Karma for burhøns
3.0
John Boormans 'Beyond Rangoon' skildrer super-aktuelle Aung San Suu Kyis betydning for det burmesiske folk, men savner instruktørens vanlige intelligens og dobbelttydighed.
Året er 1988, en sejlbåd læsset med turister bevæger sig langsomt ned af en burmesisk flod. Ombord er Laura Bowman (Patricia Arquette), som er i dyb sorg efter hendes families voldsomme død. Inviteret af den velmenende søster (Frances McDormand) er hun i Burma for at overvinde smerten, men kan ikke finde den sjælefred, som turistattraktionen 'den sovende Buddha' besidder.
Ligesom Laura er Burma i konflikt med sig selv; folket er undertrykt af en grusom militærjunta og lægger håbet i lederen af den demokratiske opposition, Burmas kvindelige modstykke til Nelson Mandela: Aung San Suu Kyi, der som en frelsende engel kan få soldaterne til at nedlægge deres våben. For Laura kommer Kyi til at symbolisere den savnede frelse, og dermed væves den amerikanske turists og det burmesiske folks skæbne sammen.
Da Laura mister sit pas, må hun blive i Burma ved søsterens afrejse til Thailand. Hun involveres med en gammel professor (U Aung Ko som sig selv), der også fungerer som turistguide. Med ham som vejleder indføres hun i den burmesiske kultur og filosofi, og møder den demokratiske modstandsbevægelse. Hvor meget af denne skildring der er vestlige klichéer om 'Østens mystik', og hvor meget der er reel information, står ikke klart. Da Lauras besøg imidlertid falder sammen med nogle voldsomme politiske uroligheder må hun flygte over stok og sten, da hun af tilfældet og skæbnen drages ind i oppositionens rækker. Resten kender vi kun alt for godt fra film som Joffes "The Killing Fields" og Weirs "The Year of Living Dangerously". "Beyond Rangoon's" problem er i det hele taget, at den ligner alt for mange andre film, men blot er lidt dårligere.
"Beyond Rangoon" kombinerer en personlig sorg-bearbejdning med et actionmættet politisk plot og garnerer det hele med buddhistisk karma-spiritualitet. Det er velment og prisværdigt, men desværre ikke særligt vellykket, for 'Beyond Rangoon' er udført med en skabeloniseret manuskript og savner den ambivalens og dybde, der gør John Boormans øvrige produktion interessant; han er manden bag mytologiserende actionfilm som 'Point Blank' (1967), 'Deliverance' (Udflugt med døden, 1972) og 'Excalibur' (1981).
"Beyond Rangoon" er essentielt blot endnu en 'nu går den vilde jagt'-fortælling, idet den skildrer Lauras flugt fra det burmesiske styres håndlangere og hendes involvering med demokratibevægelsen, udsat for tætte regnskove, mudrede floder og hvinende riffelkugler. Da de åndelige og politiske pointer formidles af Lauras alt for bastante voice-over, Hans Zimmers patetiske new-age kitsch som underlægningsmusik og den ulideligt lommefilosofiske 'gamle professor' kan resultatet dårligt kaldes troværdigt, omend filmen som alle Boormans produktioner er visuelt flot og elementært spændende.
Filmens achilleshæl bliver dens entydighed. Den politiske åbenlyshed tillader ikke nuancering i hverken fortælling eller personkarakteristik, og dermed er der simpelthen for lidt for biografgængeren at arbejde med. "Beyond Rangoon" kan ikke blive andet end en parentes i John Boormans produktion, men er dog langtfra så dårlig som kritikere vil gøre den til. Evnen til at bevidstgøre om et stort politisk problem må ikke undervurderes.
"Beyond Rangoon" har fået en særlig aktualitet, da Aung San Suu Kyi kort før den danske premiere blev løsladt fra sin 7-årige husarrest. Det vil dog være forkert at tage filmen til indtægt for løsladelsen, der snarere er et led i militærjuntaens charmeoffensiv, men "Beyond Rangoon" er en del af den stadigt større internationale bevågenhed på landet.
Da filmens force ligger i skildringen af det burmesiske folks forhold til frihedssymbolet Kyi, kan den politiske udvikling være den eneste vægtige grund til at se filmen: For at vide noget om en situation, der alt for længe er blevet fortiet af verdenssamfundet.
