Syv - ni - tretten
5.0
Scopes anmelder er fuldkommen uenig med Ole Michelsen fra Danmarks radio. Denne film fortjener slet ikke at få fem Bogart-hatte. Den fortjener heller ikke seks. Nej, filmen "Seven" burde nok snarere have fået...
Lad mig melde helt klart ud allerede fra starten: Jeg er fuldkommen vild og blodig over denne film. Den er simpelthen genial.
Man bliver selvfølgelig først og fremmest totalt betaget af billedernes utroligt smukke farver, der serveres i så skarpe kontraster, at man sommetider forledes til at tro, at filmen er optaget i sort/hvid (mens kontrasterne i virkeligheden blot er resultatet af en meget kostbar fremkaldelses-teknik, som giver en såkaldt 'sølvkopi'). Man bliver derudover imponeret over skuespillernes konsekvent gennemførte skuespil, der - for alles vedkommende - må betegnes som noget nær det perfekte. Men rigtig lamslået bliver man først, når man for alvor begynder at fordybe sig i plottets genialitet. For genialt, det er det virkelig.
Andrew Kevin Walker arbejder til daglig som almindelig salgsassistent i Tower Records i New York, og han har derfor måttet hakke de syv seriemord, der er temaet for hans debut som manuskriptforfatter, ned på en skrivemaskine om aftenen efter endt arbejdstid. Efter sigende blev han inspireret af en række bizarre mord, der blev begået i New York City på det tidspunkt, hvor han gik igang med sin historie. Zodiac-mordene blev de kaldt i daglig tale. Der var tale om meget systematiske mord begået med udgangspunkt i folks stjernetegn. Og netop systematikken er det helt afgørende i "Seven".
De syv dødssynder
I en af de første scener i filmen bliver kriminalbetjentene David Mills (Brad Pitt) og William Somerset (Morgan Freeman) nemlig kaldt ud til et grotesk mord i en klam lille lejlighed. Det, der møder dem, er synet af en sygeligt fed mand, som sidder på en almindelig stol ved spisebordet i sit køkkenet. Hans hænder ligger tilsyneladende stilfærdigt under bordpladen, men hans hoved ligger samtidig på en underligt akavet måde i en tallerken fuld af spaghetti a la marinara. Mills er i begyndelsen overbevist om, at der bare er tale om et ordinært hjertestop, men kort efter opdager betjentene, at den afdødes hænder faktisk er bundet med ståltråd under bordet. Lidt senere viser det sig, at hans ben også er surret fast til stolebenene. Et eller andet stemmer åbenbart ikke helt alligevel. Og da især ikke, når man tager højde for de store blå mærker, manden har i nakken. En retsmediciner kan siden forklare, at manden er blevet tvunget til at spise i stive tolv timer. Morderen har simpelthen presset en stor 'gøp' ind i tyrenakken på Fedberg, der så har ædt sig selv til døde.
Men sådan er der jo så meget. Og det kan jo i og for sig stadig godt bare være et enkeltstående tilfælde. Kan det ikke? Nej, selvfølgelig kan det ikke det. Filmen hedder jo "Seven", og tilskueren ved helt fra starten, at der er to timer og fem minutters gru tilbage... Og ganske rigtigt. Toeren kommer allerede inden der er gået ti minutter af filmen: En stinkende rig forsvarsadvokat bliver fundet i en blodpøl på sit ellers i øvrigt tjekkede kontor. Han sidder bundet til en stol og har, som den fede, store blå mærker i baghovedet. Desuden er mandens højre arm fri, og i den holder han såmænd en skarp kniv. Behøver man at forklare, hvad der er sket? Morderen har - viser det sig snart - givet advokaten et lidt ærgerligt ultimatum: Enten nakker jeg dig, eller også skærer du et halvt kilo kød af din egen krop. Hvilket manden så har gjort.
Med de deller, advokaten indtil for nylig havde siddende lige over hoften, har morderen så tværet ordet GREED (altså grådighed eller gerrighed) ned i kontorets dyre gulvtæppe. Og dette ord bliver den egentlige start på mordgådens mulige løsning. Somerset tager nemlig nu tilbage til den fede mands lejlighed, og her finder han selvfølgelig - og bag køleskabet, hvor ellers! - endnu et ord. Med en finger dyppet i fedt har morderen skrevet GLUTTONY (altså frådseri) på væggen. Desuden bliver der i begge tilfælde fundet små listige sedler med oldgamle litterære citater.
