Vanvid a la royale
4.0
Flot skuespil og smukke billeder gør "Den gale Kong George" til en seværdig film.
Den engelske Kong George III led af en sygdom, der i perioder påvirkede hans mentale tilstand i en meget uheldig retning. Filmen starter i 1788 med den kongelige families deltagelse i åbningen af parlamentet - umiddelbart før kongens sygdom brød ud første gang. Med parlamentets åbning slår filmen også et andet vigtigt tema an. Kongens galskab falder sammen med en gryende parlamentarisme, og de magtkampe den indebar. Hans sygdom og dermed manglende regeringsevne blev en brik i spillet mellem forskellige politiske grupperinger. Set i et større historisk perspektiv var Kong Georges galskab utvivlsomt med til at fremskynde en politisk demokratisering.
Filmens Kong George
Kong George (Nigel Hawthorne) er lykkelig gift med Dronning Charlotte, som han har femten børn med. Hans forhold til den ældste søn, prinsen af Wales (Rupert Everett), er knap så godt, og denne benytter sig af faderens sygdom til at tilrane sig magten. Han sørger for, at kongen bliver umyndiggjort og forvist til et dystert slot uden mulighed for at se sin elskede dronning.
Når kongen falder, så falder han dybt. Kong George går fra at være på magtens tinde til den totale ydmygelse og nedværdigelse. Som konge er hans person ukrænkelig - ingen må kigge kongen direkte i øjnene, når de taler til ham, og det er utænkeligt, at hans læge skulle udsætte ham for en egentlig fysisk undersøgelse. Det gør man ikke ved en 'gentleman'. Men det besværliggør unægtelig en ordentlig behandling af hans sygdom.
Da han for alvor bliver syg, bliver han frataget enhver værdighed. Han kan ikke engang kontrollere sine egne fysiske behov og må lide den tort, at blive spændt fast til en stol, når hans vanvid bryder ud.
"Den gale Kong George" er i høj grad en film, der handler om konflikten mellem gamle og nye tider - mellem enevælde og parlamentarisme. Også behandlingen af Kong Georges sygdom bliver fremskridtets kamp mod fordomme og uvidenhed. I en tid, hvor lægevidenskabens bedste bud på en behandling var åreladning, kommer lægen dr. Willis (Ian Holm) ind som en behandler med mere moderne metoder. Metoder, der set med samtidens øjne, var næsten kætteriske.
Seværdighed
Det er en meget flot film. Den er flot fotograferet og har flotte kostumer og dekorationer, som hensætter tilskueren til et 1700-tals maleri. Heldigvis undlader filmen at glamourisere fortiden. Den viser snavset og urenheden, der lurer lige under overfladen - også hos de velstillede. Natpotter spiller en ikke uvæsentlig rolle i filmen.
Først og fremmest er filmen værd at se for skuespillet. Især Nigel Hawthornes præstation som kongen løfter den op. Han spiller Kong Georges vej fra det let eccentriske over det rablende sindsyge til den langsomme helbredelse eminent godt. Han formår at bevare sympatien på sin side, uanset hvor irriterende og uregerligt hans vanvid får ham til at opføre sig. Hawthorne er i Danmark nok mest kendt som den udspekulerede departementchef Humphrey Appleby i de brilliante tv-serier "Javel, hr. Minister" og "Javel, hr. Statsminister".
Af andre gode skuespilpræstationer i filmen skal fremhæves Hellen Mirren som den velmenende, men magtesløse Dronning Charlotte, og Amanda Donohoe som hendes mere handlekraftige hofdame Lady Pembroke.
Teater på film
Filmen er baseret på et teaterstykke af Alan Bennet. Instruktøren, Nicolas Hytner, instruerede også den oprindelige sceneversion. At man tydeligt mærker, at filmen er baseret på et teaterstykke, er nok det væsentligste, man kan udsætte på den. Mange scenerne er meget tableau-agtige, med meget smukke dybe billeder, hvor handlingen udspiller sig imellem personerne i forgrunden af billedet. At replikkerne og personernes spil får så megen plads, understøtter kun det teatralske.
Eftertiden har ved hjælp af den virkelige dr. Willis' optegnelser fundet ud af, at Kong Georges 'galskab' formodentlig skyldtes sygdommen 'porphyria'. En ubalance i stofskiftet, der giver alle symptomerne på mental sygdom. Filmens eftertekst meddeler (med en slet skjult fryd), at sygdommen er arvelig. Det stiller unægtelig visse nylige begivenheder i det engelske kongehus i et lidt andet lys.
