Storby-samuraien
5.0
"Ghost Dog - Den sidste samurai" er Jim Jarmuschs mest mainstream-agtige værk til dato. Alligevel formår instruktøren at sætte sit personlige fingeraftryk på filmen. Resultatet er en yderst tilfredstillende oplevelse i biografmørket.
I Jim Jarmuschs nye film "Ghost Dog - Den sidste samurai" er der både skuddueller, actionsekvenser og masser af filmblod. Det er meget atypiske ingredienser for en instruktør, der før har stået bag film som "Stranger than Paradise" ('84), "Down by Law" ('86) og "Dead Man" ('95). Men alligevel knytter den nye film an til instruktørens forudgående produktion. Den har den karakteristiske skæve humor, de lange velspillede dialogscener og de temaer omkring kommunikations-problemer og kulturkløfter, som er gennemgående i Jim Jarmuschs værker.
Vendetta
Ghost Dog (Forest Whitaker) er lejemorder. Han lever efter samuraiernes gamle leveregler - Hagakure, samuraiernes bog. Fordi han står i gæld til en mafioso, der engang reddede hans liv, arbejder han for mafiaen. Altid med præcision og professionalisme. Arrangementet kører upåklageligt, indtil mafiabosserne har brug for en syndebuk og derfor kaster deres hævngerrige øjne på "niggeren" Ghost Dog. Men Ghost Dog er den forkerte mand at lægge sig ud med. Og det må mafiafolkene bitterligt erkende, da den erfarne hitman starter en skånselsløs vendetta mod dem.
En levende anakronisme
Man kan kalde "Ghost Dog - Den sidste samurai" for en blanding af samuraifilm og gangsterfilm. Men der er mere på spil i filmen end blot leg med genrer. For hovedpersonen "Ghost Dog" er en mand med eksistentielle problemer. Han er en gammeldags person, et spøgelse, helt ude af trit med den moderne verden. Der går en lige linie imellem Travis Bickle (Robert De Niro) i Martin Scorseses nyklassiker "Taxi Driver" ('76) og Forest Whitakers sørgmodige lejemorder Ghost Dog. Begge er de utilpassede, og begge slås de med moderne problemer som fremmedgørelse og ensomhed. Samtidig forsøger de at skabe deres egne holdepunkter i en verden uden mening.
Bjørnen
Umiddelbart virker det måske mærkeligt at caste Forest Whitaker i rollen som lejemorder, men det fungerer overraskende godt i filmen. Whitakers Ghost Dog er en mand fyldt med indre ro, men man fornemmer på hans tavshed og trætte øjne bagsiden af jobbet som lejemorder. Han er som en bjørn, på en gang både blød og ekstremt farlig. Selvom han både myrder og stjæler, har han hele tiden vores fulde sympati. For i en verden, som ellers fremstår som gennem-kriminaliseret og umoralsk, er han en person med etik og moral. Igennem filmen optræder citater fra samuraiernes livsfilosofi, og via disse får vi et indblik i Ghost Dogs tankegang. Så selv om han ikke siger meget i filmen, lærer man hurtigt Ghost Dog og hans personlighed at kende.
De mørke gader
"Ghost Dog - Den sidste samurai" er en spændende, flot og velspillet strimmel celluloid. Især i de små dialogscener imellem to-tre personer viser Jim Jarmusch virkelig sine evner som personinstruktør. Filmen er desuden fyldt af den slags fotografering, der bliver siddende i én, længe efter man har forladt biografsædet. Fotografen Robby Müller (der også frembragte de rystede billeder til Lars von Triers "Breaking The Waves" fra '96) leverer med billederne af de tomme mørke gader noget af sit bedste filmarbejde nogensinde. Og filmens hårdtslående hip-hop soundtrack af RZA illustrerer på rammende vis filmens miljø og stemninger.
I Jim Jarmuschs nye film "Ghost Dog - Den sidste samurai" er der både skuddueller, actionsekvenser og masser af filmblod. Det er meget atypiske ingredienser for en instruktør, der før har stået bag film som "Stranger than Paradise" ('84), "Down by Law" ('86) og "Dead Man" ('95). Men alligevel knytter den nye film an til instruktørens forudgående produktion. Den har den karakteristiske skæve humor, de lange velspillede dialogscener og de temaer omkring kommunikations-problemer og kulturkløfter, som er gennemgående i Jim Jarmuschs værker.
Vendetta
Ghost Dog (Forest Whitaker) er lejemorder. Han lever efter samuraiernes gamle leveregler - Hagakure, samuraiernes bog. Fordi han står i gæld til en mafioso, der engang reddede hans liv, arbejder han for mafiaen. Altid med præcision og professionalisme. Arrangementet kører upåklageligt, indtil mafiabosserne har brug for en syndebuk og derfor kaster deres hævngerrige øjne på "niggeren" Ghost Dog. Men Ghost Dog er den forkerte mand at lægge sig ud med. Og det må mafiafolkene bitterligt erkende, da den erfarne hitman starter en skånselsløs vendetta mod dem.
En levende anakronisme
Man kan kalde "Ghost Dog - Den sidste samurai" for en blanding af samuraifilm og gangsterfilm. Men der er mere på spil i filmen end blot leg med genrer. For hovedpersonen "Ghost Dog" er en mand med eksistentielle problemer. Han er en gammeldags person, et spøgelse, helt ude af trit med den moderne verden. Der går en lige linie imellem Travis Bickle (Robert De Niro) i Martin Scorseses nyklassiker "Taxi Driver" ('76) og Forest Whitakers sørgmodige lejemorder Ghost Dog. Begge er de utilpassede, og begge slås de med moderne problemer som fremmedgørelse og ensomhed. Samtidig forsøger de at skabe deres egne holdepunkter i en verden uden mening.
Bjørnen
Umiddelbart virker det måske mærkeligt at caste Forest Whitaker i rollen som lejemorder, men det fungerer overraskende godt i filmen. Whitakers Ghost Dog er en mand fyldt med indre ro, men man fornemmer på hans tavshed og trætte øjne bagsiden af jobbet som lejemorder. Han er som en bjørn, på en gang både blød og ekstremt farlig. Selvom han både myrder og stjæler, har han hele tiden vores fulde sympati. For i en verden, som ellers fremstår som gennem-kriminaliseret og umoralsk, er han en person med etik og moral. Igennem filmen optræder citater fra samuraiernes livsfilosofi, og via disse får vi et indblik i Ghost Dogs tankegang. Så selv om han ikke siger meget i filmen, lærer man hurtigt Ghost Dog og hans personlighed at kende.
De mørke gader
"Ghost Dog - Den sidste samurai" er en spændende, flot og velspillet strimmel celluloid. Især i de små dialogscener imellem to-tre personer viser Jim Jarmusch virkelig sine evner som personinstruktør. Filmen er desuden fyldt af den slags fotografering, der bliver siddende i én, længe efter man har forladt biografsædet. Fotografen Robby Müller (der også frembragte de rystede billeder til Lars von Triers "Breaking The Waves" fra '96) leverer med billederne af de tomme mørke gader noget af sit bedste filmarbejde nogensinde. Og filmens hårdtslående hip-hop soundtrack af RZA illustrerer på rammende vis filmens miljø og stemninger.
19/11-2018
