Subtilt mesterværk

5.0
Moufida Tlatlis "Fortielsernes Palads" har vakt genlyd i filmverdenen med sin fremragende skildring af en kvindeskæbne i 60'ernes Tunesien.

Tunesien i tiden omkring frihedskrigen. I 1956 væltes den daværende franske kolonis marionetstyre under Bey'erne, som udgør den tunesiske adel. Selvom deres verden står i brand, lader man sig i paladsets gange kun mærke med det svage ekko af omvæltningerne udenfor. Her går alt som hidtil i en stagneret verden af subtile magtforhold og indespændt desperation.

Vi følger tjenestepigen Khedija (spillet af den overdådige Amel Hedhili) og hendes datter, den smukke Alya (spillet som ung af Hend Sabri og som ældre af Ghalia Lacroi). Alyas herkomst er uvis, hun er muligvis resulatet af én af de talrige 'liasons' mellem tjenestefolk og Bey'er. Disse natlige møder er til dels en magtkamp mellem tjenestepigerne ('hvem er favoritten?'), men især en slags konventionaliseret prostitution, der undertiden ender i et barn, som f.eks Alya.

Det er denne kønne pige som vi møder ti år senere, efter revolutionen, og hun bliver historiens fortæller. I lange stemningsmættede sekvenser fortælles historien om Alyas helt unge svære teenageår, om hendes forvirring og forsøg på udbrud. Hermed tegnes et meget skarpt portræt af kvinder og mænds roller i det Tunesiske samfund, både før og efter 'friheden', samtidig med at historien leveres medrivende, velspillet og tankevækkende. "Fortielsernes Palads" dvæler ofte, men fortæller med et indtryk af virkelighed og sitrende kropslighed, som det kun er de færreste film forundt.

Kvindefilm - også for mænd
Tunesien er ellers ikke det, man normalt forbinder med fremragende film, men det er lykkes den kvindelige instruktør Moufida Tlatli at skabe internationalt røre med denne på én gang smukke og dybt tragiske historie. Selvom det for en dansk mand er svært at sætte sig ind i en arabisk kvindes position - måske er det en forargelig fejl, at jeg overhovedet føler for Alya, da jeg i en bred betydning er en af 'undertrykkerne' - lykkes det for filmen at bevidstgøre om sit budskab. Det gøres ved netop ikke at begå den fejl at overinformere, med et internationalt publikum for øje.

Personerne i filmen er ikke dele i en politisk allegori, men først og fremmest mennesker: Bey'erne er ikke bare 'onde', og forholdet mellem dem og tjenestekvinderne er ikke bare 'undertrykkende', men også præget af stor ømhed. Ambivalensen i skildringen gør den troværdig. Pointen er, at man ikke behøver nogen baggrundsviden eller politisk redskab, for alt bliver fortalt så fintfølende sensuelt og alligevel sprængfarligt markant, at det for den opmærksomme tilskuer er et rent mirakel.