Økuller

Lotte Svendsen brillerer med sin spillefilmsdebut om fiskerikrisen på Bornholm

Hvor er det bare skønt at blive suget tilbage til de fråsende startfirsere. Til pastelfarvede flæsebluser, imiterede lædermøbler og solarium i kælderen. Til tøj og boligindretning, der sætter århundredets rekord i grimhed. Lotte Svendsen, hvis hidtidige kortfilm er blevet rost til skyerne, står bag roret i skildringen af den fiskerikrise, der for snart to årtier siden tog pippet fra Bornholm. Emnet lyder måske ikke umiddelbart fængslende. Men allerede fra filmens spæde start sniger humor og mystik sig ind som filmens fine, forløsende element.


For blærerøvsfiskeren Lars Erik Nielsen (Henrik Lykkegaards bedste rolle til dags dato) er livet en dans på roser. Han tjener styrtende med penge på de tonsvis af fisk, han hiver i land dag efter dag. På det lokale værtshus efter fyraften sætter han kollegaerne på plads ved demonstrativt at give flest omgange. På hjemmefronten forkæler han konen Sonja (Sofie Stougaard) med materiel overflod i form af eldreven pejs og pink silkeundertøj - kompensation på et tolv år langt ægteskab uden børn.

Kun en tåbe frygter ikke overtroen

Måske er det Lars Eriks jyske oprindelse - han kommer fra Thyborøn og er altså ikke fra øen, som bornholmerne noterer sig - og hans hovmod, som udløser filmens nemesiseffekt. I alle fald fornemmer vi hurtigt, at Lars Eriks manglende respekt for bornholmernes børnelærdom om Krølle Bølle og Boberækus er katastrofal. Troldemystikken ligger som en tung dyne over familien og bruges i filmen som regulær spændingsopbygning. I første omgang personificeres nemesis'en i en sjællandsk havbiolog, som Lars Erik, til fiskerkollegaers store undren, tager med om bord. Havbiologen snuser rundt på båden og tager prøver af fangsten og Lars Erik er altså på sin vis selv skyld i, at biologens efterfølgende artikel om rovfiskeri omkring Bornholm medfører totalt fiskeristop fra nytåret 1982. Den private luksus rammes af en depressionens lavine og familien Nielsens overfladeliv får ridser i lakken. Sonja udvikler sig fra Lars Eriks hjemmegående statussymbol til filmens egentlige heltinde, og hendes hemmelige redningsaktion, sat i gang af naboen Ib (Thomas Bo Larsen), er originalt tænkt og symbolladet til tåspidserne.

Fremragende komedie

Når "Bornholms Stemme" hæver sig langt over en socialrealistisk 80'er-kliché, skyldes det Lotte Svendsens (og Nulle Nykjærs) sprudlende manuskript, som bliver formidlet af gode og troværdige skuespilpræstationer. Lotte Svendsen har øje for detaljer, som hver og en konsekvent bruges i handlingens fremdrift. Alle scener passer simpelthen som brikker i et gevaldigt puslespil. Det er en ren fryd at se et så velkomponeret handlingsforløb, som på intet tidspunkt går på kompromis med instruktørens personlige udtryk. Lotte Svendsen mestrer modsætningerne. Hendes film er underspillet, men alligevel højdramatisk. Mystisk, men jordbunden. Komisk og dybt tragisk. "Bornholms Stemme" er en fremragende komedie.