Blodfattig romantik

1.0
Kong Arthur uden Excalibur, Merlin og den hellige gral er som et kærlighedsdrama uden saft, kraft og passion.
"First Knight" har hverken eller.

Myten om Kong Arthur og ridderne om det runde bord indeholder mange historier. "First Knight" tager udgangspunkt i den del, som handler om Arthurs dronning Guinevere. Hun forelskede sig i Lancelot - en af Arthurs riddere. Dette ulykkelige trekantsdrama var i sidste ende medvirkende til Arthurs fald.

Filmens skurk - en frafalden ridder ved navn Malagant (Ben Cross) - overfalder Guinevere (Julia Ormond), da hun er på vej til sit bryllup med Arthur (Sean Connery). Lancelot redder hende, og de forelsker sig i hinanden, selvom Guinevere forsøger at bekæmpe sine følelser, eftersom hun også elsker Arthur, der er vældig god og ædel.

Lancelot er en fri fugl, der rejser rundt og lever af at fægte for penge. Han har ingen forpligtelser og intet mål med tilværelsen. Derfor er der heller ikke noget, der for alvor betyder noget for ham. I løbet af filmen finder Lancelot noget, der er værd at kæmpe for. Ikke bare sin kærlighed til Guinevere, men også kong Arthur og de idealer han står for. Undervejs i historien spøger Malagant, som den store onde skurk, der kidnapper Guinevere, som et middel til at få magten i England.

Alt for pæne riddere
Hollywood har på det seneste i film som "Rob Roy" og "Braveheart" genoplivet en gammel tradition for film med ædle riddere, skønne møer og sværdkampe. Når man tager en sådan tradition op, er der to muligheder. Enten kan man lægge sig i direkte forlængelse af de gamle Hollywood-film i den stil, hvor Errol Flynn render rundt i gamacher uden at få sved på overlæben, og hvor der aldrig ses en dråbe blod. Eller man kan gøre som i "Braveheart". Forsøge at forene fortiden med en vis form for realisme i form af snavs og fattigdom, og kampscener, der er grusomme og voldelige. "First Knight" tilhører den første slags. Den er meget pæn og ren - selv bønderne er renskurede. Der er ingen snavs, fattigdom eller særligt blodige kampscener. Den er primært en kærlighedsfilm. Et trekantsdrama, hvor en kvinde er splittet mellem pligten - den ædle kong Arthur, og kærligheden - den lovløse Lancelot.

Kærlighedshistorien er bare sært uengangerende. Måske er det bare mig, der har et problem. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan en kvinde, der kan få Sean Connery, vil foretrække Richard Gere. Men smag og behag er som bekendt forskellig, så den glider sikkert ned hos nogen. Filmen gør bare ikke noget særligt for at overbevise mig om styrken i de elskendes følelser. Den rummer ikke nogen skuespilpræstationer, der er værd at skrive hjem om. De tre hovedrolleindehavere spiller allesammen meget pænt, men ikke særlig medrivende. Bedst er nok Julia Ormond som Guinevere. Det er rart at se en heltinde, der ikke hele tiden er klynkende og hjælpeløs, men også udviser mod og handlekraft.

Arthurlegenderne
Man kan undre sig over, at filmen overhovedet tager udgangspunkt i Arthur og ridderne om det runde bord. Beretningerne om hvordan Arthur samlede landet ved hjælp af sit magiske sværd Excalibur og troldmanden Merlin og ridderne om det runde bords jagt på den hellige gral er der lavet mange film om - og med god grund. Der er ikke bare én, men adskillige gode historier om et magisk og mytisk univers med troldmænd og ædle riddere, der kæmper for en nobel sag. Alt det bruger "First Knight" slet ikke. Den handler kun om kærligheden mellem Lancelot og Guinevere. Hvad skal vi med en film om ridderne om det runde bord, der ikke fortæller et eventyr, men bare er en gang sødsuppe ridderromantik?
First Knight