Nyt syn på gammel kending
4.0
Historien om en tjenestepige hos Dr. Jekyll og Mr. Hyde er blevet til en ganske vellykket film
Den gotiske gyserhistorie "The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde" af Robert Louis Stevenson er en klassiker. Den er blevet filmatiseret adskillige gange, ligesom dobbeltgængeren som tematisk figur har optrådt hyppigt op gennem filmhistorien. I forlængelse af de senere års filmatiseringer af klassisk gyserlitteratur, Francis Ford Coppolas "Bram Stoker's Dracula" og Kenneth Branaghs "Mary Shelley's Frankenstein", kommer nu Stephen Frears' "Mary Reilly".
Mary Reilly (Julia Roberts) er tjenestepige i huset hos den gode og dygtige doktor Henry Jekyll (John Malkovich). Mary har et godt og tillidsfuldt forhold til doktoren, der for tiden er i gang med et meget vigtigt og frem for alt hemmeligt eksperiment. Han har derfor brug for Marys, og de andre tjenestefolks, støtte og loyalitet.
Det gælder ikke mindst, da doktorens mystiske assistent, Mr. Hyde, begynder at dukke op i huset. Den rolige og beherskede doktor har tilsyneladende taget den energiske og vitale, men også uregerlige og voldelige yngling under sine vinger. Så Mary må løbe ærinder i byen for at udrede Mr. Hydes tiltagende udskejelser, samtidig med at doktorens kræfter svinder.
Da Mary endelig møder Mr. Hyde er det med en blanding af ængstelse og betagelse. Hun har fået færden af Hydes hårrejsende gerninger i byen, men over for hende er han charmerende, morsom og tiltrækkende. Mary står altså mellem de to mænd, den pålidelige Dr. Jekyll og den uforudsigelige, farlige Mr. Hyde.
Man har nok en fornemmelse af, at Mary på et tidspunkt skal opdage en forbindelse mellem de to, og i takt med at myndighederne begynder at interessere sig for denne Mr. Hydes laden og gøren, må hun bevise sin loyalitet over for Dr. Jekyll.
Stemningsmættet
"Mary Reilly" er en flot og atmosfæreladet film der forholder sig originalt til sit forlæg ved at lægge synsvinklen hos en (kvindelig) biperson i Stevensons historie. Marys figur tilføjer en dimension af kærlighed og menneskelighed, både i forhold til Jekyll og Hyde. Dertil kommer de stemningsmættede billeder af den gotisk-ekspressionistiske scenografi, som præcist rammer historiens mørke, tragiske tone.
Julia Roberts er velvalgt i rollen som den trofaste og uskyldige Mary, der ikke desto mindre må give efter for Hydes dæmoniske tiltrækning. Roberts udnytter også Marys dunkle fortid til at give rollen dybde. Men måske er filmens største aktiv John Malkovich i dobbeltrollen som Jekyll/Hyde. Denne skuespiller mestrer virkelig balancegang på en knivsæg. Den velovervejede og tillidsvækkende Jekyll har nøjagtig den grad af undertrykt farlighed, der forbinder ham troværdigt med Hyde. Omvendt er Hydes møder med Mary udtryk for, at også han har kærlige og ømme følelser.
Netop fordi Malkovich's spil er så flot i sig selv, skuffes jeg i den grad over filmens afsluttende scener. Her skal forvandlingen fra Jekyll til Hyde udpensles på den mest effektjagende og computeranimerede vis. Det er at banalisere dobbeltgængertemaet og underminere en stor skuespilpræstation. Hvornår finder special-effects-folket ud af at "less is more"?
Det er dog ikke nok til at spolere en altovervejende god filmoplevelse, først og fremmest båret af fremragende skuespil, stilfuld fotografering og scenografi samt - ikke at forglemme - en evigt appellerende historie om menneskets to sider: Den gode og den onde.
Den gotiske gyserhistorie "The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde" af Robert Louis Stevenson er en klassiker. Den er blevet filmatiseret adskillige gange, ligesom dobbeltgængeren som tematisk figur har optrådt hyppigt op gennem filmhistorien. I forlængelse af de senere års filmatiseringer af klassisk gyserlitteratur, Francis Ford Coppolas "Bram Stoker's Dracula" og Kenneth Branaghs "Mary Shelley's Frankenstein", kommer nu Stephen Frears' "Mary Reilly".
Mary Reilly (Julia Roberts) er tjenestepige i huset hos den gode og dygtige doktor Henry Jekyll (John Malkovich). Mary har et godt og tillidsfuldt forhold til doktoren, der for tiden er i gang med et meget vigtigt og frem for alt hemmeligt eksperiment. Han har derfor brug for Marys, og de andre tjenestefolks, støtte og loyalitet.
Det gælder ikke mindst, da doktorens mystiske assistent, Mr. Hyde, begynder at dukke op i huset. Den rolige og beherskede doktor har tilsyneladende taget den energiske og vitale, men også uregerlige og voldelige yngling under sine vinger. Så Mary må løbe ærinder i byen for at udrede Mr. Hydes tiltagende udskejelser, samtidig med at doktorens kræfter svinder.
Da Mary endelig møder Mr. Hyde er det med en blanding af ængstelse og betagelse. Hun har fået færden af Hydes hårrejsende gerninger i byen, men over for hende er han charmerende, morsom og tiltrækkende. Mary står altså mellem de to mænd, den pålidelige Dr. Jekyll og den uforudsigelige, farlige Mr. Hyde.
Man har nok en fornemmelse af, at Mary på et tidspunkt skal opdage en forbindelse mellem de to, og i takt med at myndighederne begynder at interessere sig for denne Mr. Hydes laden og gøren, må hun bevise sin loyalitet over for Dr. Jekyll.
Stemningsmættet
"Mary Reilly" er en flot og atmosfæreladet film der forholder sig originalt til sit forlæg ved at lægge synsvinklen hos en (kvindelig) biperson i Stevensons historie. Marys figur tilføjer en dimension af kærlighed og menneskelighed, både i forhold til Jekyll og Hyde. Dertil kommer de stemningsmættede billeder af den gotisk-ekspressionistiske scenografi, som præcist rammer historiens mørke, tragiske tone.
Julia Roberts er velvalgt i rollen som den trofaste og uskyldige Mary, der ikke desto mindre må give efter for Hydes dæmoniske tiltrækning. Roberts udnytter også Marys dunkle fortid til at give rollen dybde. Men måske er filmens største aktiv John Malkovich i dobbeltrollen som Jekyll/Hyde. Denne skuespiller mestrer virkelig balancegang på en knivsæg. Den velovervejede og tillidsvækkende Jekyll har nøjagtig den grad af undertrykt farlighed, der forbinder ham troværdigt med Hyde. Omvendt er Hydes møder med Mary udtryk for, at også han har kærlige og ømme følelser.
Netop fordi Malkovich's spil er så flot i sig selv, skuffes jeg i den grad over filmens afsluttende scener. Her skal forvandlingen fra Jekyll til Hyde udpensles på den mest effektjagende og computeranimerede vis. Det er at banalisere dobbeltgængertemaet og underminere en stor skuespilpræstation. Hvornår finder special-effects-folket ud af at "less is more"?
Det er dog ikke nok til at spolere en altovervejende god filmoplevelse, først og fremmest båret af fremragende skuespil, stilfuld fotografering og scenografi samt - ikke at forglemme - en evigt appellerende historie om menneskets to sider: Den gode og den onde.
19/11-2018
