Brændte børn skyr kærlighedens uberegnelige flammer
4.0
Rygtet vil vide, at "Marius og Jeannette" i sit hjemland Frankrig hittede stort blandt både publikum og kritikere. Gid den må få samme skæbne i Danmark.....eller rettere.....i København, Odense og Århus.
Det er ærgeligt at filmudlejeren ikke har turdet satse større end tilfældet er. "Marius og Jeannette" får nemlig kun premiere i ialt fire biografer. Måske har man troet, at den med sin herkomst kun ville tænde det frankofile og kultursnobbende storbypublikum. Det er synd for både filmen selv og det oversete publikum, som går glip af en dejlig bifoplevelse. "Marius og Jeannette" er nemlig en charmerende film, der med sit universelle kærlighedstema, har potentiale til også at kunne sælge billetter i landets provinsielle afkroge.
Brændt barn skyr ilden
"Marius og Jeannette" er historien om, hvordan to umage eksistenser krydser hinandens brogede livsveje og tøvende kaster sig ud i en romance af helt...ja, almindelige dimensioner. Det sidste gør filmen sjældent set troværdig og bevægende.
Jeanette lever alene med sine to børn i udkanten af Marseille. Hun mister sit arbejde, mangler konstant penge, men værst af alt: hun lider af mangel på kærlighed. Den store af slagsen. Hvad hun savner af nærhed og lidenskab, dukker såmænd op i skikkelse af Marius. Det er faktisk ham, der fanger Jeannette i færd med at stjæle et par malerdunke fra den lokale nedlagte cementfabrik. Mødet slår gnister og det udvikler sig til en romance. Men er han den rigtige, og hvor mange følelser tør han investere i et forhold. Thi brændt barn skyr som bekendt ilden.
Poesien i hverdagen hyldes
Imidlertid introduceres vi også for Jeannettes noget ekscentriske naboer. Via dem portrætteres den franske arbejderklasse på en befriende agitationsfri måde, deres skæbner taler for sig selv, og løber således som en slags subhistorie gennem hele filmen. Det giver filmen perspektiv. En socialpolitisk bevidsthed, der dog aldrig får lov at stjæle fokus fra Marius og Jeannettes usikre forsøg på at tackle hverdagen, hinanden og kærligheden.
Det er netop poesien i det hverdagslige og i ægte mennesker af kød og blod, som filmen hylder. Personerne og det nære miljø i arbejderkvarterets smågader, dominerer fuldstændig historien såvel som billederne.
Via det langsommeligt registrerende kameraøje, iagttages Marius og Jeannette samt deres spøjse naboer, i den daglige trædemølles gøren og laden. Der dvæles ved ansigter, som i sine spor bærer hele fortællinger i sig selv. Det afvikles stilfærdigt, nogle gange lavmælt og andre gange ordrigt (som det sig hør og bør i en fransk film). Men fremfor alt fortalt med et vellykket humoristisk overskud, som vi kender det fra de beslægtede engelske køkkenvask-film af Ken Loach og Mike Leigh.
En sensuel oplevelse
Det nære miljø omkring Marius og Jeannette, livet i Marseilles arbejderkvarter og smågader, skildres solidarisk og forførende i al sin prunkløshed. Det forlener historien med så megen sydfransk idyl og autenticitet, at filmen balancerer på en knivs æg - af på den ene side at vække brækfornemmelser hos tilskueren og på den anden side forføre os med en rå, ægte sensualitet. Det sidste sejrer heldigvis, og ja, man skal nærmest være mere kold og kynisk end politiet tillader, for ikke at lade sig hengive betingelsesløst i filmens smittende atmosfære, som fra lærredet spredes til samtlige (forhåbentlig besatte) biografsædder.
"Marius og Jeannette" er en film for alle aldre, for mennesker i nord og syd såvel som øst og vest. Den bæres af et universelt tema og er iscenesat uden alskens æstetisk smartness. Figurerne er vedkommende (og vidunderligt spillet) fra start til slut.
"Marius og Jeannette" vil utvivlsomt få det til at gibbe gevaldigt i maven på enhver, især de verdenssmertende misantroper som måtte være usikre på, om de stadig ejer musik nok i hjertet til at gøre livet til en lykkelig dans. Som brændte børn i kærlighedens flammer i virkelighedens verden, kan man således kun gå optimistisk ind i fremtiden, efter mødet med "Marius og Jeannette".
