Femme Banale
1.0
Fersk bestsellerfilmatisering fra Irland
Det har sin fordel som filmproducent at starte med en kendt bog, når man skal lave en film. Allerede før filmen er optaget, har man fået et kernepublikum foræret i de x antal millioner, der har købt bogen, Samtidig er det let at sælge en historie, som ligger klar i den letlæselige form af en bog.
Men der er også problemer. For det første er bestsellerbøgernes læsere typisk midaldrende eller ældre kvinder, hvilket ikke just er biografernes kernepublikum (selv om det selvfølgelig altid er interessant at lokke et ældre, ikke-stampublikum i biffen). Det er typisk for disse film, at der ligger en tydelig kvindelig synsvinkel i dem, som ind i mellem gør de mandlige skurkeroller til rene klichéer.
Et andet problem er, at den typiske bestsellerroman er en lang, kringlet og farverig generationskrønike, der følger sine hovedpersoner helt fra barndommen til deres voksne år. Med andre ord, en handling som er svær, for ikke at sige umulig, at klemme ned på de max. to timer en film må vare, og som kalder på nødløsninger som 'voice-over', rammefortællinger, barndomsscener, der ikke hænger sammen med resten af filmen samt alenlange spillelængder. Som eksempler kan nævnes "Stegte grønne tomater", "Broerne i Madison Country", "Åndernes hus" og herhjemme "Kun en pige". Og nu også "Gode venner", baseret på en roman af Maeve Binchy, der både har fortællerstemme og tynde barndomsscener, men som til gengæld heldigvis holder spillelængden på en time og tre kvarter.
Så gode venner...
Filmen handler om tre piger: Den gode, men ikke særligt kønne Benny, den søde og hellige Eve, og den onde, men kønne Nan. Efter deres barndom i en lille provinsby starter de på universitetet i Dublin, og møder her den gode fyr, den lægestuderende rugbyhelt Jack, spillet af filmens eneste rigtige stjerne, Chris O'Donnell ("En duft af kvinde" og "Batman forever").
Benny og Jack bliver kærester, men får selvfølgelig deres forhold kompliceret af de modstræbende forældre, Bennys sleske barndomsbejler Sean samt den katolske tros restriktive holdning til sex. Imens har Nan forført den rige godsejersøn Simon. Men da hun bliver gravid, dropper han hende. I stedet forfører hun Jack, mens Benny er hjemme for at redde sin afdødes fars butik fra Seans onde kløer. Nan bilder Jack ind, at det er hans barn, og han lover at gifte sig med hende. En kort overgang lurer en tragisk slutning, men gæt selv, om det ikke alligevel ender med en happy end.
Som det kan høres, er der tale om en temmelig kulørt historie. Desværre har den alligevel fået en temmelig fersk tone i denne noget langsomme film. Skuespillerpræstationerne er ikke dårlige, men heller ikke rigtig forrygende, og det gælder sådan set for filmen som helhed. De mange detaljer bærer præg af at være taget ud af en større helhed (bogen). De lægger sig nydeligt efter hinanden, men der sker ikke rigtig noget, før Eve negler Bennys kæreste to trediedele inde i filmen. Der er færre onde mænd-klichéer end i eksempelvis "Stegte grønne tomater", men stadigvæk virker rollerne noget ugebladsagtige. Faktisk skal man ikke særlig mange minutter ind i filmen, før man kan regne stort set hele handlingen ud. Og filmens instruktion er ren kliché - grinende eller snøftende piger i kønne landskaber - så heller ikke her vanker der nogle overraskelser. Den mest uforudsigelige er i grunden, at tilskueren aldrig får at vide, om Eve er den gamle godsejers uægte barn, sådan som filmen lægger op til.
