Bølgebryder
4.0
Prisvinderen fra Cannes byder på stort skuespil og store følelser - næsten for store
Der er ingen andre instruktører herhjemme, der i den grad har goodwill hos anmeldere og kritikere som Lars von Trier. Og efter sin store folkelige succes med "Riget", er den mere kulørte del af pressen, samt ikke mindst det brede publikum, også kommet med. Når man dertil lægger, at "Breaking the waves" kommer til landet på en bølge af opmærksomhed, efter at filmen blev nr. 2 ved Cannesfestivalen under enorm pressebevågenhed, er det klart, at premieren på filmen bliver en begivenhed af de helt store. Det kan næsten være svært at finde selve filmen i al virakken - men nu er den her, så også os almindelige dødelige kan få den at se.
"Breaking the waves" er i foromtalen blevet beskrevet som et melodrama, man som tilskuer gør klogt i at have et lommetørklæde med ind at se. Der mangler absolut heller ikke tragiske elementer i historien. Hovedpersonen Bess, spillet af Emily Watson (læs interview med Emily Watson), er en ung, uskyldig, impulsiv og meget troende kvinde, der lever i et lille og streng religiøst samfund i ved det nordlige Skotlands kyst. Alle der forbryder sig mod samfundets regler, risikerer at blive udstødt, og senere sendt i graven med en lakonisk prædiken om, at nu venter helvedet forude. Derfor vækker det nogen forundring, at Bess pludselig gifter sig med borebissen Jan (Stellan Skarsgård).
De to oplever nogle intense hvedebrødsdage, hvor Bess pludselig opdager, at der er andre glæder, end dem der venter i himlen. Men snart må Jan tilbage til boreplatformen, og nedbrudt af savn beder Bess til gud om, at han snart må komme tilbage. Det gør han, men ikke i nogen køn tilstand - han har været udsat for en ulykke, svæver i yderste livsfare, og kommer sandsynligvis til at være lam fra halsen og nedefter resten af sit liv.
Den ulykkelige Bess passer ham trofast, men det piner ham, at han er skyld i, at hun må forsage sit liv for at være ham tro. Da hans tilstand forværres, bilder han hende ind, at det vil hjælpe, hvis hun går i seng med andre mænd, og bagefter fortæller ham om det. Først tøver hun, men snart kaster hun sig ud i projektet, til stor rædsel for både hendes svigerinde, den mutte Dodo (Katrin Cartlidge) og hendes læge (Adrian Rawlins), der har forelsket sig i hende.
Kunst eller mainstream?
Skuespillet er, som i "Riget", næsten optimalt. Især må man imponeres over, hvad Trier har fået ud af de to kvindelige hovedroller. Det er langt fra umuligt, at Trier med fundet af den filmdebuterende skuespillerinde Emily Watson har opdaget en stjerne, vi kommer til at se meget til senere hen. Hendes indfølte spil skildrer præcis rollens skift mellem det helgenagtige opofrende og det hysteriske. Og Katrin Cartlidge, der har spillet med i Mike Leighs to seneste film, får med sine lidt specielle ansigtstræk skabt sympati for en svær og modsætningsfyldt karakter. Det skal i øvrigt lige bemærkes, at det frarådes kvindelige Jean-Marc Barr-fans, som gerne vil stønne videre over sexsymbolet fra "The Big Blue" at købe billet til filmen udelukkende med dette for øje. Barr optræder tyndhåret (for ikke at sige halvskaldet), konstant grinende fjoget, og med verdenshistoriens grimmeste bakkenbarter gennem hele filmen.
Man må bifalde Triers ambition om at droppe det tekniske reklamefilmslook (filmen er, som "Riget", filmet med håndholdt kamera, konstante små tidsoverspring og ind i mellem med bevidst uskarpe billeder). Alligevel kan en vis skuffelse ikke undgå at melde sig. På trods af de mange ord om melodrama er filmen nemlig alligevel solidt forankret i den art-house-genre, som Trier herhjemme er den ypperste repræsentant for. Det er en stærk film, ikke for svage sjæle, og en film der især i den første time får de store følelser frem og virkelig griber sin tilskuer. Men hele den anden time føles for lang og for rodet - der er som om Trier vil for meget på en gang, og derved får sat sin handling i stå. Selv om filmen efter sigende er klippet ned fra næsten fire timer til de nuværende 2 timer og 38 minutter, så er det lang tid at sidde presset tilbage i biografsædet af store følelser, når der i hele den anden time ikke rigtigt sker noget. Faktisk fungerer filmen bedst i sin indledende etablering af sammenstødet mellem olieplatform-miljøet og det religiøse lilleby-miljø, også fordi der er mere humor i filmen her end i de lange, tragiske og gravalvorlige forløb.
