Den åndelige kærlighed
3.0
Denne gang er det en død kvinde, der går
En ny genre er født. En genre med temaet "kærlighed trods tremmer". Film som omhandler denne, grundet omstændighederne, udelukkende åndelige kærlighed mellem en dødsdømt fange og en på forskellig måde moralsk vogter. Med "Dead Man Walking" som gennembrudsfilm fortsætter genrens sejrsgang nu med Bruce Beresfords "Last Dance". Spørgsmålet er om det er sejrsgang eller hærgen?
Med tiden og offentligheden som modstandere følger vi Cindy Liggetts (Sharon Stone) sidste uger, før hun skal henrettes. Hun har som ung begået dobbeltmord. Mord begået i tåger af sprut og heroin og med en datter af hjembyens betydeligeste familie som offer. Cindy har i årenes løb appelleret sagen adskillige gange men har så småt affundet sig med sin skæbne.
En ung advokat, Rick Hayes (Rob Morrow), ansat per nepotisme tildeles sagen, idet den efterhånden er stagneret og ufarlig at abejde med, da jobbet primært består af rutineundersøgelser. Men Rick viser sig selvfølgelig af være af en anden støbning end de andre advokater, som primært har haft politiske eller karrieremæssige interesser. Rick ser tydeligt, at Cindy er blevet uretfærdigt behandlet, og han appellerer sagen endnu en gang. Dette kræver dog Cindys samarbejde, og her er det filmens egentlige historie tager sit udgangspunkt. Mødet med Cindy er ikke så ligetil, for hun er mistroisk over for advokater, og for hende er Rick blot endnu en perle i rækken - desuden ønsker hun efterhånden blot at få fred.
Pænt håndværk
"Last Dance" vil fortælle historien om dette usædvanlige møde, og derfor er selve forbrydelsen - typisk tilbageblik i sort/hvid grovkornet slow motion - og den sidste afgørende retsag - få scener a lá Perry Mason - ikke centrale. Væsentligt, men forudsigeligt, er det, at tiltrækningen mellem dem komplicerer mere end mildner Cindys sidste uger. Rick fascineres af hende og hans ildhu for at få dødsdommen ændret, smadrer Cindys afklarede forhold til det faktum, at hun skal dø. Hendes desperation for at få ham til at slippe hende er forståelig, for hvad Cindy og bestemt ikke Rick, indser er, at straffen højest ændres til livsvarigt fængsel.
"Last Dance" er et solid amerikansk drama, spændende og medrivende. Ikke noget dybt eller filosofisk værk, men dog gribende i sin beskrivelse af de stressfaktorer og psykologiske mekanismer Cindy oplever i forbindelse med henrettelsens evindelige udsættelse. Hendes menneskelige og på mange måder intellektuelle indsigt er dog til tider utroværdig, idet hun samtidig forsøges fremstillet som et understimuleret pigebarn, vokset op i slummen med stoffer og alkohol som eneste underholdning.
Synd er det, at "Last Dance" er en kønsskifteoperation af "Dead Man Walking". Har man set den - ja, den kom jo først - er historien reelt er udkogt.
En ny genre er født. En genre med temaet "kærlighed trods tremmer". Film som omhandler denne, grundet omstændighederne, udelukkende åndelige kærlighed mellem en dødsdømt fange og en på forskellig måde moralsk vogter. Med "Dead Man Walking" som gennembrudsfilm fortsætter genrens sejrsgang nu med Bruce Beresfords "Last Dance". Spørgsmålet er om det er sejrsgang eller hærgen?
Med tiden og offentligheden som modstandere følger vi Cindy Liggetts (Sharon Stone) sidste uger, før hun skal henrettes. Hun har som ung begået dobbeltmord. Mord begået i tåger af sprut og heroin og med en datter af hjembyens betydeligeste familie som offer. Cindy har i årenes løb appelleret sagen adskillige gange men har så småt affundet sig med sin skæbne.
En ung advokat, Rick Hayes (Rob Morrow), ansat per nepotisme tildeles sagen, idet den efterhånden er stagneret og ufarlig at abejde med, da jobbet primært består af rutineundersøgelser. Men Rick viser sig selvfølgelig af være af en anden støbning end de andre advokater, som primært har haft politiske eller karrieremæssige interesser. Rick ser tydeligt, at Cindy er blevet uretfærdigt behandlet, og han appellerer sagen endnu en gang. Dette kræver dog Cindys samarbejde, og her er det filmens egentlige historie tager sit udgangspunkt. Mødet med Cindy er ikke så ligetil, for hun er mistroisk over for advokater, og for hende er Rick blot endnu en perle i rækken - desuden ønsker hun efterhånden blot at få fred.
Pænt håndværk
"Last Dance" vil fortælle historien om dette usædvanlige møde, og derfor er selve forbrydelsen - typisk tilbageblik i sort/hvid grovkornet slow motion - og den sidste afgørende retsag - få scener a lá Perry Mason - ikke centrale. Væsentligt, men forudsigeligt, er det, at tiltrækningen mellem dem komplicerer mere end mildner Cindys sidste uger. Rick fascineres af hende og hans ildhu for at få dødsdommen ændret, smadrer Cindys afklarede forhold til det faktum, at hun skal dø. Hendes desperation for at få ham til at slippe hende er forståelig, for hvad Cindy og bestemt ikke Rick, indser er, at straffen højest ændres til livsvarigt fængsel.
"Last Dance" er et solid amerikansk drama, spændende og medrivende. Ikke noget dybt eller filosofisk værk, men dog gribende i sin beskrivelse af de stressfaktorer og psykologiske mekanismer Cindy oplever i forbindelse med henrettelsens evindelige udsættelse. Hendes menneskelige og på mange måder intellektuelle indsigt er dog til tider utroværdig, idet hun samtidig forsøges fremstillet som et understimuleret pigebarn, vokset op i slummen med stoffer og alkohol som eneste underholdning.
Synd er det, at "Last Dance" er en kønsskifteoperation af "Dead Man Walking". Har man set den - ja, den kom jo først - er historien reelt er udkogt.
19/11-2018
