Minimal Intelligens
2.0
Leslie Nielsen gentager endnu engang sin rolle som en tåbelig agent, der havner i en masse problemer i spionsfilmsparodien "Spy Hard". Den efterligner Zucker/Abrahams/Zuckers geniale genreparodier, men er ikke nær så god.
Leslie Nielsen fik for alvor et gennembrud i politifilmsparodien "Høj pistolføring" ("The Naked Gun", 1988) af producer/forfatter/instruktør-trojkaen Jerry Zucker, Jim Abrahams og David Zucker (herefter kaldet ZAZ). Her tog kvartetten fat på politifilmens og politi-tv-seriens allermest fladpandede klichéer og vendte dem rundt til en vanvittig komedie, hvor gags og vittigheder fyres af med en så stor selvfølgelighed og et så hæsblæsende tempo, at det fornyede komediegenren.
Genreparodien er et gammelt fænomen, som allerede Mel Brooks brugte i 70'erne, og Monty Python mestrede endnu tidligere, men ZAZ og Nielsen formåede at sætte tempoet i vejret og skabe komedien for den accelererende kultur, som var opstået i kølvandet på stadigt mere amerikansk tv-bras. ZAZ fandt allerede deres stil med katastrofefilmsparodien og nyklassikeren "Højt at flyve" ("Airplane", 1980), hvor Leslie Nielsen havde en vigtig rolle som arketypen på den alvorsfulde og fornuftige læge, som tilfældigvis er tilstede i et fly 'doomed for disaster'.
Nielsen (født 1922) havