En gangsters skæbne
3.0
"Casino" er ikke instruktøren Martin Scorseses bedste film, men den har mange gode kvaliteter
Efter min mening er Martin Scorsese en af vor tids største filmmagere. Med klassikere som "Gaden uden nåde", "Taxidriver", "Cape Fear", "GoodFellas" og "Uskyldens år" har Scorsese vist, at han formår at fortælle en god historie og samtidig bringe det bedste frem i sine skuespillere. Han kan bruge både det billed- og lydmæssige på nye spændende måder, og lægger en særegen sjæl og følelse i sine film.
"Casino" er titlen på Scorseses nyeste film. Den foregår i 70'ernes gangstermiljø. Robert De Niro er spilleren Sam 'Ace' Rothstein, der sendes til Las Vegas af de velpolstrede mafiabosser for at styre deres casino. Hans gamle ven og våbenbroder Nicky Santoro (Joe Pesci) flytter også til Las Vegas, og samtidig forelsker Ace sig i, og gifter sig med, luksusluderen Ginger McKenna (Sharon Stone). Ace og de to andre gør et godt stykke arbejde, pengene strømmer ind, og mafiabosserne er glade.
Lykken varer dog ikke ved. "Casino" følger nemlig gangstermytologiens velkendte mønster, der blev etableret allerede med filmhistoriens tidligste gangsterfilm: Vi følger den karismatiske gangsters voldelige og manipulatoriske vej mod toppen, hvor han får lov til at sidde et kort øjeblik, hvorefter grådighed, magtbegær, rænkespil, jalousi, ære og meget andet vælter ham af tronen og tværer ham ud i sølet. Det er den urgamle, skæbnebestemte 'hybris/nemesis' effekt, og den genfinder vi altså i "Casino", hvor tingene langsomt begynder at gå galt for Ace, Nicky og Ginger. Nicky, prototypen på gangstermyten, tér sig som han har lyst til, men rager efterhånden uklar med alt og alle; Ginger bliver alkoholiker og senere narkoman, fordi hun ikke længere kan holde sit liv ud, og Aces falske facade som respekteret og retskaffen borger krakelerer.
Godt skuespil
Lignende historier er fortalt mange gange før, blandt andet af Scorsese selv i "GoodFellas", og vi genfinder da også to af hovedrolleskuespillerne fra den film i "Casino". Det drejer sig om Joe Pesci og selvfølgelig Scorseses "hofskuespiller" Robert De Niro.
De Niro spiller Ace med usvigelig sikkerhed. Dette er en rolle De Niro såvel som publikum er fuldstændig fortrolig med. Ace er dog ikke så 'tough' som mange af De Niros tidligere gangsterportrætter. Han er tillagt en filosofisk og blød side, og det virker faktisk godt, især når dualiteten kommer til udtryk i Aces konfrontationer med Nicky og Ginger.
Filmens egentlige 'tough guy' er Joe Pescis Nicky, en rolle der er næsten identisk med den rolle, han spillede i "GoodFellas". Joe Pesci er glimrende som den lille gadedreng med det iltre temperament, den beskidte mund og den ekstremt voldelige handlekraft, men rollen bliver efterhånden en smule ensidig.
Størst indtryk gør Sharon Stone som den alkoholiserede og narkotikaafhængige Ginger. Sharon Stone magter den svære rollebeskrivelse til fulde. Det er en grum fornøjelse at se hende gå langsomt til grunde, men det viser, at hun har et stort og varieret register at trække på.
Fuld kontrol
"Casino" er endnu et eksempel på, at Martin Scorsese kontrollerer filmmediet 100 procent, og det giver bonus. Han leger med kameraet, bevæger og bruger det på finurlige måder, og lader det både afsløre og tildække. På den måde skaber han filmen med sin fantastiske billedsans, sine visuelle overraskelser, symbolske indstillinger og morsomme og ironiske kamerakommentarer.
Ligeledes er lydsiden ganske enkelt fremragende. Under hele filmen kommer både Ace og Nicky til orde via 'voice-over'. Det er et sjældent set trick, at hele to stemmer får lov til at kommentere handlingen, men i "Casino" går det rent ind. De to mænds forskelligheder kommer nemlig fint til udtryk gennem deres tale og ordvalg, og personbeskrivelsen bliver således mere nuanceret.
Samtidig følges filmen konstant af en form for musikalsk vægtæppe, hvor især rock og soul, men også klassisk musik blandes umærkbart sammen. Musikken tillægger de enkelte scener og personer følelsesmæssig stemning og tematisk betydning. For eksempel er de sidste scener, hvor hovedpersonerne får deres skæbnebestemte straf, præget af dystre og melankolske rocknumre.
De store filmiske og lydmæssige kvaliteter og det gode skuespil til trods, er "Casino" ikke en af Martin Scorseses bedste film. Problemet med filmen er, at historien begynder at køre i tomgang og bliver unødig lang (176 min.), uden at vi egentlig kommer tættere på personerne eller får tilført noget nyt rent plotmæssigt. Men som det er tilfældet med enhver eminent filmmager, er selv hans dårligste film bedre end de fleste "almindelige" film af jævne instruktører.
