Telekinetisk horror-opus for popcorn-publikummet
2.0
Brian De Palma filmatiserede i 1976 Stephen Kings bestseller-roman "Carrie" og skabte dermed en af den moderne horrorfilms absolutte milepæle. Nu har filmen fået en efterfølger, "The Rage: Carrie 2", og den klarer sig faktisk hæderligt på sine egne præmisser.
Scorespil med dødelig udgang
Ikke længe efter at outsideren Rachel Lang (Emily Bergl) er startet som elev på Bates High School, kaster hendes bedste veninde Lisa (Mena Suvari) sig ud fra skolens tag og splatter ud mod forruden af en parkeret bil. Langsomt erfarer den dybt chokerede og traumatiserede Rachel, at Lisa blot var sidste "offer" i footballklikens scoreleg, hvor der gives høje point til de fyre, som kan komme i trusserne på skolens flotteste babes og derefter kynisk droppe dem.
Den pubertære Rachel, der endnu ikke har haft sin seksuelle debut, tager det store spring sammen med den kærlige Jesse (Jason London), og alt ser ud til at skulle blive fryd og gammen. Det begynder dog langsomt at gå op for Rachel, at hun besidder mægtige mentale, telekinetiske kræfter. Kræfter med hvilke hun kan manipulere rundt på genstande efter forgodtbefindende.
Skolens rektor Sue Snell (Amy Irving), der oplevede en sand massakre ved skoleballet i 1976, da Carrie gik amok, genkender Rachels telekinetiske evner og indser, at de kan lede til en katastrofe. Desperat forsøger Snell at befri Rachels skizofrene mor, som sidder indespærret på sindssygeanstalten Arkham, så hun kan redde sin datter, inden hun lader sine metafysiske evner få frit spil.
Selvfølgelig er de telekinetiske kræfter, som Rachel besidder, en ret bastant metafor for de repressive seksualenergier, hun endnu ikke har haft mod til at frigøre, og som hun konstant bliver mindet om via football-klikens scoreleg. Disse psykoseksuelle fortrængninger er instruktøren til denne "Carrie"-opfølger, Katt Shea, sig uhyre bevidst i sit symbolske billedsprog, og man må sige, at hun demonstrerer et solidt greb om genrens person-stereotyper og plotklicheer. Tilmed kan hun ses i en lille rolle som politifuldmægtig i afhøringsscenen.
Amy Irving er tilbage
Det er specielt interessant, at filmskaberne har formået at få Amy Irving med på rollelisten. Hun debuterede i den originale "Carrie", som vi i subjektive flashback-sekvenser bliver mindet om, hvor isnende diabolsk egentlig var. Dens nerve kan "The Rage: Carrie 2" ingen steder leve op til, men beskuet i et genrekontekstuelt lys, klarer den sig såmænd ganske hæderligt. Faktisk så hæderligt, at flere hoppede højt i biografsæderne, når de grafiske drab satte ind. Så er du enten advaret eller opfordret!
Scorespil med dødelig udgang
Ikke længe efter at outsideren Rachel Lang (Emily Bergl) er startet som elev på Bates High School, kaster hendes bedste veninde Lisa (Mena Suvari) sig ud fra skolens tag og splatter ud mod forruden af en parkeret bil. Langsomt erfarer den dybt chokerede og traumatiserede Rachel, at Lisa blot var sidste "offer" i footballklikens scoreleg, hvor der gives høje point til de fyre, som kan komme i trusserne på skolens flotteste babes og derefter kynisk droppe dem.
Den pubertære Rachel, der endnu ikke har haft sin seksuelle debut, tager det store spring sammen med den kærlige Jesse (Jason London), og alt ser ud til at skulle blive fryd og gammen. Det begynder dog langsomt at gå op for Rachel, at hun besidder mægtige mentale, telekinetiske kræfter. Kræfter med hvilke hun kan manipulere rundt på genstande efter forgodtbefindende.
Skolens rektor Sue Snell (Amy Irving), der oplevede en sand massakre ved skoleballet i 1976, da Carrie gik amok, genkender Rachels telekinetiske evner og indser, at de kan lede til en katastrofe. Desperat forsøger Snell at befri Rachels skizofrene mor, som sidder indespærret på sindssygeanstalten Arkham, så hun kan redde sin datter, inden hun lader sine metafysiske evner få frit spil.
Selvfølgelig er de telekinetiske kræfter, som Rachel besidder, en ret bastant metafor for de repressive seksualenergier, hun endnu ikke har haft mod til at frigøre, og som hun konstant bliver mindet om via football-klikens scoreleg. Disse psykoseksuelle fortrængninger er instruktøren til denne "Carrie"-opfølger, Katt Shea, sig uhyre bevidst i sit symbolske billedsprog, og man må sige, at hun demonstrerer et solidt greb om genrens person-stereotyper og plotklicheer. Tilmed kan hun ses i en lille rolle som politifuldmægtig i afhøringsscenen.
Amy Irving er tilbage
Det er specielt interessant, at filmskaberne har formået at få Amy Irving med på rollelisten. Hun debuterede i den originale "Carrie", som vi i subjektive flashback-sekvenser bliver mindet om, hvor isnende diabolsk egentlig var. Dens nerve kan "The Rage: Carrie 2" ingen steder leve op til, men beskuet i et genrekontekstuelt lys, klarer den sig såmænd ganske hæderligt. Faktisk så hæderligt, at flere hoppede højt i biografsæderne, når de grafiske drab satte ind. Så er du enten advaret eller opfordret!
19/11-2018
