Kast ikke med sten når...
4.0
"Ransom" er kassesucces-instruktøren Ron Howards glimrende og nuancerede psykologiske studie af forældre i en krisesituation.
Det er alle forældres skræk, især offentlige, velhavende forældres skræk. At tage sit barn, i dette tilfæde en søn, med ud i verden, lade ham "tulle" lidt rundt for sig selv, kigge efter ham helt instinktivt og så ikke længere kunne se ham i menneskemængden. Det er mareridtet "come true" for ægteparret Tom og Kate Mullen (Mel Gibson og René Russo) i Ron Howard thriller "Ransom".
De er et overklassepar. Han, en succesrig ejer af et flyselskab, dog med rod i forretningsgangene. Hun, en smuk og aktiv forsker. Det er en almindelig søndag i New Yorks kæmpelegeplads Central Park. Kate er dommer i en teknik-konkurrence afholdt i parken, og sønnen Sean er med og luftsætter sin ballon med indbygget videokamera han har kreeret. Pludselig er drengen væk og mens forældrenes panik forplanter sig langt ud over lærredet, ser vi ballonen flyve afsted gennem gaderne, for til sidst at punktere og blive smadret imod fortorvet. Så ved vi at katastrofen er sket - drengen er kidnappet og eftersøgningen må begynde. Så langt så godt er "Ransom" en traditionel kidnapnings-thriller, hvor opklaringen kompliceres af Tom's tidligere anstrengte forhold til den hjælpende instans FBI, og hoved-kidnapperen viser sig selv at være en del af systemmet, nemlig en korrupt politimand.
En overraskende drejning
Men så er det at det sker: Cirka halvvejs, da man tror man har regnet ud hvordan slaget skal slås, hæver "Ransom" sig over sædvanlige thrillers. Den løsesum som kidnapperen har afkrævet forældrene, vender Tom mod kidnapperen selv. Sætter simpelthen, den allerede udskrevne dusør for kidnapperens hoved på et fad og så sættes der pludselig liv i kludene på ny. For nu er det ikke kun kidnapperen, som forældrene kæmper mod - det er også ægteskabet.
Selvfølgelig anses Tom's slagplan af FBI som et vanvittigt indfald, der truer med at dræbe sønnen. Den tilspidsede situation får Kate til at tage sagen i egen hånd og parrets nu nærved opløste ægteskablige alliance, er skildret med stor indlevelse. Parterne lider lige meget og det er svært at afgøre om den enes håndtering af situationen er mere frugtbar end den andens. Det øger spændingen at sympatien og forståelsen er ligeligt fordelt.
Howard viser psykologisk indsigt
Ron Howard mestrer storslåede film, fortalt med en glat politisk korrekthed der tangerer til det kedelige. Det har film som "Far and Away" og "Apollo 13" været eksempler på. "Ransom" er heldigvis meget anderledes. Uden at blive patetisk afdækker Ron Howard de forskellige faser forældrene gennemlever efter kidnapningen. Til en start fornemmer man deres overbevisende tro på at livet lige om lidt vender tilbage til normal, men efterhånden som tiden går og forholdet til kidnapperen kompliceres, reagere ægtefællerne i hver deres retning. Kate føjer i panik hvert signal fra de omgivende autoriteter, mens Tom minut efter minut mister jordforbindelsen med sin næsten sygeligt trodsige håndtering af situationen. Det er et afdæmpet og nuanceret psykologisk studie af mennesker på randen og Tom og Kate levendegøres af Mel Gibson og René Russo's gribende spil. Vi er til det sidste selv holdt som gidsel af "Ransom"'s spændingsacceleration.
Det er alle forældres skræk, især offentlige, velhavende forældres skræk. At tage sit barn, i dette tilfæde en søn, med ud i verden, lade ham "tulle" lidt rundt for sig selv, kigge efter ham helt instinktivt og så ikke længere kunne se ham i menneskemængden. Det er mareridtet "come true" for ægteparret Tom og Kate Mullen (Mel Gibson og René Russo) i Ron Howard thriller "Ransom".
De er et overklassepar. Han, en succesrig ejer af et flyselskab, dog med rod i forretningsgangene. Hun, en smuk og aktiv forsker. Det er en almindelig søndag i New Yorks kæmpelegeplads Central Park. Kate er dommer i en teknik-konkurrence afholdt i parken, og sønnen Sean er med og luftsætter sin ballon med indbygget videokamera han har kreeret. Pludselig er drengen væk og mens forældrenes panik forplanter sig langt ud over lærredet, ser vi ballonen flyve afsted gennem gaderne, for til sidst at punktere og blive smadret imod fortorvet. Så ved vi at katastrofen er sket - drengen er kidnappet og eftersøgningen må begynde. Så langt så godt er "Ransom" en traditionel kidnapnings-thriller, hvor opklaringen kompliceres af Tom's tidligere anstrengte forhold til den hjælpende instans FBI, og hoved-kidnapperen viser sig selv at være en del af systemmet, nemlig en korrupt politimand.
En overraskende drejning
Men så er det at det sker: Cirka halvvejs, da man tror man har regnet ud hvordan slaget skal slås, hæver "Ransom" sig over sædvanlige thrillers. Den løsesum som kidnapperen har afkrævet forældrene, vender Tom mod kidnapperen selv. Sætter simpelthen, den allerede udskrevne dusør for kidnapperens hoved på et fad og så sættes der pludselig liv i kludene på ny. For nu er det ikke kun kidnapperen, som forældrene kæmper mod - det er også ægteskabet.
Selvfølgelig anses Tom's slagplan af FBI som et vanvittigt indfald, der truer med at dræbe sønnen. Den tilspidsede situation får Kate til at tage sagen i egen hånd og parrets nu nærved opløste ægteskablige alliance, er skildret med stor indlevelse. Parterne lider lige meget og det er svært at afgøre om den enes håndtering af situationen er mere frugtbar end den andens. Det øger spændingen at sympatien og forståelsen er ligeligt fordelt.
Howard viser psykologisk indsigt
Ron Howard mestrer storslåede film, fortalt med en glat politisk korrekthed der tangerer til det kedelige. Det har film som "Far and Away" og "Apollo 13" været eksempler på. "Ransom" er heldigvis meget anderledes. Uden at blive patetisk afdækker Ron Howard de forskellige faser forældrene gennemlever efter kidnapningen. Til en start fornemmer man deres overbevisende tro på at livet lige om lidt vender tilbage til normal, men efterhånden som tiden går og forholdet til kidnapperen kompliceres, reagere ægtefællerne i hver deres retning. Kate føjer i panik hvert signal fra de omgivende autoriteter, mens Tom minut efter minut mister jordforbindelsen med sin næsten sygeligt trodsige håndtering af situationen. Det er et afdæmpet og nuanceret psykologisk studie af mennesker på randen og Tom og Kate levendegøres af Mel Gibson og René Russo's gribende spil. Vi er til det sidste selv holdt som gidsel af "Ransom"'s spændingsacceleration.
19/11-2018
