Tid til en gentagelse
2.0
Der bliver ikke budt på meget andet end stivnede manerer i dette forudsigelige kærlighedsdrama med Robert Redford og Michelle Pfeiffer
Når to filmstjerner mødes, opstår der ikke nødvendigvis sød musik. Også selvom den ene er Michelle Pfeiffer, den kølige erotiske skønhed, og den anden er Robert Redford, førsteelsker par exellence igennem en halv menneskealder. På papiret har det utvivlsomt slået gnister, da man blandede en cocktail af vildskab, ro, ungdom og erfaring, men i "Tid til kærlighed" er der ikke mange øjeblikke af ægte sensuel spænding.
Filmens handling er såre enkel. Den uprøvede, men ambitiøse Tally Atwater, Michelle Pfeiffer, ønsker at begå sig i tv-verdenen - hun vil være nyhedsværtinde. Tally opsøger den regionale tv-station med et hjemmelavet demobånd i baggagen. Den ældre, erfarne og helt igennem reelle nyhedsproducer, Warren Justice, der selvfølgelig spilles af Robert Redford, ser straks, at Tally har potentiale og ikke mindst vilje. Han lader hende starte i bunden af tv-hierakiet. Trinvis kastes hun ud i nye udfordringer. Tally avancerer til jobbet som vejrpige for tilsidst at slå sine folder som nyhedsreporter.
Den erfarne Warren lever og ånder for hæderkronede journalistiske pricipper, og Tally er udset til at være arvtageren. Han iscenesætter hende i sit eget billede. Mentoren bliver ikke overraskende til elskeren, og så skal man trækkes igennem endnu en forudsigelig skildring af spirende kærlighed. Når et nyforelsket par skal skildres i en Hollywood film, sker det nemlig efter klassiske og efterhånden også kedsommelige principper. Der skal gås tur langs atlanterhavskysten, spises kinesisk "take-away" på gulvet, mens der diskuteres indædt o.s.v. .
Deja-vu
Som hele filmen indirekte handler om tv-mediets iscenesættelse af virkeligheden, så den fremstår enkel og letfordøjelig, bliver filmen selv et udtryk for det samme. "Tid til kærlighed" er sprængfuld af manerer, blottet for naturlighed og autencitet. I et plastisk miljø udspiller der sig en ligeså syntetisk historie. Redford bidrager med sine "Alle præsidentens mænd"-manerer, som nyhedsjagende, sandhedssøgende og selvfølgelig dybt troværdig. Pfeiffer med blandingen af komik og sensualitet, hun så fordelagtigt har benyttet sig af i "Gift med mafiaen" og "De fabelagtige Baker Boys". Begge præstationer er selvfølgelig hæderlige men dybt forudsigelige. De er begge stivnede i alt for skræddersyede roller.
Det kan undre, at instruktøren Jon Avnet, der bl.a. har instrueret "Stegte grønne tomater", ikke har været i stand til at få mere ud af sine skuspillere. Tally's og Warrens's forhold tynges med tiden af, at Tally's berømmelse overstiger Warren's. Han kan ikke lære hende mere og frygter, at han har udspillet sin egen rolle både som mentor og elsker. Jeg fristes næsten til at sige, at "det tror da f....., når du er så fuldstændig forudsigelig og kedelig". Det synes Michelle Pfeiffer imidlertid ikke, og efter sigende er det amerikanske publikum også ganske tilfredse. Men mig har ingen overbevist.
Når to filmstjerner mødes, opstår der ikke nødvendigvis sød musik. Også selvom den ene er Michelle Pfeiffer, den kølige erotiske skønhed, og den anden er Robert Redford, førsteelsker par exellence igennem en halv menneskealder. På papiret har det utvivlsomt slået gnister, da man blandede en cocktail af vildskab, ro, ungdom og erfaring, men i "Tid til kærlighed" er der ikke mange øjeblikke af ægte sensuel spænding.
Filmens handling er såre enkel. Den uprøvede, men ambitiøse Tally Atwater, Michelle Pfeiffer, ønsker at begå sig i tv-verdenen - hun vil være nyhedsværtinde. Tally opsøger den regionale tv-station med et hjemmelavet demobånd i baggagen. Den ældre, erfarne og helt igennem reelle nyhedsproducer, Warren Justice, der selvfølgelig spilles af Robert Redford, ser straks, at Tally har potentiale og ikke mindst vilje. Han lader hende starte i bunden af tv-hierakiet. Trinvis kastes hun ud i nye udfordringer. Tally avancerer til jobbet som vejrpige for tilsidst at slå sine folder som nyhedsreporter.
Den erfarne Warren lever og ånder for hæderkronede journalistiske pricipper, og Tally er udset til at være arvtageren. Han iscenesætter hende i sit eget billede. Mentoren bliver ikke overraskende til elskeren, og så skal man trækkes igennem endnu en forudsigelig skildring af spirende kærlighed. Når et nyforelsket par skal skildres i en Hollywood film, sker det nemlig efter klassiske og efterhånden også kedsommelige principper. Der skal gås tur langs atlanterhavskysten, spises kinesisk "take-away" på gulvet, mens der diskuteres indædt o.s.v. .
Deja-vu
Som hele filmen indirekte handler om tv-mediets iscenesættelse af virkeligheden, så den fremstår enkel og letfordøjelig, bliver filmen selv et udtryk for det samme. "Tid til kærlighed" er sprængfuld af manerer, blottet for naturlighed og autencitet. I et plastisk miljø udspiller der sig en ligeså syntetisk historie. Redford bidrager med sine "Alle præsidentens mænd"-manerer, som nyhedsjagende, sandhedssøgende og selvfølgelig dybt troværdig. Pfeiffer med blandingen af komik og sensualitet, hun så fordelagtigt har benyttet sig af i "Gift med mafiaen" og "De fabelagtige Baker Boys". Begge præstationer er selvfølgelig hæderlige men dybt forudsigelige. De er begge stivnede i alt for skræddersyede roller.
Det kan undre, at instruktøren Jon Avnet, der bl.a. har instrueret "Stegte grønne tomater", ikke har været i stand til at få mere ud af sine skuspillere. Tally's og Warrens's forhold tynges med tiden af, at Tally's berømmelse overstiger Warren's. Han kan ikke lære hende mere og frygter, at han har udspillet sin egen rolle både som mentor og elsker. Jeg fristes næsten til at sige, at "det tror da f....., når du er så fuldstændig forudsigelig og kedelig". Det synes Michelle Pfeiffer imidlertid ikke, og efter sigende er det amerikanske publikum også ganske tilfredse. Men mig har ingen overbevist.
19/11-2018