Året er 1988, en sejlbåd læsset med turister bevæger sig langsomt ned af en burmesisk flod. Ombord er Laura Bowman (Patricia Arquette), som er i dyb sorg efter hendes families voldsomme død. Inviteret af den velmenende søster (Frances McDormand) er hun i Burma for at overvinde smerten, men kan ikke finde den sjælefred, som turistattraktionen 'den sovende Buddha' besidder.
Ligesom Laura er Burma i konflikt med sig selv; folket er undertrykt af en grusom militærjunta og lægger håbet i lederen af den demokratiske opposition, Burmas kvindelige modstykke til Nelson Mandela: Aung San Suu Kyi, der som en frelsende engel kan få soldaterne til at nedlægge deres våben. For Laura kommer Kyi til at symbolisere den savnede frelse, og dermed væves den amerikanske turists og det burmesiske folks skæbne sammen.
Da Laura mister sit pas, må hun blive i Burma ved søsterens afrejse til Thailand. Hun involveres med en gammel professor (U Aung Ko som sig selv), der også fungerer som turistguide. Med ham som vejleder indføres hun i den burmesiske kultur og filosofi, og møder den demokratiske modstandsbevægelse. Hvor meget af denne skildring der er vestlige klichéer om 'Østens mystik', og hvor meget der er reel information, står ikke klart. Da Lauras besøg imidlertid falder sammen med nogle voldsomme politiske uroligheder må hun flygte over stok og sten, da hun af tilfældet og skæbnen drages ind i oppositionens rækker. Resten kender vi kun alt for godt fra film som Joffes "The Killing Fields" og Weirs "The Year of Living Dangerously". "Beyond Rangoon's" problem er i det hele taget, at den ligner alt for mange andre film, men blot er lidt dårligere.
"Beyond Rangoon" kombinerer en personlig sorg-bearbejdning med et actionmættet politisk plot og garnerer det hele med buddhistisk karma-spiritualitet. Det er velment og prisværdigt, men desværre ikke særligt vellykket, for 'Beyond Rangoon' er udført med en skabeloniseret manuskript og savner den ambivalens og dybde, der gør John Boormans øvrige produktion interessant; han er manden bag mytologiserende actionfilm som 'Point Blank' (1967), 'Deliverance' (Udflugt med døden, 1972) og 'Excalibur' (1981).
"Beyond Rangoon" er essentielt blot endnu en 'nu går den vilde jagt'-fortælling, idet den skildrer Lauras flugt fra det burmesiske styres håndlangere og hendes involvering med demokratibevægelsen, udsat for tætte regnskove, mudrede floder og hvinende riffelkugler. Da de åndelige og politiske pointer formidles af Lauras alt for bastante voice-over, Hans Zimmers patetiske new-age kitsch som underlægningsmusik og den ulideligt lommefilosofiske 'gamle professor' kan resultatet dårligt kaldes troværdigt, omend filmen som alle Boormans produktioner er visuelt flot og elementært spændende.
Filmens achilleshæl bliver dens entydighed. Den politiske åbenlyshed tillader ikke nuancering i hverken fortælling eller personkarakteristik, og dermed er der simpelthen for lidt for biografgængeren at arbejde med. "Beyond Rangoon" kan ikke blive andet end en parentes i John Boormans produktion, men er dog langtfra så dårlig som kritikere vil gøre den til. Evnen til at bevidstgøre om et stort politisk problem må ikke undervurderes.
"Beyond Rangoon" har fået en særlig aktualitet, da Aung San Suu Kyi kort før den danske premiere blev løsladt fra sin 7-årige husarrest. Det vil dog være forkert at tage filmen til indtægt for løsladelsen, der snarere er et led i militærjuntaens charmeoffensiv, men "Beyond Rangoon" er en del af den stadigt større internationale bevågenhed på landet.
Da filmens force ligger i skildringen af det burmesiske folks forhold til frihedssymbolet Kyi, kan den politiske udvikling være den eneste vægtige grund til at se filmen: For at vide noget om en situation, der alt for længe er blevet fortiet af verdenssamfundet.
19/11-2018