Antydningens storhed og fald
3.0
"Dronning Margot" er et højspændt episk drama med blændende billeder, suverænt skuespil og unødigt brutal historie.
At filmatiseringen af en historisk murstensroman som Alexandre Dumas' "Dronning Margot" kan være besværlig, vidner begyndelsen af forsøget om: Vi skal have hele fire indstillinger med informativ tekst, før vi er bare minimalt inde i situationens intrigante spindelvæv af farlige forbindelser og sprængfarlige krudttønder.
Men når dette først er gjort, finder filmen sit eget fortælleleje, i hvert fald for en tid. For det er i den delikate balance mellem at give for lidt eller for megen information, at en filmfortællings skæbne skal afgøres: Informeres der for lidt, forvirres man som tilskuer - informeres man for meget, føler man sig behandlet som en idiot. Det sidste sker ofte i film, der er bange for at løbe ind i den første mulighed - en gennemsnits Hollywood produktion ville være et godt eksempel. Men den forkætrede gyldne middelvej, den stil der både fører tilskueren igennem fortællingen og samtidig giver én lov til at gætte med, er sjælden. Men i de første scener af "Dronning Margot" findes den, og det er ypperligt.
En forkælet tøjte
Forteksterne har informeret os om landets, Frankrigs, tilstand: Året er 1572 og landet er rystet af de store spændinger mellem katolikker og protestanter. I et forsøg på at skabe en varig fred har den katolske Catharine de Medici, der som værge for den svage konge, hendes søn Charles IX, er landets reelle leder, foranstaltet er bryllup mellem sin smukke datter Margueritte de Valois (i folkemunde Margot) og Henri de Navarre, en protestantisk leder.
Vi gøres urolige af den store informationsmængde og aner kostumedramaets fælde: Anonyme karakterer og intriger det ikke er til at finde hoved eller hale på. Men da vi kort efter placeres som tilskuer til selve brylluppet falder alt på plads. Stemningen er ladet med spænding, situationens alvor klar. Kameraet indfanger de forskellige ansigters reaktioner, da Margot tøver med at give sit ja, og på eminent vis er vi med det samme sat ind i hele persongalleriet og dets indbyrdes relationer. Så let kan det gøres.
De næste få scener er lige så magiske i deres fortællestil og æstetik. Lige efter brylluppet er Margot omgivet af fnisende piger, mens hun kigger sig omkring og gennemgår mulighederne - hvem skal være hendes elsker på hendes bryllupsnat - hendes mand vil hun ikke have, deres ægteskab er rent politisk. Samtidig antastes den nygifte husbond af en anden pige, og han har en konfrontation med Margots officielle elsker, Hertugen af Guise. Kameraet indfanger ansigternes træk, pigernes vellystige latter og hele situationens groteske dekadence: Dette er et kongedømme hvor bylden er ved at sprænges. Paradisets have skal ødelægges af for mange slanger, og vor kære Eva må bide i det sure æble og indse virkelighedens alvor.
"Dronning Margot" er en fortælling om en fjantet og forkælet tøjte, der på grund af sin skønhed tror hun er verdens midtpunkt, men må indse, at hun ingen indflydelse har på skæbnen. Hun er blot et redskab i sin moders og sine brødres hænder. Hun vågner brat op til uskyldstabet, og på bombastisk vis danner det drabelige drama en parallel til nutidens Vesteuropas tragiske forhold til blodbadet i Bosnien. Allegorien er aldrig eksplicit, men tydelig nok - den etniske konflikt mellem protestanter og katolikker er drivkraft for intrigen.
Lidt er godt
At gengive hele historiens forløb er en umulighed, og desuden er selve fortællingen ikke det centrale i "Dronning Margot". Selvom fortællingens logik til tider er spændende og dynamisk, er filmen overfladisk og fragmentarisk fortalt, hvilket ligger som en nødvendighed i det halsbrækkende forsøg på at filmatisere en episk roman. Man burde nok have holdt sig til at fortælle kun én af personernes historie, f.eks Margots, i stedet for at følge alle karaktererne.
Filmen er en fantasifuld gengivelse af et stykke af Frankrigs historie, og derfor må vægten lægges på selve skildringen af situationer, på en overbevisende tidsillusion og især på en karakterisering af de forskellige roller. Og de tre punkter lykkes til overflod -"Dronning Margot" en upåklagelig produktion. Isabelle Adjani er perfekt som den både uskyldige og meget erfarne Margot, som må gå så grueligt meget ondt igennem. Daniel Auteuil er endnu bedre som hendes stakkels mand, hans hærgede ansigt giver et overbevisende udtryk af en lus fanget mellem to negle. Ligeledes er Jean-Hughes Anglade som hendes forpinte broder troværdig og ynkværdig som en forvirret mandsling, der egentlig vil det bedste, men fanges af real-politikkens grusomme krav. Virna Lisi er knugende overbevisende som den intrigante Catharine de Medici, en genial pragmatisk manipulator og løvemor.