Syvkabalen
Her ville de fleste almindelige kriminalbetjente nok have lidt svært ved rigtigt at komme videre. Kriminalbetjente er jo ikke per definition uddannet i klassisk litteratur, men heldigvis er Somerset ellevild med at læse i bøger. Derfor gennemskuer han selvfølgelig også omgående det system, der er køreplan for morderens adfærd. Det her handler jo for Guds skyld bare om de syv dødssynder fra bibelen! Og hvert eneste mords metode og offer er derfor bestemt af de associationer, dødssynderne giver i morderens perverse hoved. Tag nu for eksempel bare den fede mand i spaghettien. Hans synd er frådseri, derfor dræbes han med endnu mere frådseri, og navnet på hans synd skrives på væggen med fedt. Det andet eksempel er den rige forsvarsadvokat. Hans synd er, at han er så grisk, at han vil gøre hvad som helst for penge - selv redde den værste morder fra sin ellers velfortjente straf. Derfor må advokaten nu betale tilbage med sin egen krop: Et pund rent kød for pengene. Og synden står derfor med blod.
Da Somerset først har indset systemet, bliver han helt perpleks. Han forstår med det samme, at fem andre menneskers liv er i fare. En skal dø af dovenskab, en skal dø af stolthed, en skal dø af utugt, en skal dø af misundelse og en skal dø af vrede. Og her stopper jeg så. For at afsløre mere om filmen ville være decideret tarveligt. Prøv selv at tænk over det på vej hen til biografen: Hvordan hulen dræber man et menneske med dovenskaben som våben? Eller stoltheden? Hvordan kan man 'utugte' et andet menneske til døde? For hvis nu man ville det, hvad skulle 'våbenet' så være? Og så fremdeles. Skal jeg ikke bare nøjes med at sige, at ordene står skrevet med henholdsvis læbestift, med ridser, med lort og med...
"Seven" er som sagt en fuldkommen genial film. Ikke mindst, fordi den slutning, man hele tiden sidder og prøver at slutte sig til ud fra præmisserne, slet ikke har noget som helst at gøre med det, der så rent faktisk sker i filmen senere. Og ikke desto mindre går kabalen så præcist op, at man næsten ikke fatter det. Jeg har personligt grublet temmelig længe - og selv efter at have læst den overraskende gode roman, Anthon Bruno har skrevet på baggrund af manuskriptet, så er jeg stadig omtumlet.
Og hvad kan man så ellers mere sige, uden at ødelægge oplevelsen? Egentlig ikke andet, end at det muligvis allerede er nu, du skal gå i biografen, hvis du vil se årets bedste krimi. For dén slutning er altså mindst lige så spacey som den, der gjorde "The Usual Suspects" til sidste års absolutte krimi-hit.
Lad mig melde helt klart ud allerede fra starten: Jeg er fuldkommen vild og blodig over denne film. Den er simpelthen genial.
Man bliver selvfølgelig først og fremmest totalt betaget af billedernes utroligt smukke farver, der serveres i så skarpe kontraster, at man sommetider forledes til at tro, at filmen er optaget i sort/hvid (mens kontrasterne i virkeligheden blot er resultatet af en meget kostbar fremkaldelses-teknik, som giver en såkaldt 'sølvkopi'). Man bliver derudover imponeret over skuespillernes konsekvent gennemførte skuespil, der - for alles vedkommende - må betegnes som noget nær det perfekte. Men rigtig lamslået bliver man først, når man for alvor begynder at fordybe sig i plottets genialitet. For genialt, det er det virkelig.
Andrew Kevin Walker arbejder til daglig som almindelig salgsassistent i Tower Records i New York, og han har derfor måttet hakke de syv seriemord, der er temaet for hans debut som manuskriptforfatter, ned på en skrivemaskine om aftenen efter endt arbejdstid. Efter sigende blev han inspireret af en række bizarre mord, der blev begået i New York City på det tidspunkt, hvor han gik igang med sin historie. Zodiac-mordene blev de kaldt i daglig tale. Der var tale om meget systematiske mord begået med udgangspunkt i folks stjernetegn. Og netop systematikken er det helt afgørende i "Seven".
De syv dødssynder
I en af de første scener i filmen bliver kriminalbetjentene David Mills (Brad Pitt) og William Somerset (Morgan Freeman) nemlig kaldt ud til et grotesk mord i en klam lille lejlighed. Det, der møder dem, er synet af en sygeligt fed mand, som sidder på en almindelig stol ved spisebordet i sit køkkenet. Hans hænder ligger tilsyneladende stilfærdigt under bordpladen, men hans hoved ligger samtidig på en underligt akavet måde i en tallerken fuld af spaghetti a la marinara. Mills er i begyndelsen overbevist om, at der bare er tale om et ordinært hjertestop, men kort efter opdager betjentene, at den afdødes hænder faktisk er bundet med ståltråd under bordet. Lidt senere viser det sig, at hans ben også er surret fast til stolebenene. Et eller andet stemmer åbenbart ikke helt alligevel. Og da især ikke, når man tager højde for de store blå mærker, manden har i nakken. En retsmediciner kan siden forklare, at manden er blevet tvunget til at spise i stive tolv timer. Morderen har simpelthen presset en stor 'gøp' ind i tyrenakken på Fedberg, der så har ædt sig selv til døde.
