Dum Dommer Dredd
3.0
Hollywood og Stallones version af "Judge Dredd" er endt i en fladtpandet og overfladisk action-film
Fremtiden. Mega City 1. Blokkrig. Fra dystre og klaustrofobiske bygningskolosser beskyder to vanvittige beboergrupper hinanden. Maskingeværene brager og granaterne flyver, da lovens lange arm når frem: "Dommerne" - en veludrustet sikkerhedsstyrke, der udgør byens regering, politi og domstol, dvs. ordensmagt med 'carte blance' til øjeblikkelig domsafsigelse. Mægtigst blandt dem er Dredd, og da han dødsforagtende stiller sig ud midt i kugleregnen forstummer geværilden. "I er alle arresteret" råber Dredd med en stålsat overbevisning. Hvad der ligner en mindre borgerkrig, er for ham kun en rutineopgave. Og vil de kæmpende ikke lytte til fornuft, må man tage mere overbevisende midler i brug: Med sit effektive håndvåben slagter Dredd hurtigt syv uromagere, og så er den blokkrig forbi. Tæppe.
Et Dystopia på rutinen
Den ovennævnte optakt, som filmen "Judge Dredd" præsenterer os for, er i sandhed imponerende. Selvom kulisserne i alarmerende grad ligner "Blade Runner" lykkes det at indfange tegneseriens dystre og voldsomme atmosfære, fordi denne netop har stået fadder til alle senere (dvs efter 1977) visioner om et Dystopia, et overteknologiseret fremtidssamfund på randen af undergang. Desværre lykkes det ikke for filmen at holde tungen lige i munden ret længe, og vi sidder tilbage med en gennemsnitlig Hollywood sci-fi action film, der låner fra både "Blade Runner", "Robocop", "Batman" og "The Terminator" uden at opnå nogle af disses visuelle eller plotmæssige kvaliteter.
Dredds dobbeltgænger dræber
Historien er som følger: Judge Dredd (Sylvester Stallone) er byens bedste strømer, hård men retfærdig. "Loven" er hans eneste bud, og som statsautoriseret selvtægtsmand er Dredd som en fisk i vandet, mens han i privatlivet er en død sild. En dag dukker en Dreddsk dobbeltgænger op, og da denne udfører et bestialsk mord og efterlader sig tydelige spor, falder mistanken selvfølgelig på Dredd. Han kendes skyldig og den før så stolte dommer dømmes selv. Hans livs værste mareridt er gået i opfyldelse. Men mens Dredd er borte, ligger dobbeltgængeren ikke på den lade side, og snart er Mega City på vej mod total ødelæggelse. Det er da op til Dredd at bevise sin egen uskyld og samtidig redde byen fra en skæbne værre end døden, nemlig et fascistisk styre under en opportunistisk dommer.
Underholdning på det jævne
Plottet er ikke ligefremt originalt, men det skal dog retfærdigvis siges, at det er baseret på en historie fra tegneserien. Den velafprøvede handling sikrer en elementær fremaddrift, der holder vand den første halvdel af filmen. Men da først plottets retninger er afstukket, og vi godt ved hvad der venter, bliver det hele jævnt kedeligt. En spektakulær flyvetur igennem byen og nogle flotte klon-special effekter liver dog op, hvis ikke man lige havde set det hele før. Det er nærmest pinligt, så meget motorcykeljagten minder om speeder-bike jagten i "Star Wars 3". Det er i det hele taget filmens problem, at den ikke har troet nok på tegneseriens specielle univers, men i stedet blot har brugt navnet til at sælge endnu et opkog af action-klichéer og slidte one-liners.
Stallone trykker den af
Sylvester Stallone er som vor helt med granitansigtet filmens naturlige omdrejningspunkt. Og det må indrømmes at Stallone i imponerende grad viderebringer tegneseriefigurens sammenbidthed. Tegneseriens Dredd og Stallones Dredd har simpelthen den samme anatomisk umulige torskemund. Og så kan Stallone selvfølgelig det der med voldsudøvelse og skydeglad lyn-justits. Men sandt at sige har han ikke Dredd-figurens sproglige stil: Stallone lyder som Schwarzenegger med hareskår, og det svarer ikke helt til billedet af vor garvede ordensmand.
Selvom Stallone ikke helt holder som Dredd, er der dog andre gode elementer: Diane Lane er svedigt lækker som en kvindelig dommer, Max von Sydow er rigtigt god som den faderlige Dommer Fargo, og en såkaldt mekanisk "ABC-kriger" stjæler hele billedet med sin brummende bastone og suverænt animerede drabelige metalkrop. Denne gigants tonstunge gangart er hele filmen værd.
Bladet var bedre
Måske kan man konkludere, at kender man ikke tegneserien og er iøvrigt til "den slags" vil man nok føle sig godt underholdt. Det gælder sikkert filmens målgruppe, og jeg ønsker dem al mulig fornøjelse. Kender man derimod tegneserien, vil man savne den meget barske kynisme og satire, der ligger under skildringen af de nidkære lovmænd. Stallone og manuskriptet er 100% loyal overfor Dreddfigurens mindste handling, og filmen kan derfor ikke frembringe den absurditet og det vanvid der ligger i Mega Citys eksistens. Tegneseriens Mega City er en by låst fast af borgernes ekstreme kedsomhed og ligegyldighed og deres samtidige rædsel for Dommernes hårde og promte straffe, mens Dommerne på deres side isoleres fra det menneskelige, da de må optræde som dømmende maskiner. Alle disse temaer slås an i filmen, men køres ikke igennem med nogen logik, for når alt kommer til alt er "Judge Dredd" blot endnu en Stallone-rolle, og som vi alle sammen ved: "Crime is a disease - he's the cure".
