Overmodent æble
3.0
Guiseppe Tornatores "Stjernemageren" er blændende smukt fotograferet, men den romantiske svælgen i Siciliens charme er ikke noget godt match for den i bund og grund tragiske historie.
Den italienske instruktør Giuseppe Tornatore brød i 1988 igennem med "Mine aftener i Paradis", en tårevædet sentimental historie om en gammel filmoperatørs venskab med en sød, lille brunøjet dreng, og dennes opvækst til ung mand. Filmens grundtema var det nostalgiske tilbageblik på den barnlige fortryllelse ved de levende billeder. Den blev en enorm succes, og vandt endda en Oscar for 'Bedste udenlandske film'. Det er derfor naturligt, at Tornatores nye film, "Stjernemageren" ("L'Umo Delle Stelle") først og fremmest vil blive målt efter forgængerens alen.
Ved første øjekast er lighedspunkterne også nemme at få øje på: "Stjernemageren" handler om en prøvefilmeren Joe Morellis rejse gennem 50'ernes Sicilien, og hvordan håbet om en karriere på det store lærred vækker de fattige bønder. Filmen er fyldt med deres naive charme, og vi får masser af skønne, solbrune billeder og kærlige henvisninger til tidens italienske film. Men der hører lighedspunkterne også op: For hvor "Mine aftener i Paradis" var en skamløst indsmigrende og svælgende bittersød film, har "Stjernemageren" andre kort på hånden: Dens hovedperson er både usympatisk og tvivlsom, og dermed tegnes et mere dobbelttydigt portræt af filmens rolle som samlingssted for menneskers håb og drømme.
Bondefanger
Ved hver by som Joe (Sergio Castellitto) ankommer til, stimler folk sammen i hobe for at prøvefilmes. De kan slet ikke vente med at fortælle kameraet netop deres version af replikkerne fra "Borte med Blæsten" eller videregive forskellige anekdoter fra deres simple liv som bønder og hyrder. Joe møder maleriske røvere, veteraner fra Garibaldis togt og Adonis'er, og alle er så kært naive, så ægte, at man må korse sig. Denne svælgen i landlig visdom har Tornatore da heldigvis opblødt med den kyniske Joe's holdning til prøvefilmningerne: Selvom det måske er de tåbelige bønders livs chance, ved Joe godt, at 99 procent af dem ikke har en chance. For ham er de 1500 lire, hver håbefuld idiot betaler den eneste måde at overleve på. Ret hurtigt begynder filmen at så tvivl, om Joe overhovedet er den han udgiver sig for: Er han blot en gemen charlatan, uden forbindelse til filmverdenen? Sandt eller falsk er det under alle omstændigheder Joes levevej at udnytte de talentløse bønders stjernedrømme.
Sådan går der en rum tid med charmerende optrin og pudsige anerkdoter som perler på en snor. Midt i filmen introduceres den egentlige intrige. En ung, smuk kvinde (Tiziana Lodato), for sådan én er der i alle historier, viser sig at have ægte talent for kameraet, og samtidig blive hun romantisk involveret med den modvillige Joe. Den simple pige Beate er kropsliggjort, uskyldig seksualitet, og står selvfølgelig i skarp kontrast til den kyniske og verdenskloge Joe. Samtidig er hun lokkemad for husarerne, for Tornatore hviler ofte ved hendes smukke fuldmodne bryster, som hun gladeligt viser frem. Denne lettere lumre tone til trods virker debutanten Tiziana Lodato som et kommende talent.
Joe har svært ved at afklare sine følelser for Beate, for hun vil næppe passe ind i hans tilværelse på landevejen, og imens gør forskellige omstændigheder, at de skilles ad. Joe må en tur i fængsel, og da han kommer ud igen ruller Tornatore hele sit sentimentale arsenal ud i den store angre-scene på sindsygeanstalten, hvor Beate er anbragt. En sidste montage af alle de ansigter kameraet har stirret ind i, og det er meningen, vi skal hulke over menneskets tåbelighed og livets mangfoldighed. Det sker bare ikke. For selvom historien har tragediens appel til tårekanalerne, er den skruet forkert sammen.
Joe Morelli forekommer i lange tider for usympatisk til, at man føler med ham, og Beate introduceres for sent til at hendes historie kan udvikles. "Stjernemageren" burde istedet have fulgt sin egen plakats forskrifter og fokuseret på Beate's historie. Tilbage står som sentimentalt potentiale de mange charmerende anekdoter, men selvom nogle virker efter hensigten, er de som helhed for kalkuleret charmerende.
"Stjernemageren" vakler imellem en alvorlig historie om filmens kyniske udnyttelse af menneskers sjæleliv og en farvestrålende smukt fotograferet leflen for romantiske forestillinger om det landlige Italien. Det er et gennemført uproblematisk Sicilien vi her oplever. Selvom alle tilsyneladende gerne vil væk, forstår vi kun i glimt hvorfor. Det meste af tiden er landet igennem Dante Spinottis pastareklame-agtige fotografering milevidt fra det dødstunge Sicilien Visconti skildrede i sin filmklassiker "Leoparden" fra 1963. Tornatores virtuose, cinematografiske evner stiller sig i vejen for hans budskab. At opleve en ubehagelig historie bør ikke være som at bide i et sødt, solmodent æble.
