Cubansk tegneserie
2.0
Naiv og mærkværdig romantisk komedie om eksil-cubanere i Miami
"Familien Perez" er, hvad man vil kalde en romantisk komedie. Den slags spytter Hollywood ud i metermål. Så er der lidt komedie til drengene og lidt romantik til pigerne. Romantiske komedier byder på søde og sjove forviklinger, som man altid kender udfaldet af. Den efterhånden halvlumre frase: "Den man elsker, tugter man"(og ender i ømt favntag med lige inden slutcredits kunne man passende tilføje), synes at være kodeordet for genrens repræsentanter fra "French Kiss" til "Honey Moon in Las Vegas". Meget sødt så længe det varer, men uendeligt kedsommeligt i længden. "Familien Perez" har ovennævnte ingredienser men adskiller sig fra den brede strøm, ved at tilføre overskruet energi og en gang cubansk vital miljø-kolorit.
I 1980 beslutter Castro at frigive sine politiske fanger. Juan Raþl (Alfred Molina) har siddet indespærret i 20 år og har nu endelig chancen for at forenes med hustruen Carmela (Angelica Huston), der har tilbragt de forløbne år i sikkerhed i Miami. På båden til USA træffer Juan den energiske og viljefaste Dottie (Marisa Tomei), der efterlader sig en noget blakket fortid på Cuba. Hun vil til USA for at danse disco, mens hans eneste ønske er falde i armene på sin eneste elskede.
Ved en fejltagelse bliver Juan ikke hentet af sin familie ved grænsen, og han ryger sammen med Dottie i internerings-lejr, hvor tiden skal slås ihjel inden udslusningen i det amerikanske samfund. De bedste chancer for en lykkelig og hurtig integration opnås, hvis man kan finde en amerikansk sponsor. Sponsorerne foretrækker familier, og da både Dottie og Juan Raùl hedder Perez til efternavn, er Dottie fast besluttet på at skabe en familie sammen med sin rejsekammerat, og dermed forhøje chancerne for en tryg fremtid udenfor lejrens pigtråd. Den noget slukørede og illusionsløse Juan Raùl lader sig overtale til denne praktiske foranstaltning. Dottie er en kvinde, der får, hvad hun vil ha'!
Carmela har i mellemtiden opgiver et hvert håb om genforening og flirter prøvende med den lokale FBI agent Pirelli, der har det med at møde op på hendes bopæl i tide og utide, for at tilse Carmela's løsslupne tyverialarmer. Alt tyder således på, at det adskilte ægtepar ikke har mange chancer for genforening. Det sker dog, men med et noget andet udfald end den intenderede. "Familien Perez" hylder nemlig princippet om at leve i nuet, og elske når chancen byder sig.
Farver i stereo
"Familien Perez" er en meget simpel, ja næsten håbløs naiv, film. Det tager tid at vende sig til det kulørte tegneserie-agtige univers, der ikke ligger så langt fra de indiske synge/danse-films absurde kaotiske charme. Instruktøren Mira Nair er da også inder, uden jeg dermed skal kunne sige, om det er der hun har hentet sin inspiration. Herhjemme kendes hun nok bedst for filmen "Salaam Bombay", som "Familien Perez" umiddelbart ikke har så meget tilfælles med. Man kan dog godt mærke den lidt skæve indfaldsvinkel til begrebet komedie, der til tider får en lidt forskruet drejning.
Som så mange andre romantiske komedier fra det amerikanske fastland, er der absolut intet galt med rollebesætningen. Det er den frodige og selv i en kvindes øjne hypersensuelle Marisa Tomei, der i rollen som Dottie, tiltrækker sig mest opmærksomhed. På mange måder lever hun op til det stereotype billede af en varmblodig latinamerikansk "chica", der lever i tæt kontakt med såvel under- som følelsesliv. Altid parat til at bryde ud i længselsfuld og hoftevridende dans til besnærende latinamerikanske rytmer. Naiv men alligevel forførende, med bryster der truer med hvert øjeblik at springe ud af deres snærende fængsel. (Det blir ikke ved truslerne, kan jeg betro eventuelle mandlige interesserede). Helt ud af klichéens forudsigelighed løfter hun sig aldrig, men Marisa Tomei giver Dottie en så tilpas varm og sødmefuld dimmension, at man føler sig godt underholdt - eller måske snarere forført. Dottie må siges at være "Familien Perez" største aktiv.