Fremtiden. Mega City 1. Blokkrig. Fra dystre og klaustrofobiske bygningskolosser beskyder to vanvittige beboergrupper hinanden. Maskingeværene brager og granaterne flyver, da lovens lange arm når frem: "Dommerne" - en veludrustet sikkerhedsstyrke, der udgør byens regering, politi og domstol, dvs. ordensmagt med 'carte blance' til øjeblikkelig domsafsigelse. Mægtigst blandt dem er Dredd, og da han dødsforagtende stiller sig ud midt i kugleregnen forstummer geværilden. "I er alle arresteret" råber Dredd med en stålsat overbevisning. Hvad der ligner en mindre borgerkrig, er for ham kun en rutineopgave. Og vil de kæmpende ikke lytte til fornuft, må man tage mere overbevisende midler i brug: Med sit effektive håndvåben slagter Dredd hurtigt syv uromagere, og så er den blokkrig forbi. Tæppe.
Et Dystopia på rutinen
Den ovennævnte optakt, som filmen "Judge Dredd" præsenterer os for, er i sandhed imponerende. Selvom kulisserne i alarmerende grad ligner "Blade Runner" lykkes det at indfange tegneseriens dystre og voldsomme atmosfære, fordi denne netop har stået fadder til alle senere (dvs efter 1977) visioner om et Dystopia, et overteknologiseret fremtidssamfund på randen af undergang. Desværre lykkes det ikke for filmen at holde tungen lige i munden ret længe, og vi sidder tilbage med en gennemsnitlig Hollywood sci-fi action film, der låner fra både "Blade Runner", "Robocop", "Batman" og "The Terminator" uden at opnå nogle af disses visuelle eller plotmæssige kvaliteter.
Dredds dobbeltgænger dræber
Historien er som følger: Judge Dredd (Sylvester Stallone) er byens bedste strømer, hård men retfærdig. "Loven" er hans eneste bud, og som statsautoriseret selvtægtsmand er Dredd som en fisk i vandet, mens han i privatlivet er en død sild. En dag dukker en Dreddsk dobbeltgænger op, og da denne udfører et bestialsk mord og efterlader sig tydelige spor, falder mistanken selvfølgelig på Dredd. Han kendes skyldig og den før så stolte dommer dømmes selv. Hans livs værste mareridt er gået i opfyldelse. Men mens Dredd er borte, ligger dobbeltgængeren ikke på den lade side, og snart er Mega City på vej mod total ødelæggelse. Det er da op til Dredd at bevise sin egen uskyld og samtidig redde byen fra en skæbne værre end døden, nemlig et fascistisk styre under en opportunistisk dommer.
Underholdning på det jævne
Plottet er ikke ligefremt originalt, men det skal dog retfærdigvis siges, at det er baseret på en historie fra tegneserien. Den velafprøvede handling sikrer en elementær fremaddrift, der holder vand den første halvdel af filmen. Men da først plottets retninger er afstukket, og vi godt ved hvad der venter, bliver det hele jævnt kedeligt. En spektakulær flyvetur igennem byen og nogle flotte klon-special effekter liver dog op, hvis ikke man lige havde set det hele før. Det er nærmest pinligt, så meget motorcykeljagten minder om speeder-bike jagten i "Star Wars 3". Det er i det hele taget filmens problem, at den ikke har troet nok på tegneseriens specielle univers, men i stedet blot har brugt navnet til at sælge endnu et opkog af action-klichéer og slidte one-liners.
Stallone trykker den af
Sylvester Stallone er som vor helt med granitansigtet filmens naturlige omdrejningspunkt. Og det må indrømmes at Stallone i imponerende grad viderebringer tegneseriefigurens sammenbidthed. Tegneseriens Dredd og Stallones Dredd har simpelthen den samme anatomisk umulige torskemund. Og så kan Stallone selvfølgelig det der med voldsudøvelse og skydeglad lyn-justits. Men sandt at sige har han ikke Dredd-figurens sproglige stil: Stallone lyder som Schwarzenegger med hareskår, og det svarer ikke helt til billedet af vor garvede ordensmand.
Selvom Stallone ikke helt holder som Dredd, er der dog andre gode elementer: Diane Lane er svedigt lækker som en kvindelig dommer, Max von Sydow er rigtigt god som den faderlige Dommer Fargo, og en såkaldt mekanisk "ABC-kriger" stjæler hele billedet med sin brummende bastone og suverænt animerede drabelige metalkrop. Denne gigants tonstunge gangart er hele filmen værd.
Bladet var bedre
Måske kan man konkludere, at kender man ikke tegneserien og er iøvrigt til "den slags" vil man nok føle sig godt underholdt. Det gælder sikkert filmens målgruppe, og jeg ønsker dem al mulig fornøjelse. Kender man derimod tegneserien, vil man savne den meget barske kynisme og satire, der ligger under skildringen af de nidkære lovmænd. Stallone og manuskriptet er 100% loyal overfor Dreddfigurens mindste handling, og filmen kan derfor ikke frembringe den absurditet og det vanvid der ligger i Mega Citys eksistens. Tegneseriens Mega City er en by låst fast af borgernes ekstreme kedsomhed og ligegyldighed og deres samtidige rædsel for Dommernes hårde og promte straffe, mens Dommerne på deres side isoleres fra det menneskelige, da de må optræde som dømmende maskiner. Alle disse temaer slås an i filmen, men køres ikke igennem med nogen logik, for når alt kommer til alt er "Judge Dredd" blot endnu en Stallone-rolle, og som vi alle sammen ved: "Crime is a disease - he's the cure".
19/11-2018
