Når boblen sprænges
3.0
Australsk film har på det seneste gjort sig bemærket med en række utraditionelle og letbenede komedier som "Strictly Ballroom", "Ørkendronningen Priscilla" og "Muriel's bryllup". Oven i købet har de to sidstnævnte ifølge visse analytikere lagt grunden for en ny genre, der nostalgisk rider på den bølge af Abba-hyldester, som vel i virkeligheden har toppet og nu er på vej ned i et mere fornuftigt leje.
Og lad det være sagt med det samme: "Bad Boy Bubby" er ikke det seneste moderigtige forsøg udi australsk Abba-film - dertil er den for smal og egensindig.
Livet i boblen
Tanken om at isolere et individ fuldstændigt fra omverdenen er udgangspunktet for filmen. Bubby har ingen forbindelse til andre mennesker end sin totalt dominerende mor. Han bliver madet, vasket og banket af moderen, ligesom seksuelle behov også bliver afviklet de to imellem.
Hun holder ham i en stram snor med en løgn om, at han vil blive kvalt af giftige gasser, hvis han bevæger sig uden for lejligheden. Når hun er væk optræder Kristus på korset som hendes stedfortræder, og Bubby er skræmt i en grad, så han ikke tør røre sig for at gå på toilettet.
Bubbys eneste adspredelse er en kat, som til gengæld er fuldstændig underlagt hans luner og må stå model til Bubbys gennemspilninger af hans egen situation - med Bubby i rollen som moderen og katten som Bubby. Disse lege lægger grunden for Bubbys talent for at imitere og parodiere - et talent, der er en afgørende del af Bubbys personlighed.
Bubby er i de første 35 år af sit liv - filmens første halve time - underlagt denne isolation. I mørke, blålige, beskidte billeder præsenteres vi for hans liv i den lille rodede lejlighed.
Da faderen en dag dukker op efter at have været forsvundet i 35 år, føler Bubby, at den sidste rest af moderens kærlighed tages fra ham. Han forsøger forgæves at blive som faderen, og da hans verden falder sammen, fordi han udstødes af forældrene og samtidig opdager løgnen om giftgassen, beslutter han at bryde op fra hjemmet og drage ud i verden.
Verden udenfor
Herefter skifter filmen gear, mens Bubby og vi præsenteres for den mærkelige, grusomme og kærlige verden, der er udenfor. Bubby møder forskellige facetter af livet i form af en pige fra Frelsens Hær, der giver ham hans første ikke-incestuøse seksuelle oplevelse, og en gruppe musikere, der efterhånden indlemmer ham i deres sceneshow med stor succes. Bubby udnytter her sit imitationstalent, så hans underlige og deforme univers bliver gjort genkendeligt og alment for publikum.
Via den svært handicappede Rachael, hvis ubehjælpelige sprog Bubby intuitivt forstår, møder han Angel. Hun formår at trænge gennem hans skjold af imitationer, og sammen gennemspiller de en utraditionel love story.
Filmens idé
Rolf de Heer vil med filmen undersøge vores verden med et friskt, uskyldigt og uspoleret blik. Ved at sende Bubby ud i verden og lade os opleve den gennem ham, opnår de Heer at kunne pege situationer ud og give dem en uventet drejning: som når Bubby i selskab med en død kat røver en tankstation - idet han imiterer en politibetjent.
Det er i det hele taget et gennemgående tema i filmen at dumpe Bubby ned i et nyt miljø, hvor han så trækker på den erfaring han har opsamlet - billedliggjort ved hans dygtige imitationer og parodier. Oftest med et heldigt udfald og altid med den konsekvens, at verdens absurditeter og sære natur udstilles.
Samtidig bliver Bubby et billede på menneskets grundvilkår: man kommer fra trygge, faste rammer og kastes så ud i et kaos, hvor man efter bedste evne må forsøge at klare sig med den ballast, man har samlet op på vejen.
Kærligheden bliver beskrevet som en søgen tilbage mod moderens tabte omsorg, en indikation af Bubbys stærke kærlighed på trods af vanskelige betingelser.
Stilen - en frastødende æstetik?
Filmens lyd er optaget med en speciel teknik, der indebærer, at al lyd er optaget fra Bubbys position og med det stereoperspektiv, som Bubby oplever. Publikums oplevelse af lyden svarer således til Bubbys, og man har ikke forsøgt at eliminere uvedkommende lyde.
