Lolita
3.0
Vanessa Paradis medbringer hele sin Lolita-overflade til den franske film "Elisa"
Den smukke franske sangerinde Vanessa Paradis fik sit gennembrud i midten af 80erne, da hun som kun 14-årig hittede med sangen 'Joe le Taxi'. Siden har hun flere gange sunget sig til tops på hitlisterne - senest med sangen "Be My Baby".
Vanessa Paradis er fra Skaberens side blevet beriget med et underskønt Lolita-look, der kan få selv de mest standhaftige tyre til at synke i knæ. Dette look har skaffet hende flere filmroller, bl.a. i Jean Beckers to år gamle "Elisa", som vi nu kan opleve i Danmark. Her bruger Paradis Lolita-looket til det yderste som gadebarnet Marie, hvis mor, den prostituerede Elisa, tog livet af sig selv - og forsøgte det samme med sin Marie - i en meget ung alder.
Marie er blevet en bitter og hård pige. Hun bor på børnehjem, har slået hånden af sine bedsteforældre, og i stedet knyttet sig til den jævnaldrende Solange (Clotilde Courau), og den sorte dreng Ahmed (Sekkou Sall). Med sine forføriske attituder leder hun det lille slæng rundt i Paris' kvarterer, hvor de slår plat på alt og alle. Marie har nemlig alle Lolitaens egenskaber; hun formår at bedrage, fascinere, forarge, manipulere og i det hele taget sno folk - især mænd - rundt om sin lillefinger. Men under den polerede overflade lurer depressionerne og usikkerheden. Mindet om moderen, Elisa, som formidles i en række korte tilbageblik, har lavet dybe ar i hendes sjæl. Elisa blev forsaget af sine forældre og forladt af sin mand, en falleret komponist. Marie tager moderens lidelse på sig og opbygger et kolosalt had, som hun konstant retter mod andre mennesker. Hun udmyger og sårer sine omgivelser for at fortrænge sin egen smerte.
Således går filmens første to-trediedele. Det bliver imidlertid klart for Marie, at hun ikke kan få sjælefred, førend hun har lokaliseret og dræbt sin fader og dermed, føler hun, hævnet sin moder. Med et postkort, en melodi og et navn som eneste ledetråde forlader hun Paris og opsøger faderen (Gerard Depardieu) i en lille fiskerby.
Den manglende dybde
Instruktøren Jean Becker skildrer personerne og deres handlinger i en nostalgisk og poetisk tone, der til tider gennembrydes af en mere aggresiv og nøgen stil. Det giver en god dynamik i filmen, der desværre brydes af den lidt ensidige personbeskrivelse. Der er nemlig tid nok til at komme i dybden med personerne - specielt Marie, en lang række scener uddyber hendes person, men Vanessa Paradis formår ikke at nuancere sit spil tilstrækkeligt. Hun er god til at skildre Maries Lolitta-overflade og synliggøre de 'våben' og 'adfærdsmekanismer', den unge pige benytter sig af, og som tilskuer kan man ikke undgå at blive grebet med af hendes charme. Men så snart vi skal ind under overfladen og ned i Maries inderste sjæleliv, kommer Vanessa Paradis til kort, og denne for filmen meget vigtige dybde forsvinder i den rene overflade.
Gerard Depardieu leverer som Maries fader, den alkoholiserede og 'welt-schmertz-ramte' komponist, en professionel og solid præstation. Han er umiddelbart både brovtende og uforskammet, men går man lidt nærmere, viser andre følelseslag deres ansigt. For ligesom Marie, er faderen også udstyret med en hård facade, der dækker over et uroligt indre, skamferet af ulykkelig kærlighed. Man kan indvende, at rollen er noget klichéfyldt og egentlig lidt for meget, men alligevel er den nødvendig for at give filmen sin egen poetiske afslutning, hvor fader og datter, i midten af det vindblæste og regnfyldte landskab, finder harmoni og sjælero.
Jean Becker har lavet en god film om sorg og tab, kærlighed og smerte og alle de andre store følelser, der gør livet hver at leve. Og selvom han bruger for lang tid til at fortælle sin historie, rummer den mange seværdige øjeblikke, der både anslår latter og gråd.
