Kærlighed i koleraens tid
3.0
1830'ernes pesthærgede Europa emmer af stemning. Historien er mere tyndbenet.
Instruktøren Jean-Paul Rappeneau slog sit navn fast, da hans film "Cyrano de Bergerac", med Gerard Depardieu i hovedrollen, i 1989 blev beæret med et hav af priser. Sjældent har en fransk film opnået så stor opmærksomhed, og der har længe været forventninger om en værdig efterfølger for det rablende, romantiske epos. Med "Husaren på taget" er Rappeneau sprunget fra 1600tallets kåredueller til 1830'ernes koleraepidemi, hvor blod, sved og fransk vitalitet sætter streg under franskmændenes foretrukne iscenesættelse af republikkens svære fødselsår.
Europa domineres af overnationale stormagter, som forsøger at bremse de liberale tendenser hos små grupper af revolutionære. Angelo, en italiensk oprører, drives på flugt af østrigske agenter, og lander ved et tilfælde i den pesthærgede franske by Manosque. Byen er i panikstemning, og Angelo søger ly hos den gådefulde Pauline, hvis mand er fransk markis og i tjeneste hos den franske konge. Hun afventer sin mands besøg, men da pesten driver befolkningen ud i det provencalske bjerglandskab, slutter hun sig til Angelo i et forsøg på at undgå den obligatoriske internering.
Angelos stædige ridderlighed lægger gradvist et ubrydeligt bånd omkring parret, og skønt Pauline søger sin elskede mand, får Angelo stadigt flere stjerner i hendes indre poesibog. Fra at være en praktisk foranstaltning bliver sammenholdet til et spil, hvor kærligheden er den blinde partner.
Juliette Binoche spiller Pauline, og som altid, når Binoche er på lærredet, foregår det med en blanding af skrøbelighed og viljestyrke. Man kan efterhånden tale om en en særlig Binoche-karakter, som gør det usikkert, hvorvidt hun overhovedet besidder evnen til at spille andre slags roller.
Manuskript eller skitse?
Fra en mandlig anmelders synspunkt er det altid en fornøjelse at betragte den franske skuespiller uden gevandter, selvom det unægtelig trækker fra i regnskabet, at kroppen er farvet i koleraens dødelige farver. Trods dette pikante - og underlødige - løft, efterlader filmen dog et indtryk af noget ufærdigt. Man finder aldrig rigtig frem til historiens drivpunkt, det som gør fortællingen nødvendig. Man fristes til at kalde manuskriptet for en skitse, for parrets rejse foregår undertiden i mærkelige ryk, hvor Angelo enten besejrer 10 fjender på en gang, eller Pauline opfører sig underligt dumdristigt.
Den bedste indgangsvinkel til "Husaren på taget" er derfor, hvis man i forvejen har en forkærlighed for franske film. Selv holder jeg meget af fransk filmkunst, så jeg er faktisk godt tilfreds. Kræver man imidlertid lidt mere fylde, oven i det stemningsprægede og inderlige portræt, som er franskmændenes hofret, bør man nok gemme "Husaren på taget" til en dag, hvor man er stemt i den rette lave toneart. Så er der imidlertid også en fin oplevelse i vente.
Instruktøren Jean-Paul Rappeneau slog sit navn fast, da hans film "Cyrano de Bergerac", med Gerard Depardieu i hovedrollen, i 1989 blev beæret med et hav af priser. Sjældent har en fransk film opnået så stor opmærksomhed, og der har længe været forventninger om en værdig efterfølger for det rablende, romantiske epos. Med "Husaren på taget" er Rappeneau sprunget fra 1600tallets kåredueller til 1830'ernes koleraepidemi, hvor blod, sved og fransk vitalitet sætter streg under franskmændenes foretrukne iscenesættelse af republikkens svære fødselsår.
Europa domineres af overnationale stormagter, som forsøger at bremse de liberale tendenser hos små grupper af revolutionære. Angelo, en italiensk oprører, drives på flugt af østrigske agenter, og lander ved et tilfælde i den pesthærgede franske by Manosque. Byen er i panikstemning, og Angelo søger ly hos den gådefulde Pauline, hvis mand er fransk markis og i tjeneste hos den franske konge. Hun afventer sin mands besøg, men da pesten driver befolkningen ud i det provencalske bjerglandskab, slutter hun sig til Angelo i et forsøg på at undgå den obligatoriske internering.
Angelos stædige ridderlighed lægger gradvist et ubrydeligt bånd omkring parret, og skønt Pauline søger sin elskede mand, får Angelo stadigt flere stjerner i hendes indre poesibog. Fra at være en praktisk foranstaltning bliver sammenholdet til et spil, hvor kærligheden er den blinde partner.
Juliette Binoche spiller Pauline, og som altid, når Binoche er på lærredet, foregår det med en blanding af skrøbelighed og viljestyrke. Man kan efterhånden tale om en en særlig Binoche-karakter, som gør det usikkert, hvorvidt hun overhovedet besidder evnen til at spille andre slags roller.
Manuskript eller skitse?
Fra en mandlig anmelders synspunkt er det altid en fornøjelse at betragte den franske skuespiller uden gevandter, selvom det unægtelig trækker fra i regnskabet, at kroppen er farvet i koleraens dødelige farver. Trods dette pikante - og underlødige - løft, efterlader filmen dog et indtryk af noget ufærdigt. Man finder aldrig rigtig frem til historiens drivpunkt, det som gør fortællingen nødvendig. Man fristes til at kalde manuskriptet for en skitse, for parrets rejse foregår undertiden i mærkelige ryk, hvor Angelo enten besejrer 10 fjender på en gang, eller Pauline opfører sig underligt dumdristigt.
Den bedste indgangsvinkel til "Husaren på taget" er derfor, hvis man i forvejen har en forkærlighed for franske film. Selv holder jeg meget af fransk filmkunst, så jeg er faktisk godt tilfreds. Kræver man imidlertid lidt mere fylde, oven i det stemningsprægede og inderlige portræt, som er franskmændenes hofret, bør man nok gemme "Husaren på taget" til en dag, hvor man er stemt i den rette lave toneart. Så er der imidlertid også en fin oplevelse i vente.
19/11-2018