Glemmer du, så husker jeg...
3.0
Den nye Gibson-film handler om, at man skal huske sin barndom og glemme sig selv. Og det gør man faktisk i denne drengedrøm, der næsten flyder over af symbolsk vold.
Hvis man i forvejen kender science-fiction-forfatteren William Gibson, så er man vældig godt forberedt til denne filmatisering af én af hans tidlige noveller. For det første, ligner filmen faktisk de billeder, man får ind i hovedet under læsningen. For det andet, vil man være parat til at lede efter metaforer. For Gibson er frem for alt metaforens forfatter: De store, futuristiske samtidsspekulationer kapsles altid ind i forkromede symboler, der skal sammenfatte idéerne. På den måde kan transplantationer blive udgangspunktet for en diskussion af menneskets uerstattelighed, og informationerne i cyberspace bliver pludselig et billede på kapitalismen i det 21. århundrede.
...minderne har jeg vel lov at ha'...
Johnny Mnemonic (der i filmen spilles af Keanu Reeves) hedder i virkeligheden kun Johnny. 'Mnemonic' er en afledning af navnet på den græske gudinde for hukommelse, Mnemosyne, og bruges af Gibson som erhvervsbetegnelse for de personer, som i embeds medfør har fået opereret ekstra hukommelse direkte ind i hjernen. Johnny har simpelthen fået skruet en biochip - stikkontakt inklusive - ind under kraniet, og han kan på den måde leve af at være informations-kurér. Problemet ved dét er bare, at det koster den medfødte hukommelseskapacitet at lave plads til den nye udvidelse. Johnny har derfor ikke længere nogen erindring om sin barndom, og det er i denne freudianske tomhed, at udviklingshistorien tager sin egentlige begyndelse.
Johnny vil gerne kunne huske sin trehjulede cykel og sin fødselsdagskage igen, så for at blive sig selv beslutter han sig for at få gennemført en fuld genopretning af sin hukommelse. Dette viser sig imidlertid at være et temmeligt bekosteligt indgreb. Faktisk løber det op i henved halvanden million, og pengene kan kun tilvejebringes på én måde: Johnny må gennemføre en sidste kuréropgave for en virkelig stor kunde.
'Information overload'
Og det er vitterligt en stor opgave: 320 gigabyte skal et sted ude i Fjernøsten loades fra medicinalgiganten Pharmakons computer og durk ind i heltens hoved. Herefter skal han - uden indsigt i hovedets nye indhold - rejse til Newark i USA, hvor hele dynen så skal ud igen. Det lyder meget nemt, og det er det selvfølgelig slet ikke. Johnnys hoved kan nemlig i realiteten kun rumme cirka halvdelen af informationsmængden, og hvis man forestiller sig, hvordan det må føles for en lille Mac, når den ind i mellem går ned - ja, så har man egentlig et meget realistisk billede af, hvordan Reeves spiller i filmen. Det ser til tider slet ikke rart ud, og han har da også kun omkring 24 timer til at nå at få 'downloadet' det hele igen, inden hans hoved ellers vil eksplodere...
Det er så oven i købet kun halvdelen af filmens velnærede action-plot. For det viser sig selvfølgelig efterhånden, at indholdet i Johnnys hoved er ret eftertragtet: Gemt under sideskilningen ligger intet mindre end kuren imod sygdommen NAS. Og NAS ser ud til at være en grim sygdom. I hvert fald får den alle statisterne i filmen til at hoste slemt og rokke dumt i deres senge. Det til trods, ønsker medicinalindustrierne ikke kuren frigivet, for der er som bekendt flere penge at tjene ved at behandle, end ved at helbrede totalt.
Og dette udløser en hovedkulds jagt med ikke så få bibelske overtoner: Svenskeren Dolph Lundgren giver den i rollen som Jesus-lejemorder med krucifiks-kniv, skæg og elektroniske muskler. Han er mildt sagt vammel - og så er han efter Johnny. Men ikke nok med det: Den japanske mafia er også efter ham og vil sågar have hele hans hoved på et fad med tøris. Og hovedet er på den måde tit lige ved at blive skåret af. Det mislykkes heldigvis hver gang, og det skyldes ikke mindst Johnnys bodyguardine, der også lider af spastiske lammelser - og i øvrigt spilles af Lucinda fra Tv-serien "Beverly Hills 90210".