I filmens første del, som foregår i lejligheden, ligger der en konstant summetone på lydsporet, der nærmest lyder som en støvsuger, sammen med nogle uregelmæssige metalliske brag, der giver associationer i retning af en byggeplads. Det er en utraditionel og interessant måde at bruge lyden på, og det ville være spændende, hvis andre film tog idéen op og arbejdede mere personligt med lydsporet.
Det er på sæt og vis en frastødende film, de Heer har skabt. Den første halve time er så bestemt ikke nogen æstetisk fornøjelse. I billedernes konkrete indhold bliver et gennemsnitligt vesteuropæisk temperament udfordret, og de underliggende emner som vold, undertrykkelse og incest hører afgjort til de mere ubehagelige.
Imidlertid er filmens budskab lyst og optimistisk - Bubby klarer sig trods sine særheder igennem verden og finder kærligheden. "Bad Boy Bubby" er som en broget mosaik, hvor mange brikker uden en stringent sammenhæng lægges sammen til et billede af verden, hvor ingen af brikkerne eksisterer uden sin modsætning.
Når boblen flyder ud
Filmen havde vundet ved at lægge en strammere plotlinie, som Bubbys møde med verden kunne have viklet sig omkring. Den starter meget struktureret med præsentationen af Bubby, men lader ham derefter flyde rundt uden nogen fremdrift i fortællingen. Man mangler denne tråd at holde fast i og distraheres af den påtrængende (mangel på) æstetik.
De ellers fine skuespilpræstationer - specielt Nicholas Hope leverer en imponerende præstation - og den sympatiske idé om at lade et uspoleret blik se verden i kortene, skæmmes af den lidt for retningsløse række af situationer. Rørende og kraftfulde scener som den, hvor Bubby forstår Rachaels følelser for ham, virker påfaldende enkeltstående, ligesom en organists monolog om Guds eksistens står stærkt i sin monotont repeterende industrielle iscenesættelse. Men netop derved kommer den til at gøre opmærksom på resten af filmens ujævne niveau.
Selvom filmen rummer flere gode tilløb til at hæve sig over det gennemsnitlige filmudbud, er den som helhed betragtet for uegal til at kunne markere sig som andet end et interessant eksperiment. Forhåbentlig kan Rolf de Heer udvikle sine idéer i en mere bæredygtig form, for hans tilsynekomst skal være velkommen i det australske landskab, der i øjeblikket fortrinsvis tegnes af glitrende konfetti som "Ørkendronningen Priscilla" og "Muriel's bryllup".
Og lad det være sagt med det samme: "Bad Boy Bubby" er ikke det seneste moderigtige forsøg udi australsk Abba-film - dertil er den for smal og egensindig.
Livet i boblen
Tanken om at isolere et individ fuldstændigt fra omverdenen er udgangspunktet for filmen. Bubby har ingen forbindelse til andre mennesker end sin totalt dominerende mor. Han bliver madet, vasket og banket af moderen, ligesom seksuelle behov også bliver afviklet de to imellem.
Hun holder ham i en stram snor med en løgn om, at han vil blive kvalt af giftige gasser, hvis han bevæger sig uden for lejligheden. Når hun er væk optræder Kristus på korset som hendes stedfortræder, og Bubby er skræmt i en grad, så han ikke tør røre sig for at gå på toilettet.
Bubbys eneste adspredelse er en kat, som til gengæld er fuldstændig underlagt hans luner og må stå model til Bubbys gennemspilninger af hans egen situation - med Bubby i rollen som moderen og katten som Bubby. Disse lege lægger grunden for Bubbys talent for at imitere og parodiere - et talent, der er en afgørende del af Bubbys personlighed.
Bubby er i de første 35 år af sit liv - filmens første halve time - underlagt denne isolation. I mørke, blålige, beskidte billeder præsenteres vi for hans liv i den lille rodede lejlighed.
Da faderen en dag dukker op efter at have været forsvundet i 35 år, føler Bubby, at den sidste rest af moderens kærlighed tages fra ham. Han forsøger forgæves at blive som faderen, og da hans verden falder sammen, fordi han udstødes af forældrene og samtidig opdager løgnen om giftgassen, beslutter han at bryde op fra hjemmet og drage ud i verden.
Verden udenfor
Herefter skifter filmen gear, mens Bubby og vi præsenteres for den mærkelige, grusomme og kærlige verden, der er udenfor. Bubby møder forskellige facetter af livet i form af en pige fra Frelsens Hær, der giver ham hans første ikke-incestuøse seksuelle oplevelse, og en gruppe musikere, der efterhånden indlemmer ham i deres sceneshow med stor succes. Bubby udnytter her sit imitationstalent, så hans underlige og deforme univers bliver gjort genkendeligt og alment for publikum.
