Gangsterens lærling
2.0
Mike Newells "Donnie Brasco" er en pæn, velspillet og forfærdelig kedelig gangsterfilm.
Som flittig biografgænger opbygger man efterhånden en 6. sans for hvilke film, der har potentiale til at blive en pæn og nydelig (læs: kedelig) affære, som ikke har noget nyt at byde på, men lever i kraft af et par gode stjerneskuespillere og en anonym, personlighedsløs instruktør, som kan sit håndværk. På denne måde tror man sig sikret en både kunstnerisk og publikumsmæssig succes og det er derfor fristende, at kalde disse for film med livrem og seler.
Men hvad nytter det med denne overdrevne sikkerhed, når resultatet i de fleste tilfælde bliver et langt og søvndyssende bekendtskab, der snøvler sig afsted af velanrettede stier og uden det mindste tilløb til en befriende afstikker. Man kan da for 117. gang forlade biografen med følelsen af, at man skulle have lyttet til den 6. sans. Sådan en film er "Donnie Brasco".
Deep, deep, deep undercover
Foruden at skulle holde sig til gangsterfilmens veldefinerede spilleregler, har filmen desuden snævret sine kunstneriske rammer yderligere ind, ved at være "baseret på en sand historie". Det er ikke nødvændigvis et dårligt udgangspunkt, men det lægger unægteligt større bånd på filmen fra starten, og dens succes står og falder i højere grad med, hvor interessant og spændende den sande historie rent faktisk er.
Vi møder den unge FBI agent Joe Pistone, da han prøver at infiltrere mafiaen som den lille smarte juvel ekspert Donnie Brasco. Det garvede mafiamedlem Lefty Ruggieros, der altid er blevet overset, øjner muligheder i den unge knøs og påtager sig at blive Brascos protektor.
Han indfører ham i mafiaens rituelle verden af ærefrygt og facadespil og Donnie bliver efterhånden en godkendt del af miljøet. Og så vælter det ellers ind med de kun alt for velkendte klicheer. Brasco påtager sig mafia-håndlangerens rolle i en sådan grad, at han bliver en af dem. Det skaber problemer i forholdet til konen Maggie, der "vil have sin mand tilbage" og i forholdet til den sympatiske Lefty, som Brasco føler en vis medlidenhed for. Vi præsenteres desuden for de kyniske FBI mænd, der bare er ude efter resultater og tænker ikke på de menneskelige konsekvenser. Det er altsammen set før og væsentligt mere opfindsomt udført.
Ligegyldige Skabeloner
Det hele virker på overfladen meget ægte og indsigtsfuldt, men personerne er netop kun overfladeskabeloner, som man meget tidligt mister interessen for. Kun Al Pacino som Lefty, kommer i nogle situationer ind under huden på denne ynkværdige personlighed og skaber en figur med lidt kød på.
Til filmens forsvar skal det siges, at det jo altid er en fornøjelse at se Michael Madsen og James Russo, der her spiller henholdsvis bossen Sonny Black og håndlangeren Paulie. Mest af alt fordi de ved deres blotte tilstedeværelse skaber en potentiel og uforudsigelig farlighed, der kan bryde ud hvornår det skal være og det er sandt at sige befriende når alt omkring dem tøffer ud af et meget forudsigeligt spor. Men to æg gør ingen æggekage og kan ikke udviske indtrykket af, at man har spildt sin tid.
Problemet med denne type film er, at de faktisk er lige så kedelige at anmelde, som de er at se. De forbliver ganske enkelt ligegyldige og fortjener derfor også en ligegyldig karakter.
Som flittig biografgænger opbygger man efterhånden en 6. sans for hvilke film, der har potentiale til at blive en pæn og nydelig (læs: kedelig) affære, som ikke har noget nyt at byde på, men lever i kraft af et par gode stjerneskuespillere og en anonym, personlighedsløs instruktør, som kan sit håndværk. På denne måde tror man sig sikret en både kunstnerisk og publikumsmæssig succes og det er derfor fristende, at kalde disse for film med livrem og seler.
Men hvad nytter det med denne overdrevne sikkerhed, når resultatet i de fleste tilfælde bliver et langt og søvndyssende bekendtskab, der snøvler sig afsted af velanrettede stier og uden det mindste tilløb til en befriende afstikker. Man kan da for 117. gang forlade biografen med følelsen af, at man skulle have lyttet til den 6. sans. Sådan en film er "Donnie Brasco".
Deep, deep, deep undercover
Foruden at skulle holde sig til gangsterfilmens veldefinerede spilleregler, har filmen desuden snævret sine kunstneriske rammer yderligere ind, ved at være "baseret på en sand historie". Det er ikke nødvændigvis et dårligt udgangspunkt, men det lægger unægteligt større bånd på filmen fra starten, og dens succes står og falder i højere grad med, hvor interessant og spændende den sande historie rent faktisk er.
Vi møder den unge FBI agent Joe Pistone, da han prøver at infiltrere mafiaen som den lille smarte juvel ekspert Donnie Brasco. Det garvede mafiamedlem Lefty Ruggieros, der altid er blevet overset, øjner muligheder i den unge knøs og påtager sig at blive Brascos protektor.
Han indfører ham i mafiaens rituelle verden af ærefrygt og facadespil og Donnie bliver efterhånden en godkendt del af miljøet. Og så vælter det ellers ind med de kun alt for velkendte klicheer. Brasco påtager sig mafia-håndlangerens rolle i en sådan grad, at han bliver en af dem. Det skaber problemer i forholdet til konen Maggie, der "vil have sin mand tilbage" og i forholdet til den sympatiske Lefty, som Brasco føler en vis medlidenhed for. Vi præsenteres desuden for de kyniske FBI mænd, der bare er ude efter resultater og tænker ikke på de menneskelige konsekvenser. Det er altsammen set før og væsentligt mere opfindsomt udført.
Ligegyldige Skabeloner
Det hele virker på overfladen meget ægte og indsigtsfuldt, men personerne er netop kun overfladeskabeloner, som man meget tidligt mister interessen for. Kun Al Pacino som Lefty, kommer i nogle situationer ind under huden på denne ynkværdige personlighed og skaber en figur med lidt kød på.
Til filmens forsvar skal det siges, at det jo altid er en fornøjelse at se Michael Madsen og James Russo, der her spiller henholdsvis bossen Sonny Black og håndlangeren Paulie. Mest af alt fordi de ved deres blotte tilstedeværelse skaber en potentiel og uforudsigelig farlighed, der kan bryde ud hvornår det skal være og det er sandt at sige befriende når alt omkring dem tøffer ud af et meget forudsigeligt spor. Men to æg gør ingen æggekage og kan ikke udviske indtrykket af, at man har spildt sin tid.
Problemet med denne type film er, at de faktisk er lige så kedelige at anmelde, som de er at se. De forbliver ganske enkelt ligegyldige og fortjener derfor også en ligegyldig karakter.
19/11-2018