Gibson'sk vold
Det hele lyder muligvis lidt aparte og voldeligt, og det er det såmænd også. Folk bliver mast under brændende folkevogne, der smides i hovedet på dem. De bliver skudt med hidtil ukendte skydevåben eller får nedfrosset deres fingre, som så siden kan knuses med let hånd. Andre uheldige biroller indebærer, at skuespillerne bliver skåret med elektriske negle eller tilsyneladende ordinære brødknive. I det hele taget er alt det ulækre meget ulækkert lavet. Og der er lovlig meget af det.
Forlæggets metaforer og den surreale, symbolske vold fylder meget i filmatiseringen, der på den måde stadig virker mest som en typisk Gibson-bog. Og det eneste virkelig interessante i billedsammenhæng er egentlig også kun billederne fra cyberspace. Cyberspace er nemlig i filmen blevet en blanding af fransk tegneserie og blærede programmører på slap 'online'. Det er flot og effektfuldt som en god musikvideo, men man forstår faktisk bedst William Gibsons originale idé i de scener, hvor instruktøren Robert Longo lader Johnny sidde med sensor-handsker på og gribe i den tomme luft foran en computerskærm. Her krydsklippes nemlig så til scener, der viser, hvordan det er at være inde i cyberspace - og så virker fiktionen for alvor. Lidt bedre endda, end i Gibsons til tider krampagtige sproglige beskrivelser af det pseudorumlige fænomen.
Filmens svaghed er, at alle Gibsons politiske pointer desværre pinedød skal med. Også de mere kommercielle klichéer som han først er forfaldet til i de senere år - den om AIDS (/NAS), for eksempel. Og det politisk polerede er lidt synd for filmen. Uden det patetiske ville den nemlig alene fremstå som et forførende computerspil fra firserne. Og dét er - også på film - Gibson-universets ubestridte force: Drengedrømmen i 'overdrive'.
Hvis man i forvejen kender science-fiction-forfatteren William Gibson, så er man vældig godt forberedt til denne filmatisering af én af hans tidlige noveller. For det første, ligner filmen faktisk de billeder, man får ind i hovedet under læsningen. For det andet, vil man være parat til at lede efter metaforer. For Gibson er frem for alt metaforens forfatter: De store, futuristiske samtidsspekulationer kapsles altid ind i forkromede symboler, der skal sammenfatte idéerne. På den måde kan transplantationer blive udgangspunktet for en diskussion af menneskets uerstattelighed, og informationerne i cyberspace bliver pludselig et billede på kapitalismen i det 21. århundrede.
...minderne har jeg vel lov at ha'...
Johnny Mnemonic (der i filmen spilles af Keanu Reeves) hedder i virkeligheden kun Johnny. 'Mnemonic' er en afledning af navnet på den græske gudinde for hukommelse, Mnemosyne, og bruges af Gibson som erhvervsbetegnelse for de personer, som i embeds medfør har fået opereret ekstra hukommelse direkte ind i hjernen. Johnny har simpelthen fået skruet en biochip - stikkontakt inklusive - ind under kraniet, og han kan på den måde leve af at være informations-kurér. Problemet ved dét er bare, at det koster den medfødte hukommelseskapacitet at lave plads til den nye udvidelse. Johnny har derfor ikke længere nogen erindring om sin barndom, og det er i denne freudianske tomhed, at udviklingshistorien tager sin egentlige begyndelse.
Johnny vil gerne kunne huske sin trehjulede cykel og sin fødselsdagskage igen, så for at blive sig selv beslutter han sig for at få gennemført en fuld genopretning af sin hukommelse. Dette viser sig imidlertid at være et temmeligt bekosteligt indgreb. Faktisk løber det op i henved halvanden million, og pengene kan kun tilvejebringes på én måde: Johnny må gennemføre en sidste kuréropgave for en virkelig stor kunde.