Den smukke franske sangerinde Vanessa Paradis fik sit gennembrud i midten af 80erne, da hun som kun 14-årig hittede med sangen 'Joe le Taxi'. Siden har hun flere gange sunget sig til tops på hitlisterne - senest med sangen "Be My Baby".
Vanessa Paradis er fra Skaberens side blevet beriget med et underskønt Lolita-look, der kan få selv de mest standhaftige tyre til at synke i knæ. Dette look har skaffet hende flere filmroller, bl.a. i Jean Beckers to år gamle "Elisa", som vi nu kan opleve i Danmark. Her bruger Paradis Lolita-looket til det yderste som gadebarnet Marie, hvis mor, den prostituerede Elisa, tog livet af sig selv - og forsøgte det samme med sin Marie - i en meget ung alder.
Marie er blevet en bitter og hård pige. Hun bor på børnehjem, har slået hånden af sine bedsteforældre, og i stedet knyttet sig til den jævnaldrende Solange (Clotilde Courau), og den sorte dreng Ahmed (Sekkou Sall). Med sine forføriske attituder leder hun det lille slæng rundt i Paris' kvarterer, hvor de slår plat på alt og alle. Marie har nemlig alle Lolitaens egenskaber; hun formår at bedrage, fascinere, forarge, manipulere og i det hele taget sno folk - især mænd - rundt om sin lillefinger. Men under den polerede overflade lurer depressionerne og usikkerheden. Mindet om moderen, Elisa, som formidles i en række korte tilbageblik, har lavet dybe ar i hendes sjæl. Elisa blev forsaget af sine forældre og forladt af sin mand, en falleret komponist. Marie tager moderens lidelse på sig og opbygger et kolosalt had, som hun konstant retter mod andre mennesker. Hun udmyger og sårer sine omgivelser for at fortrænge sin egen smerte.
Således går filmens første to-trediedele. Det bliver imidlertid klart for Marie, at hun ikke kan få sjælefred, førend hun har lokaliseret og dræbt sin fader og dermed, føler hun, hævnet sin moder. Med et postkort, en melodi og et navn som eneste ledetråde forlader hun Paris og opsøger faderen (Gerard Depardieu) i en lille fiskerby.
Den manglende dybde
Instruktøren Jean Becker skildrer personerne og deres handlinger i en nostalgisk og poetisk tone, der til tider gennembrydes af en mere aggresiv og nøgen stil. Det giver en god dynamik i filmen, der desværre brydes af den lidt ensidige personbeskrivelse. Der er nemlig tid nok til at komme i dybden med personerne - specielt Marie, en lang række scener uddyber hendes person, men Vanessa Paradis formår ikke at nuancere sit spil tilstrækkeligt. Hun er god til at skildre Maries Lolitta-overflade og synliggøre de 'våben' og 'adfærdsmekanismer', den unge pige benytter sig af, og som tilskuer kan man ikke undgå at blive grebet med af hendes charme. Men så snart vi skal ind under overfladen og ned i Maries inderste sjæleliv, kommer Vanessa Paradis til kort, og denne for filmen meget vigtige dybde forsvinder i den rene overflade.
Gerard Depardieu leverer som Maries fader, den alkoholiserede og 'welt-schmertz-ramte' komponist, en professionel og solid præstation. Han er umiddelbart både brovtende og uforskammet, men går man lidt nærmere, viser andre følelseslag deres ansigt. For ligesom Marie, er faderen også udstyret med en hård facade, der dækker over et uroligt indre, skamferet af ulykkelig kærlighed. Man kan indvende, at rollen er noget klichéfyldt og egentlig lidt for meget, men alligevel er den nødvendig for at give filmen sin egen poetiske afslutning, hvor fader og datter, i midten af det vindblæste og regnfyldte landskab, finder harmoni og sjælero.
Jean Becker har lavet en god film om sorg og tab, kærlighed og smerte og alle de andre store følelser, der gør livet hver at leve. Og selvom han bruger for lang tid til at fortælle sin historie, rummer den mange seværdige øjeblikke, der både anslår latter og gråd.
19/11-2018