Når de voksne roder
4.0
Er man lige blevet 10 år, er én far nok. Det lyder som betonrealisme, men magien sætter ind...
At se verden gennem et barns jomfruelige øjne er en idé, der åbenbart fascinerer filmskabere for tiden - "Bad Boy Bubby" er et af de seneste eksempler. Denne form giver mulighed for at afsløre verdens absurditeter, skuespil og bedrag - alt det, vi andre efterhånden har vænnet os til og indpasset i vores forestilling om, hvad der er normalt. I "Menneskedyret" benytter Carsten Rudolf barnets synsvinkel til at opnå en ligefrem og jordnær tone i sin fortælling. Men samtidig lader han okkultisme, symbolsk ladede billeder og drømmesekvenser finde vej ind i filmen, der derfor bliver en mere utraditionel historie om den ikke helt almindelige dreng Frederik.
Menneskedyret ser
Frederik, der spilles af den 10-årige Cyron Bjørn Melville, bor sammen med sine forældre (Jens Okking og Michelle Bjørn-Andersen) i en lille provinsby. Forældrenes ægteskab knirker - moderens gamle forhold til præsten, nye sidespring med læreren og uindfriede forventninger til faderen truer familiens sammenhold. Frederik beslutter at tage affære ved at skifte identitet til Menneskedyret, som kan se igennem de voksnes maskerade og finde sandheden.
Da Frederiks far dør ved en arbejdsulykke, øjner moderen en ægteskabsmulighed i læreren. Frederik vil gøre alt for at forhindre dette, og han søger både tilflugt i Menneskedyrets okkulte univers og i præstens kirke. Det viser sig, at relationerne i den lille by er mere indviklede end som så, og Frederiks splittelse kommer til at være afgørende for den endelige afslutning på dramaet.
Verdener støder sammen
Filmen lever flottest i kontrasten mellem den meget realistisk inspirerede skildring af Frederiks hverdag på den ene side og de billedstærke drømmesekvenser og symboltunge montager på den anden. Anslaget, hvor der krydsklippes mellem Frederiks dåb og en tiltagende storm uden for kirken, er imponerende og vidner om instruktørens talent for at bygge en stemning og en spænding op til et klimaks.
Desværre har manuskriptet nogle svagheder i de scener, hvor Frederiks verden støder sammen med de voksnes. Det virker simpelt hen som en kliché, når Frederik ufortrødent gentager præstens ord om, at "skæbnen er en lunken lort" i en anden sammenhæng, og ingen af de tilstedeværende forstår den (postulerede) dybde i udsagnet.
For mange fædre
Cyron Bjørn Melville spiller ellers flot og uimponeret i den store rolle som Frederik, og han lever op til sit bedste i de nære scener mellem ham og de to faderskikkelser, Jens Okking og Søren Pilmark. Okking er vel efterhånden synonym med den lidt simple, praktisk anlagte og solide arbejdsmand - en rolle, han spiller godt, mens Pilmark giver liv til den mere filosofiske og desillusionerede præst, der også har en fortid at tænke på. Michelle Bjørn-Andersen er velvalgt i rollen som moderen, der skiftevis udstråler erotik og frustration, men Morten Suurballe er irriterende i sin karikatur af læreren - en rolle, der også virker uigennemtænkt, fordi den det ene øjeblik skal være latterlig og det næste farlig. Det første lykkes måske ufrivilligt, det andet lykkes ikke.
Historien har det problem, at der lægges for meget materiale ud, uden at der fokuseres klart på essensen. Der savnes et formål med at lade kristendom og okkultisme spille op mod hinanden - er der en modsætning, eller er de to sider af samme sag? De mange faderfigurer mangler en motivation i forhold til hinanden - der er tilløb til en meningsfuld modsætning mellem Okking og Pilmark, men Suurballe virker malplaceret i sammenhængen. Carsten Rudolf burde have skåret sine mange idéer til, så de udgjorde et mere afrundet hele, og den røde tråd havde stået klarere gennem hele filmen.
Umagen værd
Ikke desto mindre er det opmuntrende at se en dansk film, der begiver sig ud i dristige - oftest vellykkede - stilsammenstød og tør fortælle sin historie med elementer af poesi og magi side om side med realismen. "Menneskedyret" er umagen værd, fordi den er lidt anderledes og indbyder til et aktivt og eftertænksomt publikum.
