For fuld musik
2.0
Der bør udleveres brækposer ved indgangen til Richard Dreyfuss%u2019 meget lange epos om en musiklærer med komponistambitioner
At %u201CMr. Holland's Opus%u201D er blevet en af USA%u2019s mest populære film er en af livets store gåder, der ligger på niveau med cirklens kvadratur, hvorfor køen ved siden af den man står i, altid bevæger sig hurtigere, og om der er et liv efter døden.
Man spørger sig selv hvorfor en film, der er så dårlig har fået så stort et publikum. Først og fremmest er den kvalmende sentimental. Det ville man næsten kunne tilgive den, hvis den var nogenlunde vellykket og vellavet, men det er den ikke. Den er alt for lang og hænger ikke ordentligt sammen.
30 lange år
Historien udspiller sig over tredive år. Den begynder i 1962, hvor Glenn Holland (Richard Dreyfuss) får arbejde på en highschool som musiklærer. Hans ambition er egentlig at komponere, og han regner med, at arbejdet som lærer vil give ham både økonomisk sikkerhed og tid til at komponere. Men han tager grueligt fejl. Lærergerningen er krævende og altopslugende. Han bliver grebet af den og investerer alt i at viderbringe musikglæde og selvtillid til sine elever. Det går udover hans komponistvirksomhed og over hans familieliv.
Filmen dækker tredive vigtige år i USA%u2019s historie - fra begyndelsen af 60%u2019erne til nu. Noget af det mest vellykkede i "Mr. Holland's Opus%u201D er sammen med de umærkelige ændringer i elevernes udseende, de små montager med vigtige historiske begivenheder, der markerer, at tiden går. Imidlertid ville det være en stor overdrivelse at påstå, at Mr. Holland's Opus%u201D har noget vigtigt at sige om USA%u2019s udvikling i de sidste tre årtier. Den handler om Glenn Hollands udvikling fra modvillig til dedikeret og passioneret underviser, for hvem lærergerningen er så vigtig, at det ikke gør noget, at hans komponistkarriere ryger i svinget. Filmens postulat er, at Mr. Holland, fordi han gribes af lærergerningen, går fra at være en halvdårlig, kedsommelig lærer til at være en fremragende og inspirerende lærer, der virkelig gør en forskel for sine elevers liv.
Violinernes film
Der er det bare, at filmen ikke rigtig hænger sammen. Den viser os ikke, at Mr. Holland er så fremragende en lærer, som især filmens slutscene postulerer. (Jeg røber nu slutningen, så hvis du af en eller anden grund vil se filmen, så lad være med at læse videre). Hen imod slutningen bliver Mr. Holland tvunget til at gå på pension, fordi musikafdelingen bliver nedlagt. I slutscenen hyldes han af tidligere og nuværende elever i et enormt optrin, hvor tårerne flyder og violinerne filer løs. Det er fuldstændig ude af proportion med resten af filmens forholdsvis afdæmpede tone. Underlægningsmusikken i filmen er gennemgående aldeles utålelig. Hver gang der er bare antydningen af følelser, filer 200 violiner løs for fuld lydstyrke. Selv den mest tungnemme vil være klar over, at nu sker der noget vigtigt.
Det kan også være vanskeligt, at acceptere den uforbeholdne hyldest af Mr. Holland, for på nogle punkter er han ikke særlig sympatisk. Han er en elendig far. Hans søn er døv, og Mr. Holland gør sig aldrig den ulejlighed at lære ordentligt tegnsprog, endsige involvere sig i hans liv. Da sønnen endelig tager bladet fra munden og fortæller ham, at han er en dårlig far, arrangerer Mr. Holland en koncert på sønnens skole og synger en sang for ham. I en håndevending får han sønnens tilgivelse, og de får et fint forhold. Mildest talt utroværdigt.
I løbet af filmen introduceres vi for en række bipersoner. Elever hvis liv Mr. Holland får indflydelse på gennem sin undervisning. Historierne bliver bare aldrig rigtig ført igennem, men kommer til at hænge halvfærdige. Så selvom filmen giver sig god tid - den varer 2 1/2 time - bliver den alligevel underlig overfladisk. Richard Dreyfuss spiller sådan set udmærket, men ikke så godt, at hans præstation kan redde filmen fra at være for lang, for sentimental og alt andet end vellykket
At %u201CMr. Holland's Opus%u201D er blevet en af USA%u2019s mest populære film er en af livets store gåder, der ligger på niveau med cirklens kvadratur, hvorfor køen ved siden af den man står i, altid bevæger sig hurtigere, og om der er et liv efter døden.