Titlen "Gode venner" er lidt misvisende, den burde have heddet "Gode veninder". Vi er umiskendelig i tøseland, men helt ærligt, så kunne man godt ønske sig noget mere knald på fortællingen, selv af en krønikeagtig kvindefilm som denne. Personligt kedede jeg mig bravt
Det har sin fordel som filmproducent at starte med en kendt bog, når man skal lave en film. Allerede før filmen er optaget, har man fået et kernepublikum foræret i de x antal millioner, der har købt bogen, Samtidig er det let at sælge en historie, som ligger klar i den letlæselige form af en bog.
Men der er også problemer. For det første er bestsellerbøgernes læsere typisk midaldrende eller ældre kvinder, hvilket ikke just er biografernes kernepublikum (selv om det selvfølgelig altid er interessant at lokke et ældre, ikke-stampublikum i biffen). Det er typisk for disse film, at der ligger en tydelig kvindelig synsvinkel i dem, som ind i mellem gør de mandlige skurkeroller til rene klichéer.
Et andet problem er, at den typiske bestsellerroman er en lang, kringlet og farverig generationskrønike, der følger sine hovedpersoner helt fra barndommen til deres voksne år. Med andre ord, en handling som er svær, for ikke at sige umulig, at klemme ned på de max. to timer en film må vare, og som kalder på nødløsninger som 'voice-over', rammefortællinger, barndomsscener, der ikke hænger sammen med resten af filmen samt alenlange spillelængder. Som eksempler kan nævnes "Stegte grønne tomater", "Broerne i Madison Country", "Åndernes hus" og herhjemme "Kun en pige". Og nu også "Gode venner", baseret på en roman af Maeve Binchy, der både har fortællerstemme og tynde barndomsscener, men som til gengæld heldigvis holder spillelængden på en time og tre kvarter.
Så gode venner...
Filmen handler om tre piger: Den gode, men ikke særligt kønne Benny, den søde og hellige Eve, og den onde, men kønne Nan. Efter deres barndom i en lille provinsby starter de på universitetet i Dublin, og møder her den gode fyr, den lægestuderende rugbyhelt Jack, spillet af filmens eneste rigtige stjerne, Chris O'Donnell ("En duft af kvinde" og "Batman forever").
Benny og Jack bliver kærester, men får selvfølgelig deres forhold kompliceret af de modstræbende forældre, Bennys sleske barndomsbejler Sean samt den katolske tros restriktive holdning til sex. Imens har Nan forført den rige godsejersøn Simon. Men da hun bliver gravid, dropper han hende. I stedet forfører hun Jack, mens Benny er hjemme for at redde sin afdødes fars butik fra Seans onde kløer. Nan bilder Jack ind, at det er hans barn, og han lover at gifte sig med hende. En kort overgang lurer en tragisk slutning, men gæt selv, om det ikke alligevel ender med en happy end.
Som det kan høres, er der tale om en temmelig kulørt historie. Desværre har den alligevel fået en temmelig fersk tone i denne noget langsomme film. Skuespillerpræstationerne er ikke dårlige, men heller ikke rigtig forrygende, og det gælder sådan set for filmen som helhed. De mange detaljer bærer præg af at være taget ud af en større helhed (bogen). De lægger sig nydeligt efter hinanden, men der sker ikke rigtig noget, før Eve negler Bennys kæreste to trediedele inde i filmen. Der er færre onde mænd-klichéer end i eksempelvis "Stegte grønne tomater", men stadigvæk virker rollerne noget ugebladsagtige. Faktisk skal man ikke særlig mange minutter ind i filmen, før man kan regne stort set hele handlingen ud. Og filmens instruktion er ren kliché - grinende eller snøftende piger i kønne landskaber - så heller ikke her vanker der nogle overraskelser. Den mest uforudsigelige er i grunden, at tilskueren aldrig får at vide, om Eve er den gamle godsejers uægte barn, sådan som filmen lægger op til.
Titlen "Gode venner" er lidt misvisende, den burde have heddet "Gode veninder". Vi er umiskendelig i tøseland, men helt ærligt, så kunne man godt ønske sig noget mere knald på fortællingen, selv af en krønikeagtig kvindefilm som denne. Personligt kedede jeg mig bravt
19/11-2018