Via den svært handicappede Rachael, hvis ubehjælpelige sprog Bubby intuitivt forstår, møder han Angel. Hun formår at trænge gennem hans skjold af imitationer, og sammen gennemspiller de en utraditionel love story.
Filmens idé
Rolf de Heer vil med filmen undersøge vores verden med et friskt, uskyldigt og uspoleret blik. Ved at sende Bubby ud i verden og lade os opleve den gennem ham, opnår de Heer at kunne pege situationer ud og give dem en uventet drejning: som når Bubby i selskab med en død kat røver en tankstation - idet han imiterer en politibetjent.
Det er i det hele taget et gennemgående tema i filmen at dumpe Bubby ned i et nyt miljø, hvor han så trækker på den erfaring han har opsamlet - billedliggjort ved hans dygtige imitationer og parodier. Oftest med et heldigt udfald og altid med den konsekvens, at verdens absurditeter og sære natur udstilles.
Samtidig bliver Bubby et billede på menneskets grundvilkår: man kommer fra trygge, faste rammer og kastes så ud i et kaos, hvor man efter bedste evne må forsøge at klare sig med den ballast, man har samlet op på vejen.
Kærligheden bliver beskrevet som en søgen tilbage mod moderens tabte omsorg, en indikation af Bubbys stærke kærlighed på trods af vanskelige betingelser.
Stilen - en frastødende æstetik?
Filmens lyd er optaget med en speciel teknik, der indebærer, at al lyd er optaget fra Bubbys position og med det stereoperspektiv, som Bubby oplever. Publikums oplevelse af lyden svarer således til Bubbys, og man har ikke forsøgt at eliminere uvedkommende lyde.
I filmens første del, som foregår i lejligheden, ligger der en konstant summetone på lydsporet, der nærmest lyder som en støvsuger, sammen med nogle uregelmæssige metalliske brag, der giver associationer i retning af en byggeplads. Det er en utraditionel og interessant måde at bruge lyden på, og det ville være spændende, hvis andre film tog idéen op og arbejdede mere personligt med lydsporet.
Det er på sæt og vis en frastødende film, de Heer har skabt. Den første halve time er så bestemt ikke nogen æstetisk fornøjelse. I billedernes konkrete indhold bliver et gennemsnitligt vesteuropæisk temperament udfordret, og de underliggende emner som vold, undertrykkelse og incest hører afgjort til de mere ubehagelige.
Imidlertid er filmens budskab lyst og optimistisk - Bubby klarer sig trods sine særheder igennem verden og finder kærligheden. "Bad Boy Bubby" er som en broget mosaik, hvor mange brikker uden en stringent sammenhæng lægges sammen til et billede af verden, hvor ingen af brikkerne eksisterer uden sin modsætning.
Når boblen flyder ud
Filmen havde vundet ved at lægge en strammere plotlinie, som Bubbys møde med verden kunne have viklet sig omkring. Den starter meget struktureret med præsentationen af Bubby, men lader ham derefter flyde rundt uden nogen fremdrift i fortællingen. Man mangler denne tråd at holde fast i og distraheres af den påtrængende (mangel på) æstetik.
De ellers fine skuespilpræstationer - specielt Nicholas Hope leverer en imponerende præstation - og den sympatiske idé om at lade et uspoleret blik se verden i kortene, skæmmes af den lidt for retningsløse række af situationer. Rørende og kraftfulde scener som den, hvor Bubby forstår Rachaels følelser for ham, virker påfaldende enkeltstående, ligesom en organists monolog om Guds eksistens står stærkt i sin monotont repeterende industrielle iscenesættelse. Men netop derved kommer den til at gøre opmærksom på resten af filmens ujævne niveau.
Selvom filmen rummer flere gode tilløb til at hæve sig over det gennemsnitlige filmudbud, er den som helhed betragtet for uegal til at kunne markere sig som andet end et interessant eksperiment. Forhåbentlig kan Rolf de Heer udvikle sine idéer i en mere bæredygtig form, for hans tilsynekomst skal være velkommen i det australske landskab, der i øjeblikket fortrinsvis tegnes af glitrende konfetti som "Ørkendronningen Priscilla" og "Muriel's bryllup".
19/11-2018