At se verden gennem et barns jomfruelige øjne er en idé, der åbenbart fascinerer filmskabere for tiden - "Bad Boy Bubby" er et af de seneste eksempler. Denne form giver mulighed for at afsløre verdens absurditeter, skuespil og bedrag - alt det, vi andre efterhånden har vænnet os til og indpasset i vores forestilling om, hvad der er normalt. I "Menneskedyret" benytter Carsten Rudolf barnets synsvinkel til at opnå en ligefrem og jordnær tone i sin fortælling. Men samtidig lader han okkultisme, symbolsk ladede billeder og drømmesekvenser finde vej ind i filmen, der derfor bliver en mere utraditionel historie om den ikke helt almindelige dreng Frederik.
Menneskedyret ser
Frederik, der spilles af den 10-årige Cyron Bjørn Melville, bor sammen med sine forældre (Jens Okking og Michelle Bjørn-Andersen) i en lille provinsby. Forældrenes ægteskab knirker - moderens gamle forhold til præsten, nye sidespring med læreren og uindfriede forventninger til faderen truer familiens sammenhold. Frederik beslutter at tage affære ved at skifte identitet til Menneskedyret, som kan se igennem de voksnes maskerade og finde sandheden.
Da Frederiks far dør ved en arbejdsulykke, øjner moderen en ægteskabsmulighed i læreren. Frederik vil gøre alt for at forhindre dette, og han søger både tilflugt i Menneskedyrets okkulte univers og i præstens kirke. Det viser sig, at relationerne i den lille by er mere indviklede end som så, og Frederiks splittelse kommer til at være afgørende for den endelige afslutning på dramaet.
Verdener støder sammen
Filmen lever flottest i kontrasten mellem den meget realistisk inspirerede skildring af Frederiks hverdag på den ene side og de billedstærke drømmesekvenser og symboltunge montager på den anden. Anslaget, hvor der krydsklippes mellem Frederiks dåb og en tiltagende storm uden for kirken, er imponerende og vidner om instruktørens talent for at bygge en stemning og en spænding op til et klimaks.
Desværre har manuskriptet nogle svagheder i de scener, hvor Frederiks verden støder sammen med de voksnes. Det virker simpelt hen som en kliché, når Frederik ufortrødent gentager præstens ord om, at "skæbnen er en lunken lort" i en anden sammenhæng, og ingen af de tilstedeværende forstår den (postulerede) dybde i udsagnet.
For mange fædre
Cyron Bjørn Melville spiller ellers flot og uimponeret i den store rolle som Frederik, og han lever op til sit bedste i de nære scener mellem ham og de to faderskikkelser, Jens Okking og Søren Pilmark. Okking er vel efterhånden synonym med den lidt simple, praktisk anlagte og solide arbejdsmand - en rolle, han spiller godt, mens Pilmark giver liv til den mere filosofiske og desillusionerede præst, der også har en fortid at tænke på. Michelle Bjørn-Andersen er velvalgt i rollen som moderen, der skiftevis udstråler erotik og frustration, men Morten Suurballe er irriterende i sin karikatur af læreren - en rolle, der også virker uigennemtænkt, fordi den det ene øjeblik skal være latterlig og det næste farlig. Det første lykkes måske ufrivilligt, det andet lykkes ikke.
Historien har det problem, at der lægges for meget materiale ud, uden at der fokuseres klart på essensen. Der savnes et formål med at lade kristendom og okkultisme spille op mod hinanden - er der en modsætning, eller er de to sider af samme sag? De mange faderfigurer mangler en motivation i forhold til hinanden - der er tilløb til en meningsfuld modsætning mellem Okking og Pilmark, men Suurballe virker malplaceret i sammenhængen. Carsten Rudolf burde have skåret sine mange idéer til, så de udgjorde et mere afrundet hele, og den røde tråd havde stået klarere gennem hele filmen.
Umagen værd
Ikke desto mindre er det opmuntrende at se en dansk film, der begiver sig ud i dristige - oftest vellykkede - stilsammenstød og tør fortælle sin historie med elementer af poesi og magi side om side med realismen. "Menneskedyret" er umagen værd, fordi den er lidt anderledes og indbyder til et aktivt og eftertænksomt publikum.
19/11-2018