Skuespillerne fanger de mange spil imellem personerne og filmen fungerer bedst i de små scener med få karakterer. Her kan fotografen Philippe Rousselot rigtig slå sig løs med billeder af næsten Rembrandtske kvaliteter. Det er simpelthen tænderskærende flot.
Væmmende grusomhed
"Dronning Margot" når et højdepunkt i den groteske og kvalmende skildring af Bartholomæusnattens berygtede nedslagtning af de Parisiske protestanter. Kroppe gennemspiddes med en sådan grusomhed, at man væmmes - men væmmelsen bliver samtidig filmens akilleshæl. "Dronning Margot" fremstiller med utilsløret gru begivenhederne i et mørkt år i fransk historie, og filmen er så ivrig for at vi rigtig skal føle, hvor virkeligt det hele er, at den viser alt for meget. Man må skyde billederne af de lemlæstede kroppe fra sig, selvom de bliver siddende på nethinden kan de ikke indgå som medrivende momenter i filmens tragiske handling.
For den er i sandhed tragisk og burde derfor være gribende, men når vi både skal se Charles IX svede blod i strømmevis, da han forgiftes, og vi skal se Margots elskers hoved på et fad, så bliver det 'for meget'. Filmen svælger i de bestialske hændelser med en morbiditet grænsende til det perverse, og da det ikke lykkes at spille væmmelsen op imod humor eller en gribende historie bliver resultatet tomt, når det skulle være skræmmende. Her glemmer filmen sine fine takter fra begyndelsen, hvor fortællingen gled let og malende.
Måske er det Dumas grusomme histories skyld, eller selve begivenhedernes umenneskelighed - man tænker uvilkårligt på billederne fra Bosnien, hvilket kan være både kalkulation eller en moralsk bieffekt. Men man kan ikke sige sig fri fra at blive følelsesmæssigt påvirket, forløsningen mangler blot. Men måske har det, inspireret af en skånselsløs moraliserende strategi, været instruktørens intention. Men jeg er nu af den mening, at en passende brug af antydningens kunst siger meget mere end tusinde spande blod plasket ud over Paris' gader.
At filmatiseringen af en historisk murstensroman som Alexandre Dumas' "Dronning Margot" kan være besværlig, vidner begyndelsen af forsøget om: Vi skal have hele fire indstillinger med informativ tekst, før vi er bare minimalt inde i situationens intrigante spindelvæv af farlige forbindelser og sprængfarlige krudttønder.
Men når dette først er gjort, finder filmen sit eget fortælleleje, i hvert fald for en tid. For det er i den delikate balance mellem at give for lidt eller for megen information, at en filmfortællings skæbne skal afgøres: Informeres der for lidt, forvirres man som tilskuer - informeres man for meget, føler man sig behandlet som en idiot. Det sidste sker ofte i film, der er bange for at løbe ind i den første mulighed - en gennemsnits Hollywood produktion ville være et godt eksempel. Men den forkætrede gyldne middelvej, den stil der både fører tilskueren igennem fortællingen og samtidig giver én lov til at gætte med, er sjælden. Men i de første scener af "Dronning Margot" findes den, og det er ypperligt.
En forkælet tøjte
Forteksterne har informeret os om landets, Frankrigs, tilstand: Året er 1572 og landet er rystet af de store spændinger mellem katolikker og protestanter. I et forsøg på at skabe en varig fred har den katolske Catharine de Medici, der som værge for den svage konge, hendes søn Charles IX, er landets reelle leder, foranstaltet er bryllup mellem sin smukke datter Margueritte de Valois (i folkemunde Margot) og Henri de Navarre, en protestantisk leder.
Vi gøres urolige af den store informationsmængde og aner kostumedramaets fælde: Anonyme karakterer og intriger det ikke er til at finde hoved eller hale på. Men da vi kort efter placeres som tilskuer til selve brylluppet falder alt på plads. Stemningen er ladet med spænding, situationens alvor klar. Kameraet indfanger de forskellige ansigters reaktioner, da Margot tøver med at give sit ja, og på eminent vis er vi med det samme sat ind i hele persongalleriet og dets indbyrdes relationer. Så let kan det gøres.
