Sympatisk operafilm
2.0
Puccinis gribende mesterværk som banalt filmet teater.
Operafilmen er en besynderlig genre. Den er så afhængig af det eksisterende oplæg, at filmen ligesom er malet oven på. Og det kan give nogle bizarre udslag i den endelige film. Således også i Frédéric Mitterands "Madame Butterfly" som Posthusteatret i København netop har taget hjem.
Filmen har ganske enkelt hele operaen med, og det er der ikke billeder til. Som ved indledningen til tredje akt, der er lidt længere fordi det er her at publikum skal have tid til at komme tilbage til pladserne i teatret. Her har instruktøren valgt at indsætte dokumentarisk materiale fra Japan omkring århundredeskiftet i de 3-4 minutter som instrumentalstykket varer. På den måde kan man lige få fyret musikken af uden at der er noget handling overhovedet.
Brud på illusionen
Det er altid problematisk når man bryder filmens virkelighedsillusion. Men hvor fx Richard Loncraines "Richard III" fungerer fint, selvom Shakespeares rimede dialog er 100 % intakt, så står personerne altså stadig og råber hinanden ind i hovedet i en operafilm. På scenen er det en konvention, som man alt efter smag bare må tage med. Men på film får man pludselig disse sigende close-ups der virker næsten komiske.
Når dette er sagt må jeg tilføje at "Madame Butterfly" er en meget charmerende film. Først og fremmest i kraft af Puccinis fantastiske musik. Her giver han den en på impressionismen med masser af sentimentale temaer og orientalsk melodik og med den unge kinesiske sopran Ying Huang som Butterfly følges historien helt til dørs. Hun er ganske enkelt perfekt i rollen med sin helt klare og rene stemme, der da også i 1993 skaffede hende prædikatet som den kinesiske folkerepubliks sanger nr. 1.
Filmet teater
Historien om den 15-årige Butterfly, hvis unge kærlighed gøres så forfærdeligt til skamme af den amerikanske løjtnant Benjamin Franklin Pinkerton, er drivende sentimental, men også universel. Hele genren gør at det aldrig kommer til at virke klistret eller falsk, men samtidig forbliver det en opvisning, som er umulig at engagere sig i. Det er et sympatisk forsøg på at brede operaen ud til et publikum som ellers kan være svært at få fat i, på den anden side er det spørgsmålet om det er umagen værd når man ikke har forsøgt at integrere operaen med filmen. Hvis det erklærede mål er at lave en film over en opera, skal man måske tage filmmediet mere alvorligt og ikke kun lave filmet teater.
Operafilmen er en besynderlig genre. Den er så afhængig af det eksisterende oplæg, at filmen ligesom er malet oven på. Og det kan give nogle bizarre udslag i den endelige film. Således også i Frédéric Mitterands "Madame Butterfly" som Posthusteatret i København netop har taget hjem.
Filmen har ganske enkelt hele operaen med, og det er der ikke billeder til. Som ved indledningen til tredje akt, der er lidt længere fordi det er her at publikum skal have tid til at komme tilbage til pladserne i teatret. Her har instruktøren valgt at indsætte dokumentarisk materiale fra Japan omkring århundredeskiftet i de 3-4 minutter som instrumentalstykket varer. På den måde kan man lige få fyret musikken af uden at der er noget handling overhovedet.
Brud på illusionen
Det er altid problematisk når man bryder filmens virkelighedsillusion. Men hvor fx Richard Loncraines "Richard III" fungerer fint, selvom Shakespeares rimede dialog er 100 % intakt, så står personerne altså stadig og råber hinanden ind i hovedet i en operafilm. På scenen er det en konvention, som man alt efter smag bare må tage med. Men på film får man pludselig disse sigende close-ups der virker næsten komiske.
Når dette er sagt må jeg tilføje at "Madame Butterfly" er en meget charmerende film. Først og fremmest i kraft af Puccinis fantastiske musik. Her giver han den en på impressionismen med masser af sentimentale temaer og orientalsk melodik og med den unge kinesiske sopran Ying Huang som Butterfly følges historien helt til dørs. Hun er ganske enkelt perfekt i rollen med sin helt klare og rene stemme, der da også i 1993 skaffede hende prædikatet som den kinesiske folkerepubliks sanger nr. 1.
Filmet teater
Historien om den 15-årige Butterfly, hvis unge kærlighed gøres så forfærdeligt til skamme af den amerikanske løjtnant Benjamin Franklin Pinkerton, er drivende sentimental, men også universel. Hele genren gør at det aldrig kommer til at virke klistret eller falsk, men samtidig forbliver det en opvisning, som er umulig at engagere sig i. Det er et sympatisk forsøg på at brede operaen ud til et publikum som ellers kan være svært at få fat i, på den anden side er det spørgsmålet om det er umagen værd når man ikke har forsøgt at integrere operaen med filmen. Hvis det erklærede mål er at lave en film over en opera, skal man måske tage filmmediet mere alvorligt og ikke kun lave filmet teater.
19/11-2018