks. John Woos første Hollywoodfilm; "Hard Target"). Han skulle i stedet gå sine egne veje, få nogle nye, originale ideer, og pleje sit uomtvistelige enorme filmiske talent. Så kunne vi måske have fået "El Mariachi" op i biografen i stedet, og ville i hvert fald være blevet sparet for denne tynde film.
19/11-2018