Den italienske instruktør Giuseppe Tornatore brød i 1988 igennem med "Mine aftener i Paradis", en tårevædet sentimental historie om en gammel filmoperatørs venskab med en sød, lille brunøjet dreng, og dennes opvækst til ung mand. Filmens grundtema var det nostalgiske tilbageblik på den barnlige fortryllelse ved de levende billeder. Den blev en enorm succes, og vandt endda en Oscar for 'Bedste udenlandske film'. Det er derfor naturligt, at Tornatores nye film, "Stjernemageren" ("L'Umo Delle Stelle") først og fremmest vil blive målt efter forgængerens alen.
Ved første øjekast er lighedspunkterne også nemme at få øje på: "Stjernemageren" handler om en prøvefilmeren Joe Morellis rejse gennem 50'ernes Sicilien, og hvordan håbet om en karriere på det store lærred vækker de fattige bønder. Filmen er fyldt med deres naive charme, og vi får masser af skønne, solbrune billeder og kærlige henvisninger til tidens italienske film. Men der hører lighedspunkterne også op: For hvor "Mine aftener i Paradis" var en skamløst indsmigrende og svælgende bittersød film, har "Stjernemageren" andre kort på hånden: Dens hovedperson er både usympatisk og tvivlsom, og dermed tegnes et mere dobbelttydigt portræt af filmens rolle som samlingssted for menneskers håb og drømme.
Bondefanger
Ved hver by som Joe (Sergio Castellitto) ankommer til, stimler folk sammen i hobe for at prøvefilmes. De kan slet ikke vente med at fortælle kameraet netop deres version af replikkerne fra "Borte med Blæsten" eller videregive forskellige anekdoter fra deres simple liv som bønder og hyrder. Joe møder maleriske røvere, veteraner fra Garibaldis togt og Adonis'er, og alle er så kært naive, så ægte, at man må korse sig. Denne svælgen i landlig visdom har Tornatore da heldigvis opblødt med den kyniske Joe's holdning til prøvefilmningerne: Selvom det måske er de tåbelige bønders livs chance, ved Joe godt, at 99 procent af dem ikke har en chance. For ham er de 1500 lire, hver håbefuld idiot betaler den eneste måde at overleve på. Ret hurtigt begynder filmen at så tvivl, om Joe overhovedet er den han udgiver sig for: Er han blot en gemen charlatan, uden forbindelse til filmverdenen? Sandt eller falsk er det under alle omstændigheder Joes levevej at udnytte de talentløse bønders stjernedrømme.
Sådan går der en rum tid med charmerende optrin og pudsige anerkdoter som perler på en snor. Midt i filmen introduceres den egentlige intrige. En ung, smuk kvinde (Tiziana Lodato), for sådan én er der i alle historier, viser sig at have ægte talent for kameraet, og samtidig blive hun romantisk involveret med den modvillige Joe. Den simple pige Beate er kropsliggjort, uskyldig seksualitet, og står selvfølgelig i skarp kontrast til den kyniske og verdenskloge Joe. Samtidig er hun lokkemad for husarerne, for Tornatore hviler ofte ved hendes smukke fuldmodne bryster, som hun gladeligt viser frem. Denne lettere lumre tone til trods virker debutanten Tiziana Lodato som et kommende talent.
Joe har svært ved at afklare sine følelser for Beate, for hun vil næppe passe ind i hans tilværelse på landevejen, og imens gør forskellige omstændigheder, at de skilles ad. Joe må en tur i fængsel, og da han kommer ud igen ruller Tornatore hele sit sentimentale arsenal ud i den store angre-scene på sindsygeanstalten, hvor Beate er anbragt. En sidste montage af alle de ansigter kameraet har stirret ind i, og det er meningen, vi skal hulke over menneskets tåbelighed og livets mangfoldighed. Det sker bare ikke. For selvom historien har tragediens appel til tårekanalerne, er den skruet forkert sammen.
Joe Morelli forekommer i lange tider for usympatisk til, at man føler med ham, og Beate introduceres for sent til at hendes historie kan udvikles. "Stjernemageren" burde istedet have fulgt sin egen plakats forskrifter og fokuseret på Beate's historie. Tilbage står som sentimentalt potentiale de mange charmerende anekdoter, men selvom nogle virker efter hensigten, er de som helhed for kalkuleret charmerende.
"Stjernemageren" vakler imellem en alvorlig historie om filmens kyniske udnyttelse af menneskers sjæleliv og en farvestrålende smukt fotograferet leflen for romantiske forestillinger om det landlige Italien. Det er et gennemført uproblematisk Sicilien vi her oplever. Selvom alle tilsyneladende gerne vil væk, forstår vi kun i glimt hvorfor. Det meste af tiden er landet igennem Dante Spinottis pastareklame-agtige fotografering milevidt fra det dødstunge Sicilien Visconti skildrede i sin filmklassiker "Leoparden" fra 1963. Tornatores virtuose, cinematografiske evner stiller sig i vejen for hans budskab. At opleve en ubehagelig historie bør ikke være som at bide i et sødt, solmodent æble.
19/11-2018