Der er ingen tvivl om, at Triers talent er usvækket, men som man så ofte siger, når man som anmelder skal dække over en lidt skuffet oplevelse: Vi venter spændt på den næste film. Hvis Trier kan kombinere sin nyfunde alvor, tyngde og indtrængende stil med humoren og det mere stramme forløb fra "Riget", så venter der noget helt stort lige om hjørnet
Der er ingen andre instruktører herhjemme, der i den grad har goodwill hos anmeldere og kritikere som Lars von Trier. Og efter sin store folkelige succes med "Riget", er den mere kulørte del af pressen, samt ikke mindst det brede publikum, også kommet med. Når man dertil lægger, at "Breaking the waves" kommer til landet på en bølge af opmærksomhed, efter at filmen blev nr. 2 ved Cannesfestivalen under enorm pressebevågenhed, er det klart, at premieren på filmen bliver en begivenhed af de helt store. Det kan næsten være svært at finde selve filmen i al virakken - men nu er den her, så også os almindelige dødelige kan få den at se.
"Breaking the waves" er i foromtalen blevet beskrevet som et melodrama, man som tilskuer gør klogt i at have et lommetørklæde med ind at se. Der mangler absolut heller ikke tragiske elementer i historien. Hovedpersonen Bess, spillet af Emily Watson (læs interview med Emily Watson), er en ung, uskyldig, impulsiv og meget troende kvinde, der lever i et lille og streng religiøst samfund i ved det nordlige Skotlands kyst. Alle der forbryder sig mod samfundets regler, risikerer at blive udstødt, og senere sendt i graven med en lakonisk prædiken om, at nu venter helvedet forude. Derfor vækker det nogen forundring, at Bess pludselig gifter sig med borebissen Jan (Stellan Skarsgård).
De to oplever nogle intense hvedebrødsdage, hvor Bess pludselig opdager, at der er andre glæder, end dem der venter i himlen. Men snart må Jan tilbage til boreplatformen, og nedbrudt af savn beder Bess til gud om, at han snart må komme tilbage. Det gør han, men ikke i nogen køn tilstand - han har været udsat for en ulykke, svæver i yderste livsfare, og kommer sandsynligvis til at være lam fra halsen og nedefter resten af sit liv.
Den ulykkelige Bess passer ham trofast, men det piner ham, at han er skyld i, at hun må forsage sit liv for at være ham tro. Da hans tilstand forværres, bilder han hende ind, at det vil hjælpe, hvis hun går i seng med andre mænd, og bagefter fortæller ham om det. Først tøver hun, men snart kaster hun sig ud i projektet, til stor rædsel for både hendes svigerinde, den mutte Dodo (Katrin Cartlidge) og hendes læge (Adrian Rawlins), der har forelsket sig i hende.
Kunst eller mainstream?
Skuespillet er, som i "Riget", næsten optimalt. Især må man imponeres over, hvad Trier har fået ud af de to kvindelige hovedroller. Det er langt fra umuligt, at Trier med fundet af den filmdebuterende skuespillerinde Emily Watson har opdaget en stjerne, vi kommer til at se meget til senere hen. Hendes indfølte spil skildrer præcis rollens skift mellem det helgenagtige opofrende og det hysteriske. Og Katrin Cartlidge, der har spillet med i Mike Leighs to seneste film, får med sine lidt specielle ansigtstræk skabt sympati for en svær og modsætningsfyldt karakter. Det skal i øvrigt lige bemærkes, at det frarådes kvindelige Jean-Marc Barr-fans, som gerne vil stønne videre over sexsymbolet fra "The Big Blue" at købe billet til filmen udelukkende med dette for øje. Barr optræder tyndhåret (for ikke at sige halvskaldet), konstant grinende fjoget, og med verdenshistoriens grimmeste bakkenbarter gennem hele filmen.
Man må bifalde Triers ambition om at droppe det tekniske reklamefilmslook (filmen er, som "Riget", filmet med håndholdt kamera, konstante små tidsoverspring og ind i mellem med bevidst uskarpe billeder). Alligevel kan en vis skuffelse ikke undgå at melde sig. På trods af de mange ord om melodrama er filmen nemlig alligevel solidt forankret i den art-house-genre, som Trier herhjemme er den ypperste repræsentant for. Det er en stærk film, ikke for svage sjæle, og en film der især i den første time får de store følelser frem og virkelig griber sin tilskuer. Men hele den anden time føles for lang og for rodet - der er som om Trier vil for meget på en gang, og derved får sat sin handling i stå. Selv om filmen efter sigende er klippet ned fra næsten fire timer til de nuværende 2 timer og 38 minutter, så er det lang tid at sidde presset tilbage i biografsædet af store følelser, når der i hele den anden time ikke rigtigt sker noget. Faktisk fungerer filmen bedst i sin indledende etablering af sammenstødet mellem olieplatform-miljøet og det religiøse lilleby-miljø, også fordi der er mere humor i filmen her end i de lange, tragiske og gravalvorlige forløb.
Der er ingen tvivl om, at Triers talent er usvækket, men som man så ofte siger, når man som anmelder skal dække over en lidt skuffet oplevelse: Vi venter spændt på den næste film. Hvis Trier kan kombinere sin nyfunde alvor, tyngde og indtrængende stil med humoren og det mere stramme forløb fra "Riget", så venter der noget helt stort lige om hjørnet
19/11-2018