Men sådan er der jo så meget. Og det kan jo i og for sig stadig godt bare være et enkeltstående tilfælde. Kan det ikke? Nej, selvfølgelig kan det ikke det. Filmen hedder jo "Seven", og tilskueren ved helt fra starten, at der er to timer og fem minutters gru tilbage... Og ganske rigtigt. Toeren kommer allerede inden der er gået ti minutter af filmen: En stinkende rig forsvarsadvokat bliver fundet i en blodpøl på sit ellers i øvrigt tjekkede kontor. Han sidder bundet til en stol og har, som den fede, store blå mærker i baghovedet. Desuden er mandens højre arm fri, og i den holder han såmænd en skarp kniv. Behøver man at forklare, hvad der er sket? Morderen har - viser det sig snart - givet advokaten et lidt ærgerligt ultimatum: Enten nakker jeg dig, eller også skærer du et halvt kilo kød af din egen krop. Hvilket manden så har gjort.
Med de deller, advokaten indtil for nylig havde siddende lige over hoften, har morderen så tværet ordet GREED (altså grådighed eller gerrighed) ned i kontorets dyre gulvtæppe. Og dette ord bliver den egentlige start på mordgådens mulige løsning. Somerset tager nemlig nu tilbage til den fede mands lejlighed, og her finder han selvfølgelig - og bag køleskabet, hvor ellers! - endnu et ord. Med en finger dyppet i fedt har morderen skrevet GLUTTONY (altså frådseri) på væggen. Desuden bliver der i begge tilfælde fundet små listige sedler med oldgamle litterære citater.
Syvkabalen
Her ville de fleste almindelige kriminalbetjente nok have lidt svært ved rigtigt at komme videre. Kriminalbetjente er jo ikke per definition uddannet i klassisk litteratur, men heldigvis er Somerset ellevild med at læse i bøger. Derfor gennemskuer han selvfølgelig også omgående det system, der er køreplan for morderens adfærd. Det her handler jo for Guds skyld bare om de syv dødssynder fra bibelen! Og hvert eneste mords metode og offer er derfor bestemt af de associationer, dødssynderne giver i morderens perverse hoved. Tag nu for eksempel bare den fede mand i spaghettien. Hans synd er frådseri, derfor dræbes han med endnu mere frådseri, og navnet på hans synd skrives på væggen med fedt. Det andet eksempel er den rige forsvarsadvokat. Hans synd er, at han er så grisk, at han vil gøre hvad som helst for penge - selv redde den værste morder fra sin ellers velfortjente straf. Derfor må advokaten nu betale tilbage med sin egen krop: Et pund rent kød for pengene. Og synden står derfor med blod.
Da Somerset først har indset systemet, bliver han helt perpleks. Han forstår med det samme, at fem andre menneskers liv er i fare. En skal dø af dovenskab, en skal dø af stolthed, en skal dø af utugt, en skal dø af misundelse og en skal dø af vrede. Og her stopper jeg så. For at afsløre mere om filmen ville være decideret tarveligt. Prøv selv at tænk over det på vej hen til biografen: Hvordan hulen dræber man et menneske med dovenskaben som våben? Eller stoltheden? Hvordan kan man 'utugte' et andet menneske til døde? For hvis nu man ville det, hvad skulle 'våbenet' så være? Og så fremdeles. Skal jeg ikke bare nøjes med at sige, at ordene står skrevet med henholdsvis læbestift, med ridser, med lort og med...
"Seven" er som sagt en fuldkommen genial film. Ikke mindst, fordi den slutning, man hele tiden sidder og prøver at slutte sig til ud fra præmisserne, slet ikke har noget som helst at gøre med det, der så rent faktisk sker i filmen senere. Og ikke desto mindre går kabalen så præcist op, at man næsten ikke fatter det. Jeg har personligt grublet temmelig længe - og selv efter at have læst den overraskende gode roman, Anthon Bruno har skrevet på baggrund af manuskriptet, så er jeg stadig omtumlet.
Og hvad kan man så ellers mere sige, uden at ødelægge oplevelsen? Egentlig ikke andet, end at det muligvis allerede er nu, du skal gå i biografen, hvis du vil se årets bedste krimi. For dén slutning er altså mindst lige så spacey som den, der gjorde "The Usual Suspects" til sidste års absolutte krimi-hit.
19/11-2018
