Live AIDS
3.0
Anmelderen går død: Denne film er meget dårlig. Og meget god.
Allerede fra første billede er "And the Band Played On" noget af en tvetydig oplevelse. Helt i starten er der nemlig en meget diskret hentydning til filmens emne, AIDS. Det første billede i filmen er således et negativt billede, der langsomt forvandles til et positivt. Altså præcis ligesom, når den omvendte betydning som en dødsdom rammer et menneske, der smittes med HIV-virus. Filmen er på den måde inficeret med sig selv og sit emne helt fra første færd.
Kort efter går der et næsten uhørligt gys gennem salen, da de morgentrætte anmelderne under presseforevisningen ser den forklarende tekst under billedet af en dødssyg kvinde på et hospital. "Copenhagen 1977". Det viser sig nu, at det første rapporterede tilfælde af AIDS gudhjælpemig er fra Lars von Triers Riget. En læge kigger ind i sygestuen på Rigshospitalet i København og spørger, "hvad døde hun af?" Det siger han vel at mærke på dansk, og oplevelsen er derfor mildest talt angstfremkaldende...
Resten af filmens handling kan relativt nemt udredes. Den handler om, hvordan AIDS blev opdaget og især om, hvordan sygdommen spredte sig - og blev forsøgt sporet - op gennem begyndelsen af firserne i USA. Spredningen sås dengang fortrinsvis i homoseksuelle miljøer, hvorfor en stor del af filmen følger saunaer, fisseletter, San Franciscos bratte gader og naturligvis sø frænchh-cønædiøøn Støwarrrd. Sidstnævnte er en karakter, der - som resten af filmen - er baseret på virkeligheden. Dér var han officielt kendt som Patient Zero (altså den, hvorfra smittespredningen udgik). En smuk mand, der hæmningsløst spredte AIDS omkring sig i badstuerne, og som i sin egenskab af flysteward sågar slæbte sygdommen helt fra den ene side af USA til den anden.
Men hele den historie er nu knap så vigtig. Mere interessant er den om den unge læge ved navn Don Francis (spillet af den charmerende og overfølsomme Matthew Modine), der er specialist i epidemier. Han har arbejdet med ebola-viruset i Afrika og er nu blevet indkaldt til CDC (Center for Disease Control) for at hjælpe med at finde ud af, hvad det er folk ligger og dør af på hospitalerne.
CDC er nøglen til filmen. Vi følger, gennem alt lige fra 'doughnuts' og kaffe til hjernehindebetændelser, det lille forskerteams heroiske forsøg på at forstå det, vi andre allerede her midt i halvfemserne nærmest betragter som banal hverdag. Og netop det nær-historiske element er et af filmens alvorligste problemer. Når Harrold i filmen snedigt siger "I think it's sexually transmittable. Hm..." - ja, så det altså lidt svært at leve sig ind i de andres heureka-oplevelse...
Velmenende medfølelse
Et andet problem er, at filmen er smuk - og det er den virkelig, ingen tvivl om det. Det hele er skruet så tårepersende sammen, at man ville begynde at tude højlydt midt i salen, hvis det ikke var fordi... Fordi det hele i sidste ende er så hult. Tårerne på biografgængernes kinder er sikkert ægte nok, man har bare på fornemmelsen, at de er tørret ind igen, når biografen forlades.
Det kan skyldes flere ting. Filmens opbud af celebre skuespillere, for eksempel. Som én af mine venner sagde, "vis mig en Hollywood-skuespiller, der tør sige nej tak til at spille med i en film om AIDS." Og som filmen udvikler sig får man faktisk lidt fornemmelsen af, at man sidder og ser en slags live AIDS: Alan Alda spiller (enormt godt) den uetiske, selvpromoverende forsker, Phil Collins spiller indehaver af en bøssesauna (men ligner til forveksling en kendt popsanger) og så videre og så videre.
Og dog...
For f. eks. overrasker Richard Gere meget, og anmelderen i det engelske Sight 'n' Sound har derfor heller ikke ubetinget ret, når han skriver: "And the band played on and on and on and on". Filmen rummer nemlig også en masse fine ting.
Matthew Modine spiller også godt, da han kæmper med en evigt genoplevet traumatisk hændelse, hvor en ebola-syg negerinde i Afrika bed ham i hånden. Men dette manuskriptforfatterens lille kunststykke drukner nærmest totalt i filmens amerikanske retorik, der ikke lader sit arabiske modstykke meget tilbage at ønske. Der tales med STORE bogstaver i hele filmen, hvilket blandt andet kan eksemplificeres med dokumentar-stumperne, der mixes med fiktionen på den mest tarvelige måde: En skuespiller i filmen siger, at Reagan er ligeglad med AIDS (hvad han muligvis også var), og så klippes der til en autentisk tale, hvor Reagan taler om, at forsvarsbudgettet skal styrkes - derpå følger så et klip med et (helt andet?) applauderende senat.
Sådan svinger kvaliteten hele vejen. Og hvad skal man f. eks. sige til de mange levende portrætter - og de mange døde? For man synker faktisk en klump, da filmen slutter med en masse dokumentar-filmklip (levende billeder!) og en masse familiefotos (døde billeder!) af mennesker, der er syge eller døde af AIDS. Det er en temmelig rørende kavalkade - lige indtil Elton John istemmer en af sine højttravende ballader.
På grund af budskabets påtrængende karakter smittes kunsten, og filmen bliver dermed både positiv og negativ. Så i dette tilfælde må anmelderen give op.