Resten af skuespiller-besætningen er dog heller ikke at kimse af. Angelica Huston spiller den ventende hustru. Huston en prægtig karakterskuespillerinde, der med lige dele toughness og skrøbelighed normalt kan give en rolle uforlignelig styrke. I "Familien Perez" har hun ikke meget plads at boltre sig på, men er alligevel ganske charmerende, når hun får chancen. Chazz Palminteri, som jeg faldt pladask for i rollen som gangsteren med uovertrufne intellektuelle egenskaber i Woody Allens "Bullets over Broadway", er den reelle og rare FBI-agent Pirelli. Hans rolle bliver ved det tilforladelige.
Hvad der er lagt op til at være filmens menneskelige omdrejningspunkt, nemlig ex-fangen Juan Raùl, ender med at blive den mindst interessante. Han spilles af den italiensk-spanske skuespiller Alfred Molina, hvis force, i følge pressemeddelelsen, bl.a. skulle være, at han har gået på samme skuespillerskole i London som Stig Rossen!!?? Det skal selvfølgelig ikke ligge Molina til last, men nogen uforglemmelig præstation, er der ikke tale om. Dertil er han for ucharmerende.
"Familien Perez" er en varm og banal "latino" komedie uden på nogen måde at være skelsættende indenfor sin genre. Filmen har en afslappet og sensuel "feeling", der nok skal få et par kulskær og blege danskere ud på salsatekerne. Desværre danser Marisa Tomei nok ikke så forførende på de danske dansegulve. Forhåbentlig er hun på vej til at medvirke i film, der byder på lidt mere udfordring.
"Familien Perez" er, hvad man vil kalde en romantisk komedie. Den slags spytter Hollywood ud i metermål. Så er der lidt komedie til drengene og lidt romantik til pigerne. Romantiske komedier byder på søde og sjove forviklinger, som man altid kender udfaldet af. Den efterhånden halvlumre frase: "Den man elsker, tugter man"(og ender i ømt favntag med lige inden slutcredits kunne man passende tilføje), synes at være kodeordet for genrens repræsentanter fra "French Kiss" til "Honey Moon in Las Vegas". Meget sødt så længe det varer, men uendeligt kedsommeligt i længden. "Familien Perez" har ovennævnte ingredienser men adskiller sig fra den brede strøm, ved at tilføre overskruet energi og en gang cubansk vital miljø-kolorit.
I 1980 beslutter Castro at frigive sine politiske fanger. Juan Raþl (Alfred Molina) har siddet indespærret i 20 år og har nu endelig chancen for at forenes med hustruen Carmela (Angelica Huston), der har tilbragt de forløbne år i sikkerhed i Miami. På båden til USA træffer Juan den energiske og viljefaste Dottie (Marisa Tomei), der efterlader sig en noget blakket fortid på Cuba. Hun vil til USA for at danse disco, mens hans eneste ønske er falde i armene på sin eneste elskede.
Ved en fejltagelse bliver Juan ikke hentet af sin familie ved grænsen, og han ryger sammen med Dottie i internerings-lejr, hvor tiden skal slås ihjel inden udslusningen i det amerikanske samfund. De bedste chancer for en lykkelig og hurtig integration opnås, hvis man kan finde en amerikansk sponsor. Sponsorerne foretrækker familier, og da både Dottie og Juan Raùl hedder Perez til efternavn, er Dottie fast besluttet på at skabe en familie sammen med sin rejsekammerat, og dermed forhøje chancerne for en tryg fremtid udenfor lejrens pigtråd. Den noget slukørede og illusionsløse Juan Raùl lader sig overtale til denne praktiske foranstaltning. Dottie er en kvinde, der får, hvad hun vil ha'!
