Japaner på Island
2.0
Ideen er god: Vi skal have en frysende japaner midt i en masse sne. Men der kunne godt være arbejdet lidt mere med den
Islandsk film er ikke noget, vi ser specielt meget til i Danmark, men når de dukker op, er de typisk lavet af instruktøren Fridrik Thor Fridriksson, der bl. a. lavede den oscarnominerede "Naturens børn". Fridrikssons film indeholder typisk fire ting; et lidt sløvt tempo lidt hen a la Kaurismäki, der får filmene til at virke længere end under den halvanden time, de er, en outsider, som rejser gennem Island og møder er række forskellige halvsære originaler, flotte billeder af Islands utrolig smukke natur, og endelig nogle overnaturlige elementer med alfer og spøgelser fra landet, hvor man bygger vejene uden om overnaturlige sten, og hvor alle påstås at tro på overnaturlige hændelser og personer.
"Cold Fever" er ingen undtagelse. Filmen handler om en japansk forretningsmand, spillet af Nasatoshi Nagase (kendt fra den mandlige hovedrolle i Jim Jarmusch's "Mystery Train"), som bliver presset til at følge gammel japansk skik, og tage til sine forældres dødssted for at lave en lille ceremoni. Han er selvfølgelig ikke begejstret over at måtte bytte sin ferie til Hawaii ud med en tur til Island, hvor forældrene døde. Og selvfølgelig er der hverken golfbaner eller palmer, men derimod pissekoldt, og en masse mennesker han ikke forstår.
Japaneren begiver sig ud på en klassisk road-movie-tur gennem landet, og møder undervejs en lang række personer: En forvirret, nyreligiøs pige, som sælger ham sin bil, en anden kvinde, der er besat af at besøge begravelser og optage lyd og billeder af dem, en ånd, som laver hans bil, et ungt, hysterisk amerikansk par, der viser sig at være kriminelle, og endelig en viis, gammel islænding, der langt om længe får bragt ham ud til den flod, hvor han skal lave ceremonien.
Filmen er velmenende, fyldt med gode, finurlige detaljer fra det virkelige Island, og til sidst opnår japaneren selvfølgelig venskab og forståelse på tværs af alle barrierer. Men den har også svært ved at løfte sig ud over præget af fremvisning af en række konstruerede personer. Det langsomme tempo og den særprægede stil er et forsøg fra instruktørens side på at finde sin egen "islandske" tone, hvad også lykkes momentvis. Problemet er, at der sker alt for lidt. I filmens bedste episode, japanerens møde med det amerikanske par, er der netop både udvikling og overraskelser i det eskalerende galskab og problemerne mellem de tre.
Omvendt er den svageste del, hans køretur med damen, som gate-crasher begravelser, ualmindelig tamt, fordi man lynhurtigt fanger, at sådan er hun, og så sker der egentlig ikke mere det næste lange stykke tid. Fridrikssons forsøg på at bringe en bid vanvid ind i filmen lykkes kun, når han tør kaste sig ud i det virkelig rablende, og ikke, når han bare stiller de endimensionale personer op i landskabet og lader dem agere. Filmen er med andre ord uforløst.
Islandsk film er ikke noget, vi ser specielt meget til i Danmark, men når de dukker op, er de typisk lavet af instruktøren Fridrik Thor Fridriksson, der bl. a. lavede den oscarnominerede "Naturens børn". Fridrikssons film indeholder typisk fire ting; et lidt sløvt tempo lidt hen a la Kaurismäki, der får filmene til at virke længere end under den halvanden time, de er, en outsider, som rejser gennem Island og møder er række forskellige halvsære originaler, flotte billeder af Islands utrolig smukke natur, og endelig nogle overnaturlige elementer med alfer og spøgelser fra landet, hvor man bygger vejene uden om overnaturlige sten, og hvor alle påstås at tro på overnaturlige hændelser og personer.
"Cold Fever" er ingen undtagelse. Filmen handler om en japansk forretningsmand, spillet af Nasatoshi Nagase (kendt fra den mandlige hovedrolle i Jim Jarmusch's "Mystery Train"), som bliver presset til at følge gammel japansk skik, og tage til sine forældres dødssted for at lave en lille ceremoni. Han er selvfølgelig ikke begejstret over at måtte bytte sin ferie til Hawaii ud med en tur til Island, hvor forældrene døde. Og selvfølgelig er der hverken golfbaner eller palmer, men derimod pissekoldt, og en masse mennesker han ikke forstår.
Japaneren begiver sig ud på en klassisk road-movie-tur gennem landet, og møder undervejs en lang række personer: En forvirret, nyreligiøs pige, som sælger ham sin bil, en anden kvinde, der er besat af at besøge begravelser og optage lyd og billeder af dem, en ånd, som laver hans bil, et ungt, hysterisk amerikansk par, der viser sig at være kriminelle, og endelig en viis, gammel islænding, der langt om længe får bragt ham ud til den flod, hvor han skal lave ceremonien.
Filmen er velmenende, fyldt med gode, finurlige detaljer fra det virkelige Island, og til sidst opnår japaneren selvfølgelig venskab og forståelse på tværs af alle barrierer. Men den har også svært ved at løfte sig ud over præget af fremvisning af en række konstruerede personer. Det langsomme tempo og den særprægede stil er et forsøg fra instruktørens side på at finde sin egen "islandske" tone, hvad også lykkes momentvis. Problemet er, at der sker alt for lidt. I filmens bedste episode, japanerens møde med det amerikanske par, er der netop både udvikling og overraskelser i det eskalerende galskab og problemerne mellem de tre.
Omvendt er den svageste del, hans køretur med damen, som gate-crasher begravelser, ualmindelig tamt, fordi man lynhurtigt fanger, at sådan er hun, og så sker der egentlig ikke mere det næste lange stykke tid. Fridrikssons forsøg på at bringe en bid vanvid ind i filmen lykkes kun, når han tør kaste sig ud i det virkelig rablende, og ikke, når han bare stiller de endimensionale personer op i landskabet og lader dem agere. Filmen er med andre ord uforløst.
19/11-2018