Den engelske Kong George III led af en sygdom, der i perioder påvirkede hans mentale tilstand i en meget uheldig retning. Filmen starter i 1788 med den kongelige families deltagelse i åbningen af parlamentet - umiddelbart før kongens sygdom brød ud første gang. Med parlamentets åbning slår filmen også et andet vigtigt tema an. Kongens galskab falder sammen med en gryende parlamentarisme, og de magtkampe den indebar. Hans sygdom og dermed manglende regeringsevne blev en brik i spillet mellem forskellige politiske grupperinger. Set i et større historisk perspektiv var Kong Georges galskab utvivlsomt med til at fremskynde en politisk demokratisering.
Filmens Kong George
Kong George (Nigel Hawthorne) er lykkelig gift med Dronning Charlotte, som han har femten børn med. Hans forhold til den ældste søn, prinsen af Wales (Rupert Everett), er knap så godt, og denne benytter sig af faderens sygdom til at tilrane sig magten. Han sørger for, at kongen bliver umyndiggjort og forvist til et dystert slot uden mulighed for at se sin elskede dronning.
Når kongen falder, så falder han dybt. Kong George går fra at være på magtens tinde til den totale ydmygelse og nedværdigelse. Som konge er hans person ukrænkelig - ingen må kigge kongen direkte i øjnene, når de taler til ham, og det er utænkeligt, at hans læge skulle udsætte ham for en egentlig fysisk undersøgelse. Det gør man ikke ved en 'gentleman'. Men det besværliggør unægtelig en ordentlig behandling af hans sygdom.
Da han for alvor bliver syg, bliver han frataget enhver værdighed. Han kan ikke engang kontrollere sine egne fysiske behov og må lide den tort, at blive spændt fast til en stol, når hans vanvid bryder ud.
"Den gale Kong George" er i høj grad en film, der handler om konflikten mellem gamle og nye tider - mellem enevælde og parlamentarisme. Også behandlingen af Kong Georges sygdom bliver fremskridtets kamp mod fordomme og uvidenhed. I en tid, hvor lægevidenskabens bedste bud på en behandling var åreladning, kommer lægen dr. Willis (Ian Holm) ind som en behandler med mere moderne metoder. Metoder, der set med samtidens øjne, var næsten kætteriske.
Seværdighed
Det er en meget flot film. Den er flot fotograferet og har flotte kostumer og dekorationer, som hensætter tilskueren til et 1700-tals maleri. Heldigvis undlader filmen at glamourisere fortiden. Den viser snavset og urenheden, der lurer lige under overfladen - også hos de velstillede. Natpotter spiller en ikke uvæsentlig rolle i filmen.
Først og fremmest er filmen værd at se for skuespillet. Især Nigel Hawthornes præstation som kongen løfter den op. Han spiller Kong Georges vej fra det let eccentriske over det rablende sindsyge til den langsomme helbredelse eminent godt. Han formår at bevare sympatien på sin side, uanset hvor irriterende og uregerligt hans vanvid får ham til at opføre sig. Hawthorne er i Danmark nok mest kendt som den udspekulerede departementchef Humphrey Appleby i de brilliante tv-serier "Javel, hr. Minister" og "Javel, hr. Statsminister".
Af andre gode skuespilpræstationer i filmen skal fremhæves Hellen Mirren som den velmenende, men magtesløse Dronning Charlotte, og Amanda Donohoe som hendes mere handlekraftige hofdame Lady Pembroke.
Teater på film
Filmen er baseret på et teaterstykke af Alan Bennet. Instruktøren, Nicolas Hytner, instruerede også den oprindelige sceneversion. At man tydeligt mærker, at filmen er baseret på et teaterstykke, er nok det væsentligste, man kan udsætte på den. Mange scenerne er meget tableau-agtige, med meget smukke dybe billeder, hvor handlingen udspiller sig imellem personerne i forgrunden af billedet. At replikkerne og personernes spil får så megen plads, understøtter kun det teatralske.
Eftertiden har ved hjælp af den virkelige dr. Willis' optegnelser fundet ud af, at Kong Georges 'galskab' formodentlig skyldtes sygdommen 'porphyria'. En ubalance i stofskiftet, der giver alle symptomerne på mental sygdom. Filmens eftertekst meddeler (med en slet skjult fryd), at sygdommen er arvelig. Det stiller unægtelig visse nylige begivenheder i det engelske kongehus i et lidt andet lys.
19/11-2018