'Information overload'
Og det er vitterligt en stor opgave: 320 gigabyte skal et sted ude i Fjernøsten loades fra medicinalgiganten Pharmakons computer og durk ind i heltens hoved. Herefter skal han - uden indsigt i hovedets nye indhold - rejse til Newark i USA, hvor hele dynen så skal ud igen. Det lyder meget nemt, og det er det selvfølgelig slet ikke. Johnnys hoved kan nemlig i realiteten kun rumme cirka halvdelen af informationsmængden, og hvis man forestiller sig, hvordan det må føles for en lille Mac, når den ind i mellem går ned - ja, så har man egentlig et meget realistisk billede af, hvordan Reeves spiller i filmen. Det ser til tider slet ikke rart ud, og han har da også kun omkring 24 timer til at nå at få 'downloadet' det hele igen, inden hans hoved ellers vil eksplodere...
Det er så oven i købet kun halvdelen af filmens velnærede action-plot. For det viser sig selvfølgelig efterhånden, at indholdet i Johnnys hoved er ret eftertragtet: Gemt under sideskilningen ligger intet mindre end kuren imod sygdommen NAS. Og NAS ser ud til at være en grim sygdom. I hvert fald får den alle statisterne i filmen til at hoste slemt og rokke dumt i deres senge. Det til trods, ønsker medicinalindustrierne ikke kuren frigivet, for der er som bekendt flere penge at tjene ved at behandle, end ved at helbrede totalt.
Og dette udløser en hovedkulds jagt med ikke så få bibelske overtoner: Svenskeren Dolph Lundgren giver den i rollen som Jesus-lejemorder med krucifiks-kniv, skæg og elektroniske muskler. Han er mildt sagt vammel - og så er han efter Johnny. Men ikke nok med det: Den japanske mafia er også efter ham og vil sågar have hele hans hoved på et fad med tøris. Og hovedet er på den måde tit lige ved at blive skåret af. Det mislykkes heldigvis hver gang, og det skyldes ikke mindst Johnnys bodyguardine, der også lider af spastiske lammelser - og i øvrigt spilles af Lucinda fra Tv-serien "Beverly Hills 90210".
Gibson'sk vold
Det hele lyder muligvis lidt aparte og voldeligt, og det er det såmænd også. Folk bliver mast under brændende folkevogne, der smides i hovedet på dem. De bliver skudt med hidtil ukendte skydevåben eller får nedfrosset deres fingre, som så siden kan knuses med let hånd. Andre uheldige biroller indebærer, at skuespillerne bliver skåret med elektriske negle eller tilsyneladende ordinære brødknive. I det hele taget er alt det ulækre meget ulækkert lavet. Og der er lovlig meget af det.
Forlæggets metaforer og den surreale, symbolske vold fylder meget i filmatiseringen, der på den måde stadig virker mest som en typisk Gibson-bog. Og det eneste virkelig interessante i billedsammenhæng er egentlig også kun billederne fra cyberspace. Cyberspace er nemlig i filmen blevet en blanding af fransk tegneserie og blærede programmører på slap 'online'. Det er flot og effektfuldt som en god musikvideo, men man forstår faktisk bedst William Gibsons originale idé i de scener, hvor instruktøren Robert Longo lader Johnny sidde med sensor-handsker på og gribe i den tomme luft foran en computerskærm. Her krydsklippes nemlig så til scener, der viser, hvordan det er at være inde i cyberspace - og så virker fiktionen for alvor. Lidt bedre endda, end i Gibsons til tider krampagtige sproglige beskrivelser af det pseudorumlige fænomen.
Filmens svaghed er, at alle Gibsons politiske pointer desværre pinedød skal med. Også de mere kommercielle klichéer som han først er forfaldet til i de senere år - den om AIDS (/NAS), for eksempel. Og det politisk polerede er lidt synd for filmen. Uden det patetiske ville den nemlig alene fremstå som et forførende computerspil fra firserne. Og dét er - også på film - Gibson-universets ubestridte force: Drengedrømmen i 'overdrive'.
19/11-2018