Efter min mening er Martin Scorsese en af vor tids største filmmagere. Med klassikere som "Gaden uden nåde", "Taxidriver", "Cape Fear", "GoodFellas" og "Uskyldens år" har Scorsese vist, at han formår at fortælle en god historie og samtidig bringe det bedste frem i sine skuespillere. Han kan bruge både det billed- og lydmæssige på nye spændende måder, og lægger en særegen sjæl og følelse i sine film.
"Casino" er titlen på Scorseses nyeste film. Den foregår i 70'ernes gangstermiljø. Robert De Niro er spilleren Sam 'Ace' Rothstein, der sendes til Las Vegas af de velpolstrede mafiabosser for at styre deres casino. Hans gamle ven og våbenbroder Nicky Santoro (Joe Pesci) flytter også til Las Vegas, og samtidig forelsker Ace sig i, og gifter sig med, luksusluderen Ginger McKenna (Sharon Stone). Ace og de to andre gør et godt stykke arbejde, pengene strømmer ind, og mafiabosserne er glade.
Lykken varer dog ikke ved. "Casino" følger nemlig gangstermytologiens velkendte mønster, der blev etableret allerede med filmhistoriens tidligste gangsterfilm: Vi følger den karismatiske gangsters voldelige og manipulatoriske vej mod toppen, hvor han får lov til at sidde et kort øjeblik, hvorefter grådighed, magtbegær, rænkespil, jalousi, ære og meget andet vælter ham af tronen og tværer ham ud i sølet. Det er den urgamle, skæbnebestemte 'hybris/nemesis' effekt, og den genfinder vi altså i "Casino", hvor tingene langsomt begynder at gå galt for Ace, Nicky og Ginger. Nicky, prototypen på gangstermyten, tér sig som han har lyst til, men rager efterhånden uklar med alt og alle; Ginger bliver alkoholiker og senere narkoman, fordi hun ikke længere kan holde sit liv ud, og Aces falske facade som respekteret og retskaffen borger krakelerer.
Godt skuespil
Lignende historier er fortalt mange gange før, blandt andet af Scorsese selv i "GoodFellas", og vi genfinder da også to af hovedrolleskuespillerne fra den film i "Casino". Det drejer sig om Joe Pesci og selvfølgelig Scorseses "hofskuespiller" Robert De Niro.
De Niro spiller Ace med usvigelig sikkerhed. Dette er en rolle De Niro såvel som publikum er fuldstændig fortrolig med. Ace er dog ikke så 'tough' som mange af De Niros tidligere gangsterportrætter. Han er tillagt en filosofisk og blød side, og det virker faktisk godt, især når dualiteten kommer til udtryk i Aces konfrontationer med Nicky og Ginger.
Filmens egentlige 'tough guy' er Joe Pescis Nicky, en rolle der er næsten identisk med den rolle, han spillede i "GoodFellas". Joe Pesci er glimrende som den lille gadedreng med det iltre temperament, den beskidte mund og den ekstremt voldelige handlekraft, men rollen bliver efterhånden en smule ensidig.
Størst indtryk gør Sharon Stone som den alkoholiserede og narkotikaafhængige Ginger. Sharon Stone magter den svære rollebeskrivelse til fulde. Det er en grum fornøjelse at se hende gå langsomt til grunde, men det viser, at hun har et stort og varieret register at trække på.
Fuld kontrol
"Casino" er endnu et eksempel på, at Martin Scorsese kontrollerer filmmediet 100 procent, og det giver bonus. Han leger med kameraet, bevæger og bruger det på finurlige måder, og lader det både afsløre og tildække. På den måde skaber han filmen med sin fantastiske billedsans, sine visuelle overraskelser, symbolske indstillinger og morsomme og ironiske kamerakommentarer.
Ligeledes er lydsiden ganske enkelt fremragende. Under hele filmen kommer både Ace og Nicky til orde via 'voice-over'. Det er et sjældent set trick, at hele to stemmer får lov til at kommentere handlingen, men i "Casino" går det rent ind. De to mænds forskelligheder kommer nemlig fint til udtryk gennem deres tale og ordvalg, og personbeskrivelsen bliver således mere nuanceret.
Samtidig følges filmen konstant af en form for musikalsk vægtæppe, hvor især rock og soul, men også klassisk musik blandes umærkbart sammen. Musikken tillægger de enkelte scener og personer følelsesmæssig stemning og tematisk betydning. For eksempel er de sidste scener, hvor hovedpersonerne får deres skæbnebestemte straf, præget af dystre og melankolske rocknumre.
De store filmiske og lydmæssige kvaliteter og det gode skuespil til trods, er "Casino" ikke en af Martin Scorseses bedste film. Problemet med filmen er, at historien begynder at køre i tomgang og bliver unødig lang (176 min.), uden at vi egentlig kommer tættere på personerne eller får tilført noget nyt rent plotmæssigt. Men som det er tilfældet med enhver eminent filmmager, er selv hans dårligste film bedre end de fleste "almindelige" film af jævne instruktører.
19/11-2018
