Hvis lille pige er du?
3.0
Adrian Lynes forsøg på at filmatisere Nabokovs berømte roman "Lolita", er ikke blevet så slemt som man kunne frygte
Efter at Stanley Kubrick i 1962 lavede sin version af "Lolita", har andre instruktører holdt sig i arms længde fra Nabokovs roman. At det blev Adrian Lyne der tog kampen op mod Kubricks klassiker, er egentlig både naturligt og problematisk. Naturligt, når man tager et blik på Lynes øvrige soft-core produktion "9 1/2 uge" (1989), "Et frækt tilbud" (1993), "Fatal Attraction" og hans debut "Foxes" (1980). Problematisk fordi man umiddelbart kan forvente sig en film, der vil være mere tidsånd end psykologisk indsigt.
I de store træk afviger den ikke fra Kubricks version. Der er stadig tale om professoren Humbert Humbert (Jeremy Irons), som bliver besat af sin husværtindes tennagedatter Dolores (Dominique Swain). Han indleder et kort og ligegyldigt ægteskab med moderen, den provinsielle snob, Charlotte Haze (Melanie Griffith) for at komme tættere på lille Lolita. Og tæt kommer han. Frustrationerne ved ikke at kunne være sammen med denne lille frækkert af et pigebarn, er ved at blive for meget for ham, da Charlotte meget belejligt dræbes i et biluheld. Sammen med Dolores kører han tværs gennem Amerika og de indleder et noget problematisk far/datter forhold. Problemerne opstår da det efterhånden viser sig at den kære Lolita ikke er meget andet end en irriterende og frustreret møgunge. Men kærlighed gør som bekendt blind og Humbert er overbevist om at alt er den rene lykke, indtil det går op for ham at Dolores faktisk har et forhold til en anden mand.
Excentrisk dekadence
Herefter går det stille og roligt ned ad bakke for den nok så respekterede professor. Lolita forlader ham, gifter sig med en ligegyldig tømmer og bliver gravid. Men Humberts kærlighed til hende og hans had til "den anden mand", som viser sig at være teatermanden Clare Quilty (Frank Langella), dør ikke. Da han ikke kan få Lolita, kan han i det mindste udrydde sin onde ånd Quilty, der viser sig at være en ynkelig dekadent størrelse.
Til forskel fra Kubrick har Lyne ikke villet lave en sort komedie, men har derimod vægtet ægtheden i Humberts besættelse og kærlighed til den lille lolita. Af en eller anden grund dukker der alligevel underlige farce momenter op hist og her, som virker håbløst ude af trit med resten af historien. Desuden kan han, som frygtet, ikke helt holde sig fra mere lumre og påtrængende symbolladede øjeblikke, som når Dolores spiser is med kirsebær eller får sig et mælkeskæg. Men de er gudskelov ikke så mange så man kløjs i dem. Tværtimod lykkes det ham et godt stykke hen ad vejen at fange ægtheden i Humberts kærlighed uden det virker lurvet og billigt. Det skyldes til en vis grad også valget af Jeremy Irons og specielt Dominique Swain, der er indbegrebet af uskyld og erotisk pigefnis. Melanie Griffith er derimod fuldstændig ligegyldig og intetsigende som Charlotte, mens Frank Langella forgæves forsøger at overgå Peter Sellers i dekadent og excentrisk opførsel.
Filmen lider desværre under det fænomen, der rider Hollywood som en mare i denne tid: Længden. Den er ganske enkelt alt for lang og 3/4 inde, sætter ligegyldigheden ind, mens den sovser rundt i de samme temaer. I sidste ende er det dog den velbeskrevede kærligheds historie, der trods alt står stærkest i hukommelsen.
Efter at Stanley Kubrick i 1962 lavede sin version af "Lolita", har andre instruktører holdt sig i arms længde fra Nabokovs roman. At det blev Adrian Lyne der tog kampen op mod Kubricks klassiker, er egentlig både naturligt og problematisk. Naturligt, når man tager et blik på Lynes øvrige soft-core produktion "9 1/2 uge" (1989), "Et frækt tilbud" (1993), "Fatal Attraction" og hans debut "Foxes" (1980). Problematisk fordi man umiddelbart kan forvente sig en film, der vil være mere tidsånd end psykologisk indsigt.
I de store træk afviger den ikke fra Kubricks version. Der er stadig tale om professoren Humbert Humbert (Jeremy Irons), som bliver besat af sin husværtindes tennagedatter Dolores (Dominique Swain). Han indleder et kort og ligegyldigt ægteskab med moderen, den provinsielle snob, Charlotte Haze (Melanie Griffith) for at komme tættere på lille Lolita. Og tæt kommer han. Frustrationerne ved ikke at kunne være sammen med denne lille frækkert af et pigebarn, er ved at blive for meget for ham, da Charlotte meget belejligt dræbes i et biluheld. Sammen med Dolores kører han tværs gennem Amerika og de indleder et noget problematisk far/datter forhold. Problemerne opstår da det efterhånden viser sig at den kære Lolita ikke er meget andet end en irriterende og frustreret møgunge. Men kærlighed gør som bekendt blind og Humbert er overbevist om at alt er den rene lykke, indtil det går op for ham at Dolores faktisk har et forhold til en anden mand.
Excentrisk dekadence
Herefter går det stille og roligt ned ad bakke for den nok så respekterede professor. Lolita forlader ham, gifter sig med en ligegyldig tømmer og bliver gravid. Men Humberts kærlighed til hende og hans had til "den anden mand", som viser sig at være teatermanden Clare Quilty (Frank Langella), dør ikke. Da han ikke kan få Lolita, kan han i det mindste udrydde sin onde ånd Quilty, der viser sig at være en ynkelig dekadent størrelse.
Til forskel fra Kubrick har Lyne ikke villet lave en sort komedie, men har derimod vægtet ægtheden i Humberts besættelse og kærlighed til den lille lolita. Af en eller anden grund dukker der alligevel underlige farce momenter op hist og her, som virker håbløst ude af trit med resten af historien. Desuden kan han, som frygtet, ikke helt holde sig fra mere lumre og påtrængende symbolladede øjeblikke, som når Dolores spiser is med kirsebær eller får sig et mælkeskæg. Men de er gudskelov ikke så mange så man kløjs i dem. Tværtimod lykkes det ham et godt stykke hen ad vejen at fange ægtheden i Humberts kærlighed uden det virker lurvet og billigt. Det skyldes til en vis grad også valget af Jeremy Irons og specielt Dominique Swain, der er indbegrebet af uskyld og erotisk pigefnis. Melanie Griffith er derimod fuldstændig ligegyldig og intetsigende som Charlotte, mens Frank Langella forgæves forsøger at overgå Peter Sellers i dekadent og excentrisk opførsel.
Filmen lider desværre under det fænomen, der rider Hollywood som en mare i denne tid: Længden. Den er ganske enkelt alt for lang og 3/4 inde, sætter ligegyldigheden ind, mens den sovser rundt i de samme temaer. I sidste ende er det dog den velbeskrevede kærligheds historie, der trods alt står stærkest i hukommelsen.
19/11-2018
