Robert kan stadig
2.0
Det er rart at se Robert Mitchum i den ellers noget blandede co-produktion " The Sunset Boys"
Jeg har altid været stor fan af den amerikanske skuespiller Robert Mitchum. Hans pondus, stemme og klippefaste udtryksløshed radierer en særlig blanding af psykopatisk charme og ærkeamerikanske værdier. Han debuterede i 1943 og har siden da medvirket i mere end 130 film. Man husker ham fra fremragende optrædender i "Out of the Past" (1947), "Cape Fear" (1962) og selvfølgelig som Puk Henry i storserien "Europa i Flammer".
Det var derfor med nysgerrig forventning, at jeg gik i biografen og så " The Sunset Boys" en dansk, norsk, tysk co-produktion med danske, norske, svenske, tyske og amerikanske skuespillere - heriblandt Robert Mitchum.
Han spiller lægen Ernest Bogan, der sammen med vennerne Ted Roth (Cliff Robertson - en anden af de store amerikanske skuespillere) og August Lind (Erland Josephson) er taget til Norge for at kidnappe den dødsyge Carl Berner (Espen Skjønberg) og føre ham til den tyske by Heidelberg, hvor de alle fire studerede i årene op til 2. verdenskrig. I 1937 beseglede de nemlig, ved vennen Martin Kemps dødsleje - han blev dræbt af nazister, en pagt, der påbyder dem at hjælpe og støtte en døende ven og opfylde hans sidste ønske; og Carls sidste ønske er, at gense sin barndoms tabte kærlighed: Sangerinden Marianne Kemp, søster til Martin Kemp.
De tre aldrende venner går nu i gang med jagten på Marianne, og undervejs for de hjælp af både den lokale præst, redaktør, en politimand og den unge Nina, der spilles af danske Trine Pallesen. Opgaven er imidlertid vanskeligere end som så, for fortidens fortrængte minder og løgne omkring nazi-tiden begynder at trænge sig på, og visse personer, heriblandt Mariannes mand Leonard Hess, ønsker ikke at sandheden skal komme frem.
Nostalgi
De fire garvede skuespillere - Mitchum, Robertson, Josephson og Skjønberg - bærer sammen med den velvalgte musik og den afdæmpede stil filmen og skaber den fine nostalgi, der giver den liv. Derimod er manuskriptet præget af manglende fokus. Filmen vil på en gang være bittersød komedie, detektivhistorie, kærlighedsfilm, hjemstavnsfortælling og det hele pakket ind i tyskernes evige traume: nazismen. Det bliver både for meget og for lidt af det gode, og plottet kommer til at virke unødig kringlet.
Samtidig trænger flere undrende spørgsmål sig på, hvoraf det stærkeste nok er: "Hvorfor taler alle tyskere i filmen engelsk - også til hinanden". Et spørgsmål, der nok er anslået af min stærke irritation over, at den danske skuespiller Trine Pallesen spiller en tysk pige, der taler engelsk med dansk accent - og tydeligvis ikke befinder sig særlig godt med det. Her ser man virkelig faren ved co-produktionen, når mange forskellige nationaliteter smækkes sammen i en mærkelig "noget for noget" kompromisløsning.
Ret skal dog være ret, og "The Sunset Boys" er en af de film, man ikke ser så mange af i disse dage, hvor alting opgøres i 'stunts, stars and spectacle'. På sin vis meget 'altmodisch', en film hvor man som tilskuer lader tiden stå stille. Og så i øvrigt et rart gensyn med Robert Mitchum, der trods indfaldne kinder og alderens tæren, stadig har både pondus, stemme og psykopatisk charme.
Jeg har altid været stor fan af den amerikanske skuespiller Robert Mitchum. Hans pondus, stemme og klippefaste udtryksløshed radierer en særlig blanding af psykopatisk charme og ærkeamerikanske værdier. Han debuterede i 1943 og har siden da medvirket i mere end 130 film. Man husker ham fra fremragende optrædender i "Out of the Past" (1947), "Cape Fear" (1962) og selvfølgelig som Puk Henry i storserien "Europa i Flammer".
Det var derfor med nysgerrig forventning, at jeg gik i biografen og så " The Sunset Boys" en dansk, norsk, tysk co-produktion med danske, norske, svenske, tyske og amerikanske skuespillere - heriblandt Robert Mitchum.
Han spiller lægen Ernest Bogan, der sammen med vennerne Ted Roth (Cliff Robertson - en anden af de store amerikanske skuespillere) og August Lind (Erland Josephson) er taget til Norge for at kidnappe den dødsyge Carl Berner (Espen Skjønberg) og føre ham til den tyske by Heidelberg, hvor de alle fire studerede i årene op til 2. verdenskrig. I 1937 beseglede de nemlig, ved vennen Martin Kemps dødsleje - han blev dræbt af nazister, en pagt, der påbyder dem at hjælpe og støtte en døende ven og opfylde hans sidste ønske; og Carls sidste ønske er, at gense sin barndoms tabte kærlighed: Sangerinden Marianne Kemp, søster til Martin Kemp.
De tre aldrende venner går nu i gang med jagten på Marianne, og undervejs for de hjælp af både den lokale præst, redaktør, en politimand og den unge Nina, der spilles af danske Trine Pallesen. Opgaven er imidlertid vanskeligere end som så, for fortidens fortrængte minder og løgne omkring nazi-tiden begynder at trænge sig på, og visse personer, heriblandt Mariannes mand Leonard Hess, ønsker ikke at sandheden skal komme frem.
Nostalgi
De fire garvede skuespillere - Mitchum, Robertson, Josephson og Skjønberg - bærer sammen med den velvalgte musik og den afdæmpede stil filmen og skaber den fine nostalgi, der giver den liv. Derimod er manuskriptet præget af manglende fokus. Filmen vil på en gang være bittersød komedie, detektivhistorie, kærlighedsfilm, hjemstavnsfortælling og det hele pakket ind i tyskernes evige traume: nazismen. Det bliver både for meget og for lidt af det gode, og plottet kommer til at virke unødig kringlet.
Samtidig trænger flere undrende spørgsmål sig på, hvoraf det stærkeste nok er: "Hvorfor taler alle tyskere i filmen engelsk - også til hinanden". Et spørgsmål, der nok er anslået af min stærke irritation over, at den danske skuespiller Trine Pallesen spiller en tysk pige, der taler engelsk med dansk accent - og tydeligvis ikke befinder sig særlig godt med det. Her ser man virkelig faren ved co-produktionen, når mange forskellige nationaliteter smækkes sammen i en mærkelig "noget for noget" kompromisløsning.
Ret skal dog være ret, og "The Sunset Boys" er en af de film, man ikke ser så mange af i disse dage, hvor alting opgøres i 'stunts, stars and spectacle'. På sin vis meget 'altmodisch', en film hvor man som tilskuer lader tiden stå stille. Og så i øvrigt et rart gensyn med Robert Mitchum, der trods indfaldne kinder og alderens tæren, stadig har både pondus, stemme og psykopatisk charme.
19/11-2018