Men du kan jo selv gå ind og tage et tjek...
Allerede fra første billede er "And the Band Played On" noget af en tvetydig oplevelse. Helt i starten er der nemlig en meget diskret hentydning til filmens emne, AIDS. Det første billede i filmen er således et negativt billede, der langsomt forvandles til et positivt. Altså præcis ligesom, når den omvendte betydning som en dødsdom rammer et menneske, der smittes med HIV-virus. Filmen er på den måde inficeret med sig selv og sit emne helt fra første færd.
Kort efter går der et næsten uhørligt gys gennem salen, da de morgentrætte anmelderne under presseforevisningen ser den forklarende tekst under billedet af en dødssyg kvinde på et hospital. "Copenhagen 1977". Det viser sig nu, at det første rapporterede tilfælde af AIDS gudhjælpemig er fra Lars von Triers Riget. En læge kigger ind i sygestuen på Rigshospitalet i København og spørger, "hvad døde hun af?" Det siger han vel at mærke på dansk, og oplevelsen er derfor mildest talt angstfremkaldende...
Resten af filmens handling kan relativt nemt udredes. Den handler om, hvordan AIDS blev opdaget og især om, hvordan sygdommen spredte sig - og blev forsøgt sporet - op gennem begyndelsen af firserne i USA. Spredningen sås dengang fortrinsvis i homoseksuelle miljøer, hvorfor en stor del af filmen følger saunaer, fisseletter, San Franciscos bratte gader og naturligvis sø frænchh-cønædiøøn Støwarrrd. Sidstnævnte er en karakter, der - som resten af filmen - er baseret på virkeligheden. Dér var han officielt kendt som Patient Zero (altså den, hvorfra smittespredningen udgik). En smuk mand, der hæmningsløst spredte AIDS omkring sig i badstuerne, og som i sin egenskab af flysteward sågar slæbte sygdommen helt fra den ene side af USA til den anden.
Men hele den historie er nu knap så vigtig. Mere interessant er den om den unge læge ved navn Don Francis (spillet af den charmerende og overfølsomme Matthew Modine), der er specialist i epidemier. Han har arbejdet med ebola-viruset i Afrika og er nu blevet indkaldt til CDC (Center for Disease Control) for at hjælpe med at finde ud af, hvad det er folk ligger og dør af på hospitalerne.
CDC er nøglen til filmen. Vi følger, gennem alt lige fra 'doughnuts' og kaffe til hjernehindebetændelser, det lille forskerteams heroiske forsøg på at forstå det, vi andre allerede her midt i halvfemserne nærmest betragter som banal hverdag. Og netop det nær-historiske element er et af filmens alvorligste problemer. Når Harrold i filmen snedigt siger "I think it's sexually transmittable. Hm..." - ja, så det altså lidt svært at leve sig ind i de andres heureka-oplevelse...
Velmenende medfølelse
Et andet problem er, at filmen er smuk - og det er den virkelig, ingen tvivl om det. Det hele er skruet så tårepersende sammen, at man ville begynde at tude højlydt midt i salen, hvis det ikke var fordi... Fordi det hele i sidste ende er så hult. Tårerne på biografgængernes kinder er sikkert ægte nok, man har bare på fornemmelsen, at de er tørret ind igen, når biografen forlades.
Det kan skyldes flere ting. Filmens opbud af celebre skuespillere, for eksempel. Som én af mine venner sagde, "vis mig en Hollywood-skuespiller, der tør sige nej tak til at spille med i en film om AIDS." Og som filmen udvikler sig får man faktisk lidt fornemmelsen af, at man sidder og ser en slags live AIDS: Alan Alda spiller (enormt godt) den uetiske, selvpromoverende forsker, Phil Collins spiller indehaver af en bøssesauna (men ligner til forveksling en kendt popsanger) og så videre og så videre.
Og dog...
For f. eks. overrasker Richard Gere meget, og anmelderen i det engelske Sight 'n' Sound har derfor heller ikke ubetinget ret, når han skriver: "And the band played on and on and on and on". Filmen rummer nemlig også en masse fine ting.
Matthew Modine spiller også godt, da han kæmper med en evigt genoplevet traumatisk hændelse, hvor en ebola-syg negerinde i Afrika bed ham i hånden. Men dette manuskriptforfatterens lille kunststykke drukner nærmest totalt i filmens amerikanske retorik, der ikke lader sit arabiske modstykke meget tilbage at ønske. Der tales med STORE bogstaver i hele filmen, hvilket blandt andet kan eksemplificeres med dokumentar-stumperne, der mixes med fiktionen på den mest tarvelige måde: En skuespiller i filmen siger, at Reagan er ligeglad med AIDS (hvad han muligvis også var), og så klippes der til en autentisk tale, hvor Reagan taler om, at forsvarsbudgettet skal styrkes - derpå følger så et klip med et (helt andet?) applauderende senat.
Sådan svinger kvaliteten hele vejen. Og hvad skal man f. eks. sige til de mange levende portrætter - og de mange døde? For man synker faktisk en klump, da filmen slutter med en masse dokumentar-filmklip (levende billeder!) og en masse familiefotos (døde billeder!) af mennesker, der er syge eller døde af AIDS. Det er en temmelig rørende kavalkade - lige indtil Elton John istemmer en af sine højttravende ballader.
På grund af budskabets påtrængende karakter smittes kunsten, og filmen bliver dermed både positiv og negativ. Så i dette tilfælde må anmelderen give op.
Men du kan jo selv gå ind og tage et tjek...
19/11-2018