Gem den væk!
1.0
"Hideaway" er en rodet og larmende misforståelse.
Toptunet amerikansk underholdning på stort budget, krydret med action, gys, computergrafik, special effects og et imponerende lydspor.
Det var præcis dét, jeg var indstillet på denne onsdag morgen, og dét, den metafysiske thriller "Hideaway" gerne vil være. Og så lige lidt mere - den vil nemlig også gerne sige noget om familien, om generationernes sammenstød, og om hvad der sker, når man dør. Desværre lykkes ingen af delene, og ligesom filmen var jeg gået galt i byen.
"Hideaway" har Jeff Goldblum i hovedrollen som familiefaderen Hatch, der efter sin første datters død har svært ved at acceptere den anden datters begyndende frigørelsesproces. Hun spilles af Alicia Silverstone (som har været effektivt blikfang i en flok musikvideoer af rockgruppen Aerosmith), og hun vil gerne til koncerter og på diskotek med veninderne, hvilket Hatch ikke rigtig bryder sig om.
Familien udsættes for en trafikulykke, hvor Hatch dør. Det lykkes imidlertid lægerne at genoplive ham, men efter dødsoplevelsen får han syner om nogle bestialske kvindemord. Det får fatale følger for familiens sammenhold - er Hatch sindssyg, er synerne virkelige - eller er Hatch selv morderen?
Konflikten mellem faderen og teenagedatteren, hvis spirende seksualitet er ved at få katastrofale følger, minder om Scorsese's "Cape Fear", og man forledes da også en stund til at tro, at "Hideaway" vil fungere som en psykologisk thriller med en tilpas uhyggelig ambivalens omkring morderens natur og identitet.
Men ca. midtvejs skyder filmen sig selv i foden ved at eliminere dette spændingselement, og helt galt går det, da Brett Leonard tilsyneladende giver fortabt og overlader filmen til 'special effects'-folkene, der som en overgearet børnehave af edb-nørder kører linen ud i et 'corny' computergrafisk spøgelsestog. På dette tidspunkt har man forlængst opgivet den 'goodwill', man var tilbøjelig til at give filmen for et overbevisende uhyggeligt og overraskende anslag.
Man har svært ved at tilgive Jeff Goldblum's flade og rutineprægede skuespil, for selvom filmene, han har bag sig, er en pose blandede bolcher, er hans format ikke til at tage fejl af i Cronenberg's "The Fly" og Spielberg's "Jurassic Park" (i sidstnævnte er Goldblum's præstation tilmed det eneste, der muligvis kan retfærdiggøre filmen).
At det øvrige skuespil er uinspirerende kommer ikke som nogen overraskelse på den baggrund. Brett Leonard's instruktørhånd er simpelt hen for usikker til at løfte filmen, som savner dramaturgisk tæft, ordentligt skuespil og en klædelig økonomi med effekterne.
Og for dem, der mener, at dette må være den bedste anbefaling for et godt actionbrag, vil jeg blot advare: Pas på, den prøver tilmed på at være dyb - godt og ondt, liv og død og den slags. Nej, smut hellere ned i videobutikken og lej "Speed" og "The Shining" til samme pris og bedre underholdning.
Toptunet amerikansk underholdning på stort budget, krydret med action, gys, computergrafik, special effects og et imponerende lydspor.
Det var præcis dét, jeg var indstillet på denne onsdag morgen, og dét, den metafysiske thriller "Hideaway" gerne vil være. Og så lige lidt mere - den vil nemlig også gerne sige noget om familien, om generationernes sammenstød, og om hvad der sker, når man dør. Desværre lykkes ingen af delene, og ligesom filmen var jeg gået galt i byen.
"Hideaway" har Jeff Goldblum i hovedrollen som familiefaderen Hatch, der efter sin første datters død har svært ved at acceptere den anden datters begyndende frigørelsesproces. Hun spilles af Alicia Silverstone (som har været effektivt blikfang i en flok musikvideoer af rockgruppen Aerosmith), og hun vil gerne til koncerter og på diskotek med veninderne, hvilket Hatch ikke rigtig bryder sig om.
Familien udsættes for en trafikulykke, hvor Hatch dør. Det lykkes imidlertid lægerne at genoplive ham, men efter dødsoplevelsen får han syner om nogle bestialske kvindemord. Det får fatale følger for familiens sammenhold - er Hatch sindssyg, er synerne virkelige - eller er Hatch selv morderen?
Konflikten mellem faderen og teenagedatteren, hvis spirende seksualitet er ved at få katastrofale følger, minder om Scorsese's "Cape Fear", og man forledes da også en stund til at tro, at "Hideaway" vil fungere som en psykologisk thriller med en tilpas uhyggelig ambivalens omkring morderens natur og identitet.
Men ca. midtvejs skyder filmen sig selv i foden ved at eliminere dette spændingselement, og helt galt går det, da Brett Leonard tilsyneladende giver fortabt og overlader filmen til 'special effects'-folkene, der som en overgearet børnehave af edb-nørder kører linen ud i et 'corny' computergrafisk spøgelsestog. På dette tidspunkt har man forlængst opgivet den 'goodwill', man var tilbøjelig til at give filmen for et overbevisende uhyggeligt og overraskende anslag.
Man har svært ved at tilgive Jeff Goldblum's flade og rutineprægede skuespil, for selvom filmene, han har bag sig, er en pose blandede bolcher, er hans format ikke til at tage fejl af i Cronenberg's "The Fly" og Spielberg's "Jurassic Park" (i sidstnævnte er Goldblum's præstation tilmed det eneste, der muligvis kan retfærdiggøre filmen).
At det øvrige skuespil er uinspirerende kommer ikke som nogen overraskelse på den baggrund. Brett Leonard's instruktørhånd er simpelt hen for usikker til at løfte filmen, som savner dramaturgisk tæft, ordentligt skuespil og en klædelig økonomi med effekterne.
Og for dem, der mener, at dette må være den bedste anbefaling for et godt actionbrag, vil jeg blot advare: Pas på, den prøver tilmed på at være dyb - godt og ondt, liv og død og den slags. Nej, smut hellere ned i videobutikken og lej "Speed" og "The Shining" til samme pris og bedre underholdning.
19/11-2018
