At fatte det ufattelige
4.0
Alexander Röslers "Mendel" er en fornem og humoristisk fortælling om en jødisk drengs forsøg på at forstå jødeudryddelserne
Det er selvsagt svært at fatte det ufattelige. Men det bliver selvfølgelig ikke nemmere, hvis ingen vil sige noget. I Alexander Röslers "Mendel" forsøger en jødisk dreng af forstå hvad der skete under krigen, selvom forældrene forsøger at glemme. Det kunne være blevet en tung og tragisk film, men "Mendel" er fuld af humor og opfindsomhed.
Heldige, trods alt
I midten af 50'erne kommer den jødiske dreng Mendel Trotzig og hans familie til Norge som flygtninge fra Tyskland. Familien er heldige overlevende fra kz-lejrene, men rædslerne sidder stadig i kroppen. Mendel selv er imidlertid født efter krigen, og for at skåne ham har forældrene fortiet fortiden. Mendel ved, at der er sket noget, men ikke hvad. Ophidsede samtaler forstummer, når Mendel kommer ind i stuen, og hans storebror græder sig i søvn. Mendel er nysgerrig grænsende til det desperate.
I Norge får familien en varm, om end noget klodset modtagelse, og Mendel integreres i det norske samfund. Men selvom familien forsøger at være norsk, har forældrene stadig deres hemmeligheder sammen med de andre jødiske flygtninge. Der er tit fest og sang, men lige så tit gråd og jamren. Men stadig er der ingen der fortæller Mendel noget, og forældrenes forsøg på at skåne drengen får den stik modsatte virkning: Mendel spørger og spørger, og han begynder at lave sine egne undersøgelser.
Nummeret på armen, dødens mærke
Mendel finder familiens fotoalbum og undrer sig over de mange billeder, der mangler. Derfor tegner han kristne kors, der hvor de skulle være. Han finder også en forbudt bog med billeder fra koncentrationslejrene. Snart tegner Mendel numre på armen, ligesom man havde i lejrene. Forældrene er bestyrtede, men de holder stadig fortiden hemmelig. Smerten er for stor, de ønsker blot at glemme.
De norske drenges fædre er ikke bange for at sige, hvad de lavede under krigen. De var modstandsfolk, og Mendel skammer sig over sin tavse far. Hans spørgsmål om 'hvad skete der under krigen' bliver til 'hvorfor gjorde i ikke noget'. Det går efterhånden op for Mendel, hvad der er sket, men stadig kan han ikke fatte jødernes passivitet: de lod sig blot myrde af 'antisemitterne', et ord Mendel har lært at sætte på alle fjender. Mendel forvirrer sig selv ind i sin egen lille verden, hvor han gennemlever krigen på ny: men på hans egen både tragiske og komiske facon.
Morsom og rørende
Det er unægtelig et tungt emne Rösler har sat sig for at skildre med "Mendel". Derfor er det så meget mere glædeligt, at filmen er så charmerende og let. Thomas Jungling Sørensen er et fund som den troskyldige Mendel. Teresa Harder og Hans Kremer er smerteligt troværdige som drenges forældre, der ikke kan finde ud af, hvordan de bedst beskytter deres søn. Martin Meingast forener styrke og sårbarhed som storbroderen David, med hvem Mendels konfrontationer bliver stadigt voldsommere. Filmen lever i kraft af dette meget indfølte portræt af en jødisk familie, der skal lære at leve med fortiden. Rösler har godt fat om både billedsprog og stemning, og selvom filmen måske ikke når en helt tilfredsstillende afslutning, er den en både meget morsom og meget rørende oplevelse.
Det er selvsagt svært at fatte det ufattelige. Men det bliver selvfølgelig ikke nemmere, hvis ingen vil sige noget. I Alexander Röslers "Mendel" forsøger en jødisk dreng af forstå hvad der skete under krigen, selvom forældrene forsøger at glemme. Det kunne være blevet en tung og tragisk film, men "Mendel" er fuld af humor og opfindsomhed.
Heldige, trods alt
I midten af 50'erne kommer den jødiske dreng Mendel Trotzig og hans familie til Norge som flygtninge fra Tyskland. Familien er heldige overlevende fra kz-lejrene, men rædslerne sidder stadig i kroppen. Mendel selv er imidlertid født efter krigen, og for at skåne ham har forældrene fortiet fortiden. Mendel ved, at der er sket noget, men ikke hvad. Ophidsede samtaler forstummer, når Mendel kommer ind i stuen, og hans storebror græder sig i søvn. Mendel er nysgerrig grænsende til det desperate.
I Norge får familien en varm, om end noget klodset modtagelse, og Mendel integreres i det norske samfund. Men selvom familien forsøger at være norsk, har forældrene stadig deres hemmeligheder sammen med de andre jødiske flygtninge. Der er tit fest og sang, men lige så tit gråd og jamren. Men stadig er der ingen der fortæller Mendel noget, og forældrenes forsøg på at skåne drengen får den stik modsatte virkning: Mendel spørger og spørger, og han begynder at lave sine egne undersøgelser.
Nummeret på armen, dødens mærke
Mendel finder familiens fotoalbum og undrer sig over de mange billeder, der mangler. Derfor tegner han kristne kors, der hvor de skulle være. Han finder også en forbudt bog med billeder fra koncentrationslejrene. Snart tegner Mendel numre på armen, ligesom man havde i lejrene. Forældrene er bestyrtede, men de holder stadig fortiden hemmelig. Smerten er for stor, de ønsker blot at glemme.
De norske drenges fædre er ikke bange for at sige, hvad de lavede under krigen. De var modstandsfolk, og Mendel skammer sig over sin tavse far. Hans spørgsmål om 'hvad skete der under krigen' bliver til 'hvorfor gjorde i ikke noget'. Det går efterhånden op for Mendel, hvad der er sket, men stadig kan han ikke fatte jødernes passivitet: de lod sig blot myrde af 'antisemitterne', et ord Mendel har lært at sætte på alle fjender. Mendel forvirrer sig selv ind i sin egen lille verden, hvor han gennemlever krigen på ny: men på hans egen både tragiske og komiske facon.
Morsom og rørende
Det er unægtelig et tungt emne Rösler har sat sig for at skildre med "Mendel". Derfor er det så meget mere glædeligt, at filmen er så charmerende og let. Thomas Jungling Sørensen er et fund som den troskyldige Mendel. Teresa Harder og Hans Kremer er smerteligt troværdige som drenges forældre, der ikke kan finde ud af, hvordan de bedst beskytter deres søn. Martin Meingast forener styrke og sårbarhed som storbroderen David, med hvem Mendels konfrontationer bliver stadigt voldsommere. Filmen lever i kraft af dette meget indfølte portræt af en jødisk familie, der skal lære at leve med fortiden. Rösler har godt fat om både billedsprog og stemning, og selvom filmen måske ikke når en helt tilfredsstillende afslutning, er den en både meget morsom og meget rørende oplevelse.
19/11-2018