Højt på et bjerg...
3.0
Festligt, folkeligt og fornøjeligt
Christopher Mongers "Englænderen, der gik op på en bakke, men kom ned fra et bjerg" er en vellykket nostalgisk folkekomedie. I det maleriske og grønne Wales, helt derude hvor kragerne vender, ligger en lille idyllisk landsby, som hedder Ffynnon Gawr. Beboerne er den slags gammeldags hyggelige og halvtossede landbofolk, som man troede døde med industrialiseringen. Da de alle hedder Williams, Evans eller Jones til efternavn bærer de et øgenavn eller to, f.eks Williams Benzin eller Jones Betjent. Ligesom vi kender det fra de danske landsbyer med Bette-Kræn og Tosse-Jens. Vi er med andre ord i velkendt folkekomedielandskab og meget langt fra den engelske landsby Dustin Hoffman besøgte i "Straw Dogs", selvom landskabet og karaktererne er nogenlunde de samme. Alligevel er det hele ikke sjov og ballade i høstakken, der findes også mørkere toner, for byen har i tidens løb fået mange sår.
Da året er 1917 er de unge mænd sendt til Frankrig, for at kæmpe for et England, som aldrig har gjort andet end at undertrykke waliserne. De der ikke dør i skyttegravene kreperer i de kulminer, som gennemhuller bjergene omkring byen. Disse højdedrag er landsbyens eneste stolthed, især bjerget Ffynnon Gawr, som landsbyen har fået navn efter. Til denne landsby og dette bjerg ankommer en dag to englændere, som skal opmåle bjerget. Det viser sig at være under tusind fod, hvilket gør det til en bakke, ikke et bjerg. Og så har vi balladen.
Et folkesagn fødes
Hugh Grant spiller sin sædvanlige blodfattige britiske karakter, denne gang som den sympatiske Reginald Anson, der ankommer som assistent for den garvede men skabagtige kartograf George Garrad (Ian McNiece). Spidserne i byen (som i virkelighedens verden hedder Llanrhaeadr-ym-Mochnant!) er den snu og brunstige kroejer Morgan Buk (Colm Meaney) og den stivnakkede men engagerede Pastor Jones (Kenneth Griffith).
Det er mellem Morgan og Pastor Jones, at filmens virkelige drama foregår. De to kan ikke fordrage hinanden, men alligevel bliver de nødt til at stå sammen for at redde deres landsby fra ydmygelsen: Ffynnon Gawr er muligvis kun en bakke for Hans Majestæts Geodætiske Institut, men ved hårdt arbejde kan der dænges tilstrækkeligt jord på bakken, så den bliver de tiltrængte tyve fod højere. Landsbyen må samtidig søge at hindre englænderne i at rejse, og det sker på alle mulige fornøjelige og pudsige måder. Samtidig udvikler der sig en romance mellem Anson og den friske pige Betty (Tara Fitzgerald), og tilsidst får Anson tilnavnet "Englænderen, der gik op på en bakke, men kom ned fra et bjerg".
Selvom historien er så sød og folkelig, at det næsten er for meget, er den uden at forfalde til egentlige platheder, instrueret og spillet med det rette glimt i øjet og passende let håndelag. Instruktøren Christopher Monger vil have os til at tro, at plottet er en virkelig historie, men hvad enten det er sandt eller ej, lykkes det drilske indblik i den lille landsbys mekanismer til overflod. Det er denne skæve iscenesættelse af et lille samfunds elskelige særlinge, og deres trods alt menneskelige kamp for at beholde værdigheden og selvstændigheden, som giver filmen den rette blanding af vittig folkekomedie og indsigtsfuld sædeskildring.
Christopher Mongers "Englænderen, der gik op på en bakke, men kom ned fra et bjerg" er en vellykket nostalgisk folkekomedie. I det maleriske og grønne Wales, helt derude hvor kragerne vender, ligger en lille idyllisk landsby, som hedder Ffynnon Gawr. Beboerne er den slags gammeldags hyggelige og halvtossede landbofolk, som man troede døde med industrialiseringen. Da de alle hedder Williams, Evans eller Jones til efternavn bærer de et øgenavn eller to, f.eks Williams Benzin eller Jones Betjent. Ligesom vi kender det fra de danske landsbyer med Bette-Kræn og Tosse-Jens. Vi er med andre ord i velkendt folkekomedielandskab og meget langt fra den engelske landsby Dustin Hoffman besøgte i "Straw Dogs", selvom landskabet og karaktererne er nogenlunde de samme. Alligevel er det hele ikke sjov og ballade i høstakken, der findes også mørkere toner, for byen har i tidens løb fået mange sår.
Da året er 1917 er de unge mænd sendt til Frankrig, for at kæmpe for et England, som aldrig har gjort andet end at undertrykke waliserne. De der ikke dør i skyttegravene kreperer i de kulminer, som gennemhuller bjergene omkring byen. Disse højdedrag er landsbyens eneste stolthed, især bjerget Ffynnon Gawr, som landsbyen har fået navn efter. Til denne landsby og dette bjerg ankommer en dag to englændere, som skal opmåle bjerget. Det viser sig at være under tusind fod, hvilket gør det til en bakke, ikke et bjerg. Og så har vi balladen.
Et folkesagn fødes
Hugh Grant spiller sin sædvanlige blodfattige britiske karakter, denne gang som den sympatiske Reginald Anson, der ankommer som assistent for den garvede men skabagtige kartograf George Garrad (Ian McNiece). Spidserne i byen (som i virkelighedens verden hedder Llanrhaeadr-ym-Mochnant!) er den snu og brunstige kroejer Morgan Buk (Colm Meaney) og den stivnakkede men engagerede Pastor Jones (Kenneth Griffith).
Det er mellem Morgan og Pastor Jones, at filmens virkelige drama foregår. De to kan ikke fordrage hinanden, men alligevel bliver de nødt til at stå sammen for at redde deres landsby fra ydmygelsen: Ffynnon Gawr er muligvis kun en bakke for Hans Majestæts Geodætiske Institut, men ved hårdt arbejde kan der dænges tilstrækkeligt jord på bakken, så den bliver de tiltrængte tyve fod højere. Landsbyen må samtidig søge at hindre englænderne i at rejse, og det sker på alle mulige fornøjelige og pudsige måder. Samtidig udvikler der sig en romance mellem Anson og den friske pige Betty (Tara Fitzgerald), og tilsidst får Anson tilnavnet "Englænderen, der gik op på en bakke, men kom ned fra et bjerg".
Selvom historien er så sød og folkelig, at det næsten er for meget, er den uden at forfalde til egentlige platheder, instrueret og spillet med det rette glimt i øjet og passende let håndelag. Instruktøren Christopher Monger vil have os til at tro, at plottet er en virkelig historie, men hvad enten det er sandt eller ej, lykkes det drilske indblik i den lille landsbys mekanismer til overflod. Det er denne skæve iscenesættelse af et lille samfunds elskelige særlinge, og deres trods alt menneskelige kamp for at beholde værdigheden og selvstændigheden, som giver filmen den rette blanding af vittig folkekomedie og indsigtsfuld sædeskildring.
19/11-2018