Herfra til elendigheden
3.0
Claude Lelouchs epos om livet i jammerdalen er storslået, raffineret og ujævn. Og så er den en time for lang.
Victor Hugos roman "Les Misérables" er en romantisk skæbnefortælling om straffefangen Jean Valjean, der til trods for sin menneskelige uskyld anklages og dømmes som et elendigt eksemplar af den menneskelige race. Hugos samfundskritik er tung og blodig, og peger med sin snavsede finger tilbage på ondskaben som et produkt af en betingelsesløs og umenneskelig retfærdighed. Jeans retfærdighedssans er intakt. Det er med andre ord samfundet, der har en skrue løs.
Lelouch's film er 'inspireret', som det hedder sig, af Hugos roman, og det er både filmens styrke og svaghed. Som det forholder sig med benbrud, da er krykkerne i starten en stor hjælp. På et tidspunkt må krykkerne imidlertid smides væk, for mennesket er bygget til at gå på to ben, ikke tre eller fire. Prøver man alligevel, bliver gangarten uvægerligt en sært hoppende rytme. Hugo er ikke direkte en sådan krykke, for som filmisk fortolkning, er Lelouchs præstation raffineret og gennemtrængende. På et tidspunkt må filmen dog markere sin selvstændighed, være film og ikke kun illustreret parafrase. Den markering flakker ganske enkelt for meget i Lelouchs film.
Når skæbnen kalder
Filmens centrale og bærende kraft leveres af Jean-Paul Belmondo, der spiller den evigt gode eks-bokser Henri Fortin. Belmondo har spillet med i et utal af film, siden han i 1960 brød igennem i filmen "Åndeløs" af Jean-Luc Godard, men på trods af hans udstråling, der synes at være i samme kategori som Sean Connery, er han en relativ sjælden gæst i den filmiske førstedivision. Forhåbentlig vil det ændre sig, når nu "Les Misérables" har fået tildelt en Golden Globe-pris som bedste udenlandske film.
Som søn af fattige forældre, følger man Fortins brydefulde vej gennem mellemkrigstidens Europa, hans kamp i modstandsbevægelsen, sejrens sødme og den afsluttende retssag, hvor den elendiges retfærdighed for en gang skyld påskønnes af samfundet. Fra barnsben har han set "Les Misérables" på film, og langsomt går det op for Fortin, at hans skæbne er identisk med Hugos romanfigur. Desværre kan han ikke læse, så i stedet beder han de mennesker, han møder, om at læse romanen højt. Man skulle jo nødigt gå fejl af sin helt private skæbnefortælling.
Fortin er Valjean, og det er for så vidt en udmærket pointe. Som romantisk helt i 1900-tallets krigeriske maskine, ligger figuren på randen af det anakronistiske, men med Belmondo i førersædet, går det endda. Skiftevis godmodigt smilende, vemodigt skuende og kraftfuldt handlende, bøjer han som den stærke mand i cirkuset sine medspillere ind i sin historie, indtil alt er på sin rette plads. Kun jødefamilien Ziman, som Fortin - delvist forgæves - prøver at redde fra tyskerne, er ny i sammenhængen, og symptomatisk er Zimans historie da også den mest originale.
Ømhed i glimt
Michel Boujenah og Alessandra Martines spiller det jødiske par, og jeg må på mine skælvende knæ bryde sammen og tilstå, at deres kærlighed gav mig en klump af lykke i halsen. Krigen er forlængst slut, da André Ziman vover sig ud af sit skjul. Et bondepar har med deres løgne om Tysklands sejr holdt André og hans penge som gidsler, og således gjort hans lidelser til endnu en brik i uretfærdighedens tjeneste. Da André mod filmens slutning igen møder sin kone, folder gensynet intet mindre end en bro af fin, fin ømhed ud over elendighedens hav.
Fortin kan til slut - med foråret pippende omkring ørerne - holde symbolsk bryllup for jødefamiliens datter Salomé og drengen Marius. Hermed forsones den jødiske krigsulykke med endnu en figur fra Hugos (og Fortins) roman, hvilket på en måde er en smuk gestus fra Lelouch. Instruktøren har selv produceret og skrevet manuskript, og hans sans for det enkle i det storslåede giver "Les Misérables" en unik stemning af stille optimisme midt i lidelserne.
Små tre timer er Lelouch om at fortælle sit epos, og da filmen runder den anden time, ser man frem til slutningen. Den kunne (som så mange andre film af den længde) have tålt endnu en tur i klipperummet. Det kunne også tænkes, at Lelouch havde været tjent med en partner, der kunne have tilført instruktøren et modspil og "Les Misérables" lidt mere konsekvens. Tag ikke fejl. Filmen er flot, men vakler til tider for meget mellem Hugo og Lelouch. Som det ligger nu, er det en fornem film med en sært hoppende original kapacitet.
