Nattergal med playback
2.0
Kærlighed og bedrag iscenesat i et malerisk og teatralsk 1700-tals Europa
Gérard Corbiaus "Farinelli" er et stort opsat historisk drama med imponerende scenografi og kostumer. Og historien om den italienske kastratsanger, der med sin angiveligt enestående stemme opnåede enorm popularitet i samtiden, har alt det, der kræves af en opulent storfilm ved juletid, herunder en menneskelig tragedie, der ikke kan overskygges af verdens tilbedelse.
Som mange såkaldte storfilm før dén undgår "Farinelli" da heller ikke en allestedsnærværende hulhed. Dens intention er at gribe, røre og overvælde sit publikum, men dertil er den alt for selvhøjtidelig og villet. Det eneste den opnår er, at gøre opmærksom på sin egen besættelse af idéen om at være stor og uomgængelig kunst - hvilket den aldrig formår at løfte sig til.
Brødrene Riccardo og Carlo Broschi udgør i starten af filmen et effektivt entertainerpar. Riccardo komponerer til Carlos fantastiske stemmepragt, og de er en succes på mangen en markedsplads, ikke mindst blandt kvinderne, som på stribe falder for Carlo - snart kendt som Farinelli. Når han har vakt deres interesse, overlader han dem som oftest til Riccardo, hvis seksualitet er intakt.
Farinellis stemme høres en dag af en vis komponist ved navn Händel, som straks forstår stemmens potentiale, men ikke er interesseret i Riccardo. Da Riccardos succes afhænger af Carlo, er dette startskuddet til en lang splittelse for Carlo, som på den ene side elsker sin bror, men på den anden side ønsker at frigøre sig fra ham. Det kommmer både til udtryk i deres (fælles) forhold til kvinder, og i Carlos erkendelse af Händels overlegne kompositoriske talent.
Kejserens nye klæder
Et af filmens store problemer er, at den skal overbevise om Farinellis utrolige stemme. Det lykkes langtfra. De første mange gange vi hører fra Farinelli, er hans præstation kold og uinteressant, hvilket for så vidt er motiveret i historien, men det bidrager ikke ligefrem til at retfærdiggøre den dyrkelse, han er genstand for. At der i disse scener fortælles i et bombastisk billedsprog bidrager blot til at afsløre Farinellis magi som et postulat fra filmens side.
Det lykkes heller ikke filmen at skabe den illusion, at Stéfano Dionisi virkelig synger Farinellis partier. Det er ganske enkelt tydeligt for enhver, at der synges playback. I en film, der i så afgørende grad handler om et menneske og dette menneskes stemme, kan en sådan brist ikke undskyldes - ligegyldigt hvor store tekniske problemer der så iøvrigt er forbundet med at skjule det.
Det er således betegnende, at filmens bedste øjeblik opstår, da Farinelli under en arie af Händel så godt som udelades af billedet. Først her - hen mod slutningen - opnår filmen at få historien, lydsiden og billedsiden til at hænge blot nogenlunde plausibelt sammen.
At slutscenen ligeledes er ganske vellykket, dels i kraft af den smukke fuldendelse af brødrenes forsoning, og dels hjulpet af en sober isceneættelse, er et alt for sent forsonende element. Det afhjælper en uimodsagt irritation over filmen, men kan desværre ikke hjælpe helhedsindtrykket væk fra "Farinelli" som et patetisk og manieret udstyrsstykke, der ikke er i stand til at leve op til sine egne intentioner.
Gérard Corbiaus "Farinelli" er et stort opsat historisk drama med imponerende scenografi og kostumer. Og historien om den italienske kastratsanger, der med sin angiveligt enestående stemme opnåede enorm popularitet i samtiden, har alt det, der kræves af en opulent storfilm ved juletid, herunder en menneskelig tragedie, der ikke kan overskygges af verdens tilbedelse.
Som mange såkaldte storfilm før dén undgår "Farinelli" da heller ikke en allestedsnærværende hulhed. Dens intention er at gribe, røre og overvælde sit publikum, men dertil er den alt for selvhøjtidelig og villet. Det eneste den opnår er, at gøre opmærksom på sin egen besættelse af idéen om at være stor og uomgængelig kunst - hvilket den aldrig formår at løfte sig til.
Brødrene Riccardo og Carlo Broschi udgør i starten af filmen et effektivt entertainerpar. Riccardo komponerer til Carlos fantastiske stemmepragt, og de er en succes på mangen en markedsplads, ikke mindst blandt kvinderne, som på stribe falder for Carlo - snart kendt som Farinelli. Når han har vakt deres interesse, overlader han dem som oftest til Riccardo, hvis seksualitet er intakt.
Farinellis stemme høres en dag af en vis komponist ved navn Händel, som straks forstår stemmens potentiale, men ikke er interesseret i Riccardo. Da Riccardos succes afhænger af Carlo, er dette startskuddet til en lang splittelse for Carlo, som på den ene side elsker sin bror, men på den anden side ønsker at frigøre sig fra ham. Det kommmer både til udtryk i deres (fælles) forhold til kvinder, og i Carlos erkendelse af Händels overlegne kompositoriske talent.
Kejserens nye klæder
Et af filmens store problemer er, at den skal overbevise om Farinellis utrolige stemme. Det lykkes langtfra. De første mange gange vi hører fra Farinelli, er hans præstation kold og uinteressant, hvilket for så vidt er motiveret i historien, men det bidrager ikke ligefrem til at retfærdiggøre den dyrkelse, han er genstand for. At der i disse scener fortælles i et bombastisk billedsprog bidrager blot til at afsløre Farinellis magi som et postulat fra filmens side.
Det lykkes heller ikke filmen at skabe den illusion, at Stéfano Dionisi virkelig synger Farinellis partier. Det er ganske enkelt tydeligt for enhver, at der synges playback. I en film, der i så afgørende grad handler om et menneske og dette menneskes stemme, kan en sådan brist ikke undskyldes - ligegyldigt hvor store tekniske problemer der så iøvrigt er forbundet med at skjule det.
Det er således betegnende, at filmens bedste øjeblik opstår, da Farinelli under en arie af Händel så godt som udelades af billedet. Først her - hen mod slutningen - opnår filmen at få historien, lydsiden og billedsiden til at hænge blot nogenlunde plausibelt sammen.
At slutscenen ligeledes er ganske vellykket, dels i kraft af den smukke fuldendelse af brødrenes forsoning, og dels hjulpet af en sober isceneættelse, er et alt for sent forsonende element. Det afhjælper en uimodsagt irritation over filmen, men kan desværre ikke hjælpe helhedsindtrykket væk fra "Farinelli" som et patetisk og manieret udstyrsstykke, der ikke er i stand til at leve op til sine egne intentioner.
19/11-2018