Krig og kærlighed
4.0
Anthony Minghella står foran sit brede gennembrud med "The English Patient" - en stor smuk film om kærlighed og krig. Filmen er allerede tildelt Golden Globe 1996 for Bedste Film, og har netop modtaget 12 (tolv) Oscarnomineringer.
Nogle film er lange fordi instruktøren ikke kan få fingeren ud og afslutte sin beretning, mens legen er god og luften stadig sitrer af intensitet. Andre film, heriblandt "The English Patient", er lange fordi de tager sig tid til at fortælle deres historie, kæle for detaljerne og hypnotisere sit publikum.
Katastrofal kærlighed
En flyver bevæger sig som en lille skygge over ørkenarealets tæppe af abstrakte mønstrer. To maskiner nærmer sig, angriber, og den kvindelige passagers hoved skydes af. Piloten holder febrilsk fast i den sønderskudte krop, mister kontrollen og flyveren styrter ned. Herfra udspiller sig den tragiske kærlighedsberetning om grev Laszlo de Almasy (Ralph Fiennes) og Katharine (Kristin Scott Thomas).
Efter ulykken bringes Almasy, forbrændt til ukendelighed og med hukommelsestab, til Toscana hvor en sygeplejerske Hana (Juliette Binoche) tager sig af ham i et forladt kloster. Langsomt som Almasys hukommelse vender tilbage, fortæller han Hana, som selv skal opleve kærligheden, historien om Katharine. Hun var gift med en af Almasys "kollegaer", i en ekspedition som kortlagde Sahara, i årene efter 1937, og affæren fandt sted i dybeste hemmelighed. Tilbageblikkene er smukt og naturligt kædet ind i nutiden - 1944. Almasy er sengeliggende p.gr.a. forbrændingerne, og erindringerne dukker langsomt op, da han får kræfter til at læse i Herodots rejsebeskrivelser, en bog, som har fulgt ham i alle årene. Bogen falder på gulvet, og omkring den spredes kort, billeder og smånotater. Det er en undersøgelse værd, og kameraet forsvinder ind i disse opbevarede skatte, og afslører for os, at kærlighedsaffæren havde katastrofale følger, ikke kun for Almasy og Katharine, men for vigtige politiske beslutninger draget i årene inden 1944.
Sanselige scener
"The English Patient" er en smertelig oplevelse. Historien i sig selv kan få selv den hårdeste negl til at knække, men det er alt fra knivskarpe, håbløst smukke billeder fra både Sahara og Toscana, flot spil i alle roller og et dæmpet, men medrivende soundtrack, der skaber en velafbalanceret helhed.
Under opholdet i klostret får Almasy og Hana selskab af en mineekspert fra Røde Kors, som de forlod tidligere på ruten. Han er inder og hedder Kip (Naveen Andrews). Hana forelsker sig for alvor i ham da han tager hende med til en lille toscansk kirke og hejser hende op i tårnet, udstyret med en slags lyskaster. Her oplyses århundrede gamle vægmalerier, og Hanas søgende øjne lyser om kap med de spruttende gnister. Hendes umiddelbare reaktion, da hun igen står på gulvet, er at kaste sig om Kips hals og takke ham, som havde han reddet hendes liv.
"The English Patient" er gennemvædet af denne kærlighed til kunst, og selvom det måske er svært at tillægge det dybere mening, virker det ikke umotiveret. Vægmalerierne i kirken, de malede dansende hule- eller grottemalerier, citater fra "historiens fader" - Herodot, og Almasys uendelige viden om jazz, som ubesværet bliver en del af filmens lydside. Det er både godt for øjne og ører og skaber en mærkbar sanselighed. Selvfølgelig læser Almasy Herodots beskrivelser af lande og deres geografi, Almasy er jo selv kortlægger, men det er ikke tyk og trættende symbolik. Tværtimod får den omtalte bog en særdeles vigtig betydning, som viderebringer af den ultimative kærlighedserklæring. "The English Patient" er et stort flot kærlighedsdrama, som på intet tidspunkt forråder sine kære med patetiske replikker eller sukkersøde scener.