Carmela har i mellemtiden opgiver et hvert håb om genforening og flirter prøvende med den lokale FBI agent Pirelli, der har det med at møde op på hendes bopæl i tide og utide, for at tilse Carmela's løsslupne tyverialarmer. Alt tyder således på, at det adskilte ægtepar ikke har mange chancer for genforening. Det sker dog, men med et noget andet udfald end den intenderede. "Familien Perez" hylder nemlig princippet om at leve i nuet, og elske når chancen byder sig.
Farver i stereo
"Familien Perez" er en meget simpel, ja næsten håbløs naiv, film. Det tager tid at vende sig til det kulørte tegneserie-agtige univers, der ikke ligger så langt fra de indiske synge/danse-films absurde kaotiske charme. Instruktøren Mira Nair er da også inder, uden jeg dermed skal kunne sige, om det er der hun har hentet sin inspiration. Herhjemme kendes hun nok bedst for filmen "Salaam Bombay", som "Familien Perez" umiddelbart ikke har så meget tilfælles med. Man kan dog godt mærke den lidt skæve indfaldsvinkel til begrebet komedie, der til tider får en lidt forskruet drejning.
Som så mange andre romantiske komedier fra det amerikanske fastland, er der absolut intet galt med rollebesætningen. Det er den frodige og selv i en kvindes øjne hypersensuelle Marisa Tomei, der i rollen som Dottie, tiltrækker sig mest opmærksomhed. På mange måder lever hun op til det stereotype billede af en varmblodig latinamerikansk "chica", der lever i tæt kontakt med såvel under- som følelsesliv. Altid parat til at bryde ud i længselsfuld og hoftevridende dans til besnærende latinamerikanske rytmer. Naiv men alligevel forførende, med bryster der truer med hvert øjeblik at springe ud af deres snærende fængsel. (Det blir ikke ved truslerne, kan jeg betro eventuelle mandlige interesserede). Helt ud af klichéens forudsigelighed løfter hun sig aldrig, men Marisa Tomei giver Dottie en så tilpas varm og sødmefuld dimmension, at man føler sig godt underholdt - eller måske snarere forført. Dottie må siges at være "Familien Perez" største aktiv.
Resten af skuespiller-besætningen er dog heller ikke at kimse af. Angelica Huston spiller den ventende hustru. Huston en prægtig karakterskuespillerinde, der med lige dele toughness og skrøbelighed normalt kan give en rolle uforlignelig styrke. I "Familien Perez" har hun ikke meget plads at boltre sig på, men er alligevel ganske charmerende, når hun får chancen. Chazz Palminteri, som jeg faldt pladask for i rollen som gangsteren med uovertrufne intellektuelle egenskaber i Woody Allens "Bullets over Broadway", er den reelle og rare FBI-agent Pirelli. Hans rolle bliver ved det tilforladelige.
Hvad der er lagt op til at være filmens menneskelige omdrejningspunkt, nemlig ex-fangen Juan Raùl, ender med at blive den mindst interessante. Han spilles af den italiensk-spanske skuespiller Alfred Molina, hvis force, i følge pressemeddelelsen, bl.a. skulle være, at han har gået på samme skuespillerskole i London som Stig Rossen!!?? Det skal selvfølgelig ikke ligge Molina til last, men nogen uforglemmelig præstation, er der ikke tale om. Dertil er han for ucharmerende.
"Familien Perez" er en varm og banal "latino" komedie uden på nogen måde at være skelsættende indenfor sin genre. Filmen har en afslappet og sensuel "feeling", der nok skal få et par kulskær og blege danskere ud på salsatekerne. Desværre danser Marisa Tomei nok ikke så forførende på de danske dansegulve. Forhåbentlig er hun på vej til at medvirke i film, der byder på lidt mere udfordring.
19/11-2018