Det er ærgeligt at filmudlejeren ikke har turdet satse større end tilfældet er. "Marius og Jeannette" får nemlig kun premiere i ialt fire biografer. Måske har man troet, at den med sin herkomst kun ville tænde det frankofile og kultursnobbende storbypublikum. Det er synd for både filmen selv og det oversete publikum, som går glip af en dejlig bifoplevelse. "Marius og Jeannette" er nemlig en charmerende film, der med sit universelle kærlighedstema, har potentiale til også at kunne sælge billetter i landets provinsielle afkroge.
Brændt barn skyr ilden
"Marius og Jeannette" er historien om, hvordan to umage eksistenser krydser hinandens brogede livsveje og tøvende kaster sig ud i en romance af helt...ja, almindelige dimensioner. Det sidste gør filmen sjældent set troværdig og bevægende.
Jeanette lever alene med sine to børn i udkanten af Marseille. Hun mister sit arbejde, mangler konstant penge, men værst af alt: hun lider af mangel på kærlighed. Den store af slagsen. Hvad hun savner af nærhed og lidenskab, dukker såmænd op i skikkelse af Marius. Det er faktisk ham, der fanger Jeannette i færd med at stjæle et par malerdunke fra den lokale nedlagte cementfabrik. Mødet slår gnister og det udvikler sig til en romance. Men er han den rigtige, og hvor mange følelser tør han investere i et forhold. Thi brændt barn skyr som bekendt ilden.
Poesien i hverdagen hyldes
Imidlertid introduceres vi også for Jeannettes noget ekscentriske naboer. Via dem portrætteres den franske arbejderklasse på en befriende agitationsfri måde, deres skæbner taler for sig selv, og løber således som en slags subhistorie gennem hele filmen. Det giver filmen perspektiv. En socialpolitisk bevidsthed, der dog aldrig får lov at stjæle fokus fra Marius og Jeannettes usikre forsøg på at tackle hverdagen, hinanden og kærligheden.
Det er netop poesien i det hverdagslige og i ægte mennesker af kød og blod, som filmen hylder. Personerne og det nære miljø i arbejderkvarterets smågader, dominerer fuldstændig historien såvel som billederne.
Via det langsommeligt registrerende kameraøje, iagttages Marius og Jeannette samt deres spøjse naboer, i den daglige trædemølles gøren og laden. Der dvæles ved ansigter, som i sine spor bærer hele fortællinger i sig selv. Det afvikles stilfærdigt, nogle gange lavmælt og andre gange ordrigt (som det sig hør og bør i en fransk film). Men fremfor alt fortalt med et vellykket humoristisk overskud, som vi kender det fra de beslægtede engelske køkkenvask-film af Ken Loach og Mike Leigh.
En sensuel oplevelse
Det nære miljø omkring Marius og Jeannette, livet i Marseilles arbejderkvarter og smågader, skildres solidarisk og forførende i al sin prunkløshed. Det forlener historien med så megen sydfransk idyl og autenticitet, at filmen balancerer på en knivs æg - af på den ene side at vække brækfornemmelser hos tilskueren og på den anden side forføre os med en rå, ægte sensualitet. Det sidste sejrer heldigvis, og ja, man skal nærmest være mere kold og kynisk end politiet tillader, for ikke at lade sig hengive betingelsesløst i filmens smittende atmosfære, som fra lærredet spredes til samtlige (forhåbentlig besatte) biografsædder.
"Marius og Jeannette" er en film for alle aldre, for mennesker i nord og syd såvel som øst og vest. Den bæres af et universelt tema og er iscenesat uden alskens æstetisk smartness. Figurerne er vedkommende (og vidunderligt spillet) fra start til slut.
"Marius og Jeannette" vil utvivlsomt få det til at gibbe gevaldigt i maven på enhver, især de verdenssmertende misantroper som måtte være usikre på, om de stadig ejer musik nok i hjertet til at gøre livet til en lykkelig dans. Som brændte børn i kærlighedens flammer i virkelighedens verden, kan man således kun gå optimistisk ind i fremtiden, efter mødet med "Marius og Jeannette".
19/11-2018