Man spørger sig selv hvorfor en film, der er så dårlig har fået så stort et publikum. Først og fremmest er den kvalmende sentimental. Det ville man næsten kunne tilgive den, hvis den var nogenlunde vellykket og vellavet, men det er den ikke. Den er alt for lang og hænger ikke ordentligt sammen.
30 lange år
Historien udspiller sig over tredive år. Den begynder i 1962, hvor Glenn Holland (Richard Dreyfuss) får arbejde på en highschool som musiklærer. Hans ambition er egentlig at komponere, og han regner med, at arbejdet som lærer vil give ham både økonomisk sikkerhed og tid til at komponere. Men han tager grueligt fejl. Lærergerningen er krævende og altopslugende. Han bliver grebet af den og investerer alt i at viderbringe musikglæde og selvtillid til sine elever. Det går udover hans komponistvirksomhed og over hans familieliv.
Filmen dækker tredive vigtige år i USA%u2019s historie - fra begyndelsen af 60%u2019erne til nu. Noget af det mest vellykkede i "Mr. Holland's Opus%u201D er sammen med de umærkelige ændringer i elevernes udseende, de små montager med vigtige historiske begivenheder, der markerer, at tiden går. Imidlertid ville det være en stor overdrivelse at påstå, at Mr. Holland's Opus%u201D har noget vigtigt at sige om USA%u2019s udvikling i de sidste tre årtier. Den handler om Glenn Hollands udvikling fra modvillig til dedikeret og passioneret underviser, for hvem lærergerningen er så vigtig, at det ikke gør noget, at hans komponistkarriere ryger i svinget. Filmens postulat er, at Mr. Holland, fordi han gribes af lærergerningen, går fra at være en halvdårlig, kedsommelig lærer til at være en fremragende og inspirerende lærer, der virkelig gør en forskel for sine elevers liv.
Violinernes film
Der er det bare, at filmen ikke rigtig hænger sammen. Den viser os ikke, at Mr. Holland er så fremragende en lærer, som især filmens slutscene postulerer. (Jeg røber nu slutningen, så hvis du af en eller anden grund vil se filmen, så lad være med at læse videre). Hen imod slutningen bliver Mr. Holland tvunget til at gå på pension, fordi musikafdelingen bliver nedlagt. I slutscenen hyldes han af tidligere og nuværende elever i et enormt optrin, hvor tårerne flyder og violinerne filer løs. Det er fuldstændig ude af proportion med resten af filmens forholdsvis afdæmpede tone. Underlægningsmusikken i filmen er gennemgående aldeles utålelig. Hver gang der er bare antydningen af følelser, filer 200 violiner løs for fuld lydstyrke. Selv den mest tungnemme vil være klar over, at nu sker der noget vigtigt.
Det kan også være vanskeligt, at acceptere den uforbeholdne hyldest af Mr. Holland, for på nogle punkter er han ikke særlig sympatisk. Han er en elendig far. Hans søn er døv, og Mr. Holland gør sig aldrig den ulejlighed at lære ordentligt tegnsprog, endsige involvere sig i hans liv. Da sønnen endelig tager bladet fra munden og fortæller ham, at han er en dårlig far, arrangerer Mr. Holland en koncert på sønnens skole og synger en sang for ham. I en håndevending får han sønnens tilgivelse, og de får et fint forhold. Mildest talt utroværdigt.
I løbet af filmen introduceres vi for en række bipersoner. Elever hvis liv Mr. Holland får indflydelse på gennem sin undervisning. Historierne bliver bare aldrig rigtig ført igennem, men kommer til at hænge halvfærdige. Så selvom filmen giver sig god tid - den varer 2 1/2 time - bliver den alligevel underlig overfladisk. Richard Dreyfuss spiller sådan set udmærket, men ikke så godt, at hans præstation kan redde filmen fra at være for lang, for sentimental og alt andet end vellykket
19/11-2018