Nogle film er lange fordi instruktøren ikke kan få fingeren ud og afslutte sin beretning, mens legen er god og luften stadig sitrer af intensitet. Andre film, heriblandt "The English Patient", er lange fordi de tager sig tid til at fortælle deres historie, kæle for detaljerne og hypnotisere sit publikum.
Katastrofal kærlighed
En flyver bevæger sig som en lille skygge over ørkenarealets tæppe af abstrakte mønstrer. To maskiner nærmer sig, angriber, og den kvindelige passagers hoved skydes af. Piloten holder febrilsk fast i den sønderskudte krop, mister kontrollen og flyveren styrter ned. Herfra udspiller sig den tragiske kærlighedsberetning om grev Laszlo de Almasy (Ralph Fiennes) og Katharine (Kristin Scott Thomas).
Efter ulykken bringes Almasy, forbrændt til ukendelighed og med hukommelsestab, til Toscana hvor en sygeplejerske Hana (Juliette Binoche) tager sig af ham i et forladt kloster. Langsomt som Almasys hukommelse vender tilbage, fortæller han Hana, som selv skal opleve kærligheden, historien om Katharine. Hun var gift med en af Almasys "kollegaer", i en ekspedition som kortlagde Sahara, i årene efter 1937, og affæren fandt sted i dybeste hemmelighed. Tilbageblikkene er smukt og naturligt kædet ind i nutiden - 1944. Almasy er sengeliggende p.gr.a. forbrændingerne, og erindringerne dukker langsomt op, da han får kræfter til at læse i Herodots rejsebeskrivelser, en bog, som har fulgt ham i alle årene. Bogen falder på gulvet, og omkring den spredes kort, billeder og smånotater. Det er en undersøgelse værd, og kameraet forsvinder ind i disse opbevarede skatte, og afslører for os, at kærlighedsaffæren havde katastrofale følger, ikke kun for Almasy og Katharine, men for vigtige politiske beslutninger draget i årene inden 1944.
Sanselige scener
"The English Patient" er en smertelig oplevelse. Historien i sig selv kan få selv den hårdeste negl til at knække, men det er alt fra knivskarpe, håbløst smukke billeder fra både Sahara og Toscana, flot spil i alle roller og et dæmpet, men medrivende soundtrack, der skaber en velafbalanceret helhed.
Under opholdet i klostret får Almasy og Hana selskab af en mineekspert fra Røde Kors, som de forlod tidligere på ruten. Han er inder og hedder Kip (Naveen Andrews). Hana forelsker sig for alvor i ham da han tager hende med til en lille toscansk kirke og hejser hende op i tårnet, udstyret med en slags lyskaster. Her oplyses århundrede gamle vægmalerier, og Hanas søgende øjne lyser om kap med de spruttende gnister. Hendes umiddelbare reaktion, da hun igen står på gulvet, er at kaste sig om Kips hals og takke ham, som havde han reddet hendes liv.
"The English Patient" er gennemvædet af denne kærlighed til kunst, og selvom det måske er svært at tillægge det dybere mening, virker det ikke umotiveret. Vægmalerierne i kirken, de malede dansende hule- eller grottemalerier, citater fra "historiens fader" - Herodot, og Almasys uendelige viden om jazz, som ubesværet bliver en del af filmens lydside. Det er både godt for øjne og ører og skaber en mærkbar sanselighed. Selvfølgelig læser Almasy Herodots beskrivelser af lande og deres geografi, Almasy er jo selv kortlægger, men det er ikke tyk og trættende symbolik. Tværtimod får den omtalte bog en særdeles vigtig betydning, som viderebringer af den ultimative kærlighedserklæring. "The English Patient" er et stort flot kærlighedsdrama, som på intet tidspunkt forråder sine kære med patetiske replikker eller sukkersøde scener.
19/11-2018
