Gal ungdom
2.0
Amputeret drama, der halter forgæves
Konflikten i "Mad Love" tager udgangspunkt i den oprørske 'high-school' teenager Casey (Drew Barrymore), for hvem livet er mere end lektier og familiehygge. I Seattles bedrestillede ungdomsmiljø forelsker hun sig i naboens søn Matt (Chris O'Donnell), der gennem linsen i sin stjernekikkert har researchet i Caseys vilde excesser.
Forholdet udvikler sig til noget, man kunne kalde overmodig lidenskab, og resulterer i en tankeløs flugt fra forældre og psykologer, der vil have pigen anbragt på en institution. Casey er syg, hedder det sig, depressiv. Men Matt, som ellers er sådan en sympatisk knægt, der tager sig af indkøb og søskende, er ikke parat til at springe med på den vogn.
Historien er klassisk bygget op omkring det fremmedes forførende virkning på en velafbalanceret Matt, der i Casey ser en utilpasset glæde ved livet langsomt opløse sig i delirisk afmagt. Overraskelserne er få, omend den ikke helt lykkelige slutning til dels formår at snigløbe ens forventninger til Hollywood-konventionerne.
Mod slutningen rejser filmen sig faktisk i takt med Drew Barrymores skuespilpræstation fra en position som B-ungdomsfilm til solid psykologisk dramatik. Der er masser af vink til 'road-movien' a la "Thelma og Louise", uden at dette forlæg i øvrigt tåler nogen sammenligning med "Mad Love's" jævne ambitionsniveau. Havde instruktøren Antonia Bird ("Inspector Morse", "Priest") satset mere på det psykologiske tema, og mindre på en fortegnet ungdoms autoritetsoprør, kunne resultatet være blevet en hel film. I stedet får man en halv, og det er - hvor væsentlig problemstillingen end tager sig ud - med til at gøre "Mad Love" langstrakt, middelmådig og uvedkommende.
Konflikten i "Mad Love" tager udgangspunkt i den oprørske 'high-school' teenager Casey (Drew Barrymore), for hvem livet er mere end lektier og familiehygge. I Seattles bedrestillede ungdomsmiljø forelsker hun sig i naboens søn Matt (Chris O'Donnell), der gennem linsen i sin stjernekikkert har researchet i Caseys vilde excesser.
Forholdet udvikler sig til noget, man kunne kalde overmodig lidenskab, og resulterer i en tankeløs flugt fra forældre og psykologer, der vil have pigen anbragt på en institution. Casey er syg, hedder det sig, depressiv. Men Matt, som ellers er sådan en sympatisk knægt, der tager sig af indkøb og søskende, er ikke parat til at springe med på den vogn.
Historien er klassisk bygget op omkring det fremmedes forførende virkning på en velafbalanceret Matt, der i Casey ser en utilpasset glæde ved livet langsomt opløse sig i delirisk afmagt. Overraskelserne er få, omend den ikke helt lykkelige slutning til dels formår at snigløbe ens forventninger til Hollywood-konventionerne.
Mod slutningen rejser filmen sig faktisk i takt med Drew Barrymores skuespilpræstation fra en position som B-ungdomsfilm til solid psykologisk dramatik. Der er masser af vink til 'road-movien' a la "Thelma og Louise", uden at dette forlæg i øvrigt tåler nogen sammenligning med "Mad Love's" jævne ambitionsniveau. Havde instruktøren Antonia Bird ("Inspector Morse", "Priest") satset mere på det psykologiske tema, og mindre på en fortegnet ungdoms autoritetsoprør, kunne resultatet være blevet en hel film. I stedet får man en halv, og det er - hvor væsentlig problemstillingen end tager sig ud - med til at gøre "Mad Love" langstrakt, middelmådig og uvedkommende.
19/11-2018