De næste få scener er lige så magiske i deres fortællestil og æstetik. Lige efter brylluppet er Margot omgivet af fnisende piger, mens hun kigger sig omkring og gennemgår mulighederne - hvem skal være hendes elsker på hendes bryllupsnat - hendes mand vil hun ikke have, deres ægteskab er rent politisk. Samtidig antastes den nygifte husbond af en anden pige, og han har en konfrontation med Margots officielle elsker, Hertugen af Guise. Kameraet indfanger ansigternes træk, pigernes vellystige latter og hele situationens groteske dekadence: Dette er et kongedømme hvor bylden er ved at sprænges. Paradisets have skal ødelægges af for mange slanger, og vor kære Eva må bide i det sure æble og indse virkelighedens alvor.
"Dronning Margot" er en fortælling om en fjantet og forkælet tøjte, der på grund af sin skønhed tror hun er verdens midtpunkt, men må indse, at hun ingen indflydelse har på skæbnen. Hun er blot et redskab i sin moders og sine brødres hænder. Hun vågner brat op til uskyldstabet, og på bombastisk vis danner det drabelige drama en parallel til nutidens Vesteuropas tragiske forhold til blodbadet i Bosnien. Allegorien er aldrig eksplicit, men tydelig nok - den etniske konflikt mellem protestanter og katolikker er drivkraft for intrigen.
Lidt er godt
At gengive hele historiens forløb er en umulighed, og desuden er selve fortællingen ikke det centrale i "Dronning Margot". Selvom fortællingens logik til tider er spændende og dynamisk, er filmen overfladisk og fragmentarisk fortalt, hvilket ligger som en nødvendighed i det halsbrækkende forsøg på at filmatisere en episk roman. Man burde nok have holdt sig til at fortælle kun én af personernes historie, f.eks Margots, i stedet for at følge alle karaktererne.
Filmen er en fantasifuld gengivelse af et stykke af Frankrigs historie, og derfor må vægten lægges på selve skildringen af situationer, på en overbevisende tidsillusion og især på en karakterisering af de forskellige roller. Og de tre punkter lykkes til overflod -"Dronning Margot" en upåklagelig produktion. Isabelle Adjani er perfekt som den både uskyldige og meget erfarne Margot, som må gå så grueligt meget ondt igennem. Daniel Auteuil er endnu bedre som hendes stakkels mand, hans hærgede ansigt giver et overbevisende udtryk af en lus fanget mellem to negle. Ligeledes er Jean-Hughes Anglade som hendes forpinte broder troværdig og ynkværdig som en forvirret mandsling, der egentlig vil det bedste, men fanges af real-politikkens grusomme krav. Virna Lisi er knugende overbevisende som den intrigante Catharine de Medici, en genial pragmatisk manipulator og løvemor.
Skuespillerne fanger de mange spil imellem personerne og filmen fungerer bedst i de små scener med få karakterer. Her kan fotografen Philippe Rousselot rigtig slå sig løs med billeder af næsten Rembrandtske kvaliteter. Det er simpelthen tænderskærende flot.
Væmmende grusomhed
"Dronning Margot" når et højdepunkt i den groteske og kvalmende skildring af Bartholomæusnattens berygtede nedslagtning af de Parisiske protestanter. Kroppe gennemspiddes med en sådan grusomhed, at man væmmes - men væmmelsen bliver samtidig filmens akilleshæl. "Dronning Margot" fremstiller med utilsløret gru begivenhederne i et mørkt år i fransk historie, og filmen er så ivrig for at vi rigtig skal føle, hvor virkeligt det hele er, at den viser alt for meget. Man må skyde billederne af de lemlæstede kroppe fra sig, selvom de bliver siddende på nethinden kan de ikke indgå som medrivende momenter i filmens tragiske handling.
For den er i sandhed tragisk og burde derfor være gribende, men når vi både skal se Charles IX svede blod i strømmevis, da han forgiftes, og vi skal se Margots elskers hoved på et fad, så bliver det 'for meget'. Filmen svælger i de bestialske hændelser med en morbiditet grænsende til det perverse, og da det ikke lykkes at spille væmmelsen op imod humor eller en gribende historie bliver resultatet tomt, når det skulle være skræmmende. Her glemmer filmen sine fine takter fra begyndelsen, hvor fortællingen gled let og malende.
Måske er det Dumas grusomme histories skyld, eller selve begivenhedernes umenneskelighed - man tænker uvilkårligt på billederne fra Bosnien, hvilket kan være både kalkulation eller en moralsk bieffekt. Men man kan ikke sige sig fri fra at blive følelsesmæssigt påvirket, forløsningen mangler blot. Men måske har det, inspireret af en skånselsløs moraliserende strategi, været instruktørens intention. Men jeg er nu af den mening, at en passende brug af antydningens kunst siger meget mere end tusinde spande blod plasket ud over Paris' gader.
19/11-2018