Et ganske almindeligt år
3.0
Vi er i behageligt selskab i Forest Whitakers instruktørdebut
"Waiting to Exhale" er en ganske almindelig film. Den handler om ganske almindelige mennesker med ganske almindelige problemer. Det eneste, der adskiller dét år, vi skal tilbringe i selskab med Savannah, Bernadine, Gloria og Robin, fra et ganske almindeligt år, er, at "Waiting to Exhale" kun varer godt to timer og at rollerne spilles af så ualmindelige kvinder som eksempelvis Whitney Houston og Angela Bassett.
Instruktøren Forest Whitaker har lavet en film om fire farvede kvinder i starten af trediverne. De har arbejde og børn, men problemer med at finde en god mand. Kort sagt, de lever ganske almindelige liv, er ikke helt unge længere og føler stadig ikke, de har opnået det, de gerne vil.
En hvid kvinde
Bernadine (Angela Bassett) var den af de fire, der troede, hun havde fundet lykken med sin familie. Men næppe er filmen i gang, før manden forlader hende til fordel for sin sekretær. "En hvid kvinde" hvæser Bernadine med foragt i stemmen. Replikken rummer en vis tragisk humor og illustrerer perfekt den knuste kvindes knækkede stolthed, men jeg noterer mig, at en hvid kvinde, der havde talt tilsvarende om en farvet, ville fremstå som en temmelig usympatisk figur. Dette være sagt ikke i forargelse over Bernadines replik, men som et stille suk over, at en "hvid" film ville være den tilsvarende effekt fattigere.
Nu er det ikke en grå socialrealistisk beretning, det her drejer sig om, der skulle jo gerne trækkes et publikum i biografen. Så Savannah, der har ambitioner om at blive tv-producer, spilles af Whitney Houston. Det forhindrer imidlertid ikke, at også hun savner en mand i sit liv. Hun har ganske vist en affære med en gift mand, men han bliver ved at holde hende hen med forsikringer om, at han nok skal forlade konen, bare ikke lige nu...
De to andre, Gloria (Loretta Divine) og Robin (Lela Rochon), fylder mindre i filmen end Houston og Bassett, men gør hver især en god figur: Divine er en stor, moderlig kvinde, der bekymrer sig alt for meget om sin næsten voksne søn, mens Rochon er en lille fager sag og måske den, der vokser mest i løbet af filmen.
Bassett er overbevisende som den sårede Bernadine, der holder ryggen rank. Men hun er på nippet til at overspille, når hun bøjer sig for sin desperation og glemmer sin værdighed. I modsætning hertil leverer Houston en helt igennem fin præstation som den afdæmpede og solide Savannah. Det lykkes hende faktisk at være en ganske almindelig pige med lyster, ønsker og bekymringer, selvom hun er en gudesmuk popstjerne.
"Waiting to Exhale" er en af den slags film, der fortæller sin ganske lille historie på en charmerende måde, stille og med humor. Den er vældig banal, men indimellem kan man trænge til at blive mindet om det banale. Er man i dét humør, så er Savannah, Bernadine, Gloria og Robin rigtig godt selskab.
"Waiting to Exhale" er en ganske almindelig film. Den handler om ganske almindelige mennesker med ganske almindelige problemer. Det eneste, der adskiller dét år, vi skal tilbringe i selskab med Savannah, Bernadine, Gloria og Robin, fra et ganske almindeligt år, er, at "Waiting to Exhale" kun varer godt to timer og at rollerne spilles af så ualmindelige kvinder som eksempelvis Whitney Houston og Angela Bassett.
Instruktøren Forest Whitaker har lavet en film om fire farvede kvinder i starten af trediverne. De har arbejde og børn, men problemer med at finde en god mand. Kort sagt, de lever ganske almindelige liv, er ikke helt unge længere og føler stadig ikke, de har opnået det, de gerne vil.
En hvid kvinde
Bernadine (Angela Bassett) var den af de fire, der troede, hun havde fundet lykken med sin familie. Men næppe er filmen i gang, før manden forlader hende til fordel for sin sekretær. "En hvid kvinde" hvæser Bernadine med foragt i stemmen. Replikken rummer en vis tragisk humor og illustrerer perfekt den knuste kvindes knækkede stolthed, men jeg noterer mig, at en hvid kvinde, der havde talt tilsvarende om en farvet, ville fremstå som en temmelig usympatisk figur. Dette være sagt ikke i forargelse over Bernadines replik, men som et stille suk over, at en "hvid" film ville være den tilsvarende effekt fattigere.
Nu er det ikke en grå socialrealistisk beretning, det her drejer sig om, der skulle jo gerne trækkes et publikum i biografen. Så Savannah, der har ambitioner om at blive tv-producer, spilles af Whitney Houston. Det forhindrer imidlertid ikke, at også hun savner en mand i sit liv. Hun har ganske vist en affære med en gift mand, men han bliver ved at holde hende hen med forsikringer om, at han nok skal forlade konen, bare ikke lige nu...
De to andre, Gloria (Loretta Divine) og Robin (Lela Rochon), fylder mindre i filmen end Houston og Bassett, men gør hver især en god figur: Divine er en stor, moderlig kvinde, der bekymrer sig alt for meget om sin næsten voksne søn, mens Rochon er en lille fager sag og måske den, der vokser mest i løbet af filmen.
Bassett er overbevisende som den sårede Bernadine, der holder ryggen rank. Men hun er på nippet til at overspille, når hun bøjer sig for sin desperation og glemmer sin værdighed. I modsætning hertil leverer Houston en helt igennem fin præstation som den afdæmpede og solide Savannah. Det lykkes hende faktisk at være en ganske almindelig pige med lyster, ønsker og bekymringer, selvom hun er en gudesmuk popstjerne.
"Waiting to Exhale" er en af den slags film, der fortæller sin ganske lille historie på en charmerende måde, stille og med humor. Den er vældig banal, men indimellem kan man trænge til at blive mindet om det banale. Er man i dét humør, så er Savannah, Bernadine, Gloria og Robin rigtig godt selskab.
19/11-2018