Victor Hugos roman "Les Misérables" er en romantisk skæbnefortælling om straffefangen Jean Valjean, der til trods for sin menneskelige uskyld anklages og dømmes som et elendigt eksemplar af den menneskelige race. Hugos samfundskritik er tung og blodig, og peger med sin snavsede finger tilbage på ondskaben som et produkt af en betingelsesløs og umenneskelig retfærdighed. Jeans retfærdighedssans er intakt. Det er med andre ord samfundet, der har en skrue løs.
Lelouch's film er 'inspireret', som det hedder sig, af Hugos roman, og det er både filmens styrke og svaghed. Som det forholder sig med benbrud, da er krykkerne i starten en stor hjælp. På et tidspunkt må krykkerne imidlertid smides væk, for mennesket er bygget til at gå på to ben, ikke tre eller fire. Prøver man alligevel, bliver gangarten uvægerligt en sært hoppende rytme. Hugo er ikke direkte en sådan krykke, for som filmisk fortolkning, er Lelouchs præstation raffineret og gennemtrængende. På et tidspunkt må filmen dog markere sin selvstændighed, være film og ikke kun illustreret parafrase. Den markering flakker ganske enkelt for meget i Lelouchs film.
Når skæbnen kalder
Filmens centrale og bærende kraft leveres af Jean-Paul Belmondo, der spiller den evigt gode eks-bokser Henri Fortin. Belmondo har spillet med i et utal af film, siden han i 1960 brød igennem i filmen "Åndeløs" af Jean-Luc Godard, men på trods af hans udstråling, der synes at være i samme kategori som Sean Connery, er han en relativ sjælden gæst i den filmiske førstedivision. Forhåbentlig vil det ændre sig, når nu "Les Misérables" har fået tildelt en Golden Globe-pris som bedste udenlandske film.
Som søn af fattige forældre, følger man Fortins brydefulde vej gennem mellemkrigstidens Europa, hans kamp i modstandsbevægelsen, sejrens sødme og den afsluttende retssag, hvor den elendiges retfærdighed for en gang skyld påskønnes af samfundet. Fra barnsben har han set "Les Misérables" på film, og langsomt går det op for Fortin, at hans skæbne er identisk med Hugos romanfigur. Desværre kan han ikke læse, så i stedet beder han de mennesker, han møder, om at læse romanen højt. Man skulle jo nødigt gå fejl af sin helt private skæbnefortælling.
Fortin er Valjean, og det er for så vidt en udmærket pointe. Som romantisk helt i 1900-tallets krigeriske maskine, ligger figuren på randen af det anakronistiske, men med Belmondo i førersædet, går det endda. Skiftevis godmodigt smilende, vemodigt skuende og kraftfuldt handlende, bøjer han som den stærke mand i cirkuset sine medspillere ind i sin historie, indtil alt er på sin rette plads. Kun jødefamilien Ziman, som Fortin - delvist forgæves - prøver at redde fra tyskerne, er ny i sammenhængen, og symptomatisk er Zimans historie da også den mest originale.
Ømhed i glimt
Michel Boujenah og Alessandra Martines spiller det jødiske par, og jeg må på mine skælvende knæ bryde sammen og tilstå, at deres kærlighed gav mig en klump af lykke i halsen. Krigen er forlængst slut, da André Ziman vover sig ud af sit skjul. Et bondepar har med deres løgne om Tysklands sejr holdt André og hans penge som gidsler, og således gjort hans lidelser til endnu en brik i uretfærdighedens tjeneste. Da André mod filmens slutning igen møder sin kone, folder gensynet intet mindre end en bro af fin, fin ømhed ud over elendighedens hav.
Fortin kan til slut - med foråret pippende omkring ørerne - holde symbolsk bryllup for jødefamiliens datter Salomé og drengen Marius. Hermed forsones den jødiske krigsulykke med endnu en figur fra Hugos (og Fortins) roman, hvilket på en måde er en smuk gestus fra Lelouch. Instruktøren har selv produceret og skrevet manuskript, og hans sans for det enkle i det storslåede giver "Les Misérables" en unik stemning af stille optimisme midt i lidelserne.
Små tre timer er Lelouch om at fortælle sit epos, og da filmen runder den anden time, ser man frem til slutningen. Den kunne (som så mange andre film af den længde) have tålt endnu en tur i klipperummet. Det kunne også tænkes, at Lelouch havde været tjent med en partner, der kunne have tilført instruktøren et modspil og "Les Misérables" lidt mere konsekvens. Tag ikke fejl. Filmen er flot, men vakler til tider for meget mellem Hugo og Lelouch. Som det ligger nu, er det en fornem film med en sært hoppende original kapacitet.
19/11-2018
