Cirkus drømmeland
1.0
Drømme er ikke, hvad de har været
Efter en bragende god start og endnu en halv time med fine takter, forvandler "Lille Nemo i drømmeland" sig til lille Ole med paraplyen. Døsig og lettere uinteresseret overværer man den tapre Nemo (otte års forstadsunge, med et hjerte af sødmælk) kæmpe mod mareridtets onde hersker, og sidder vel nærmest med et slags ubegavet smil, da slutsekvensen melder om tutte-nuttede drømmeprinsesser og cirkus i byen. "Lille Nemo i drømmeland" er en meget professionel og upersonlig håndteret film, der, med Disney-tegnerne Frank Thomas og Ollie Johnston ved tegnebrættet, til fulde viser tegnefilmgenrens manglende vilje til fornyelse.
Designede drømme
Selveste Jean 'Moebius' Giraud har stået for koncept-designet. Det var ham, som udformede rumvæsnet i "Alien" og eventyrfigurerne i "Willow", og i "Lille Nemo" har han sørget for den surreelle cirkus-atmosfære i drømmeland. Personligt finder jeg klovnenes groteske smil dæmoniske, og havde det været et rent Giraud-produkt, var den psykotiske undertekst næppe utilsigtet. Men det er det desværre ikke. William Hurtz (endnu et Disney-levn) har svunget instruktørstokken, og skåret franskmandens ideer ned til en kommerciel fællesnævner.
Starten er som nævnt fremragende. Med sin seng som cockpit drøner Nemo ud gennem vinduet, op over skyerne indtil et mareridt knuser hans Peter Pan-drøm. Et damplokomotiv på størrelse med en jumbojet pløjer sig vej gennem skyerne, og Nemo forsøger med sengen i turbo-drive at undslippe. Perspektivet fører os 800 grader rundt om begivenhederne, indtil vi med Nemo skvatter ud af sengen, ud af mareridtet. Næste nat kommer invitationen; Nemo er kaldet til drømmeland, hvor Kong Morfeus vil udråbe ham til arving. Han overrækkes landets nøgle, men kommer til at åbne en meget forbudt dør, hvor mareridtet er fanget. Med et kongescepter som laservåben er Nemos kamp for de gode drømmes fremtid begyndt.
Dette plot lyder ligeså klassisk, ligeså kedeligt, som det opleves. Filmen er erklæret uegnet for børn under syv år, og det er forståeligt, eftersom mareridtslandet er beskrevet med en spektakulær form for uhygge. Alligevel virkede disse tredjerangs-kryb fra søvnens kælder ikke rigtig gennemtænkte. Overdæmonen, herskeren over alle mareridt, er kun en skygge af sig selv, og - symptomatisk for hele filmen - tager det kun cirka to minutter for Nemo at aflive ham. "Drømme er ikke, hvad de har været", hørte jeg en anmelder-kollega sige, og det er faktisk det mest rammende, der kan siges om "Lille Nemo i drømmeland".
Efter en bragende god start og endnu en halv time med fine takter, forvandler "Lille Nemo i drømmeland" sig til lille Ole med paraplyen. Døsig og lettere uinteresseret overværer man den tapre Nemo (otte års forstadsunge, med et hjerte af sødmælk) kæmpe mod mareridtets onde hersker, og sidder vel nærmest med et slags ubegavet smil, da slutsekvensen melder om tutte-nuttede drømmeprinsesser og cirkus i byen. "Lille Nemo i drømmeland" er en meget professionel og upersonlig håndteret film, der, med Disney-tegnerne Frank Thomas og Ollie Johnston ved tegnebrættet, til fulde viser tegnefilmgenrens manglende vilje til fornyelse.
Designede drømme
Selveste Jean 'Moebius' Giraud har stået for koncept-designet. Det var ham, som udformede rumvæsnet i "Alien" og eventyrfigurerne i "Willow", og i "Lille Nemo" har han sørget for den surreelle cirkus-atmosfære i drømmeland. Personligt finder jeg klovnenes groteske smil dæmoniske, og havde det været et rent Giraud-produkt, var den psykotiske undertekst næppe utilsigtet. Men det er det desværre ikke. William Hurtz (endnu et Disney-levn) har svunget instruktørstokken, og skåret franskmandens ideer ned til en kommerciel fællesnævner.
Starten er som nævnt fremragende. Med sin seng som cockpit drøner Nemo ud gennem vinduet, op over skyerne indtil et mareridt knuser hans Peter Pan-drøm. Et damplokomotiv på størrelse med en jumbojet pløjer sig vej gennem skyerne, og Nemo forsøger med sengen i turbo-drive at undslippe. Perspektivet fører os 800 grader rundt om begivenhederne, indtil vi med Nemo skvatter ud af sengen, ud af mareridtet. Næste nat kommer invitationen; Nemo er kaldet til drømmeland, hvor Kong Morfeus vil udråbe ham til arving. Han overrækkes landets nøgle, men kommer til at åbne en meget forbudt dør, hvor mareridtet er fanget. Med et kongescepter som laservåben er Nemos kamp for de gode drømmes fremtid begyndt.
Dette plot lyder ligeså klassisk, ligeså kedeligt, som det opleves. Filmen er erklæret uegnet for børn under syv år, og det er forståeligt, eftersom mareridtslandet er beskrevet med en spektakulær form for uhygge. Alligevel virkede disse tredjerangs-kryb fra søvnens kælder ikke rigtig gennemtænkte. Overdæmonen, herskeren over alle mareridt, er kun en skygge af sig selv, og - symptomatisk for hele filmen - tager det kun cirka to minutter for Nemo at aflive ham. "Drømme er ikke, hvad de har været", hørte jeg en anmelder-kollega sige, og det er faktisk det mest rammende, der kan siges om "Lille Nemo i drømmeland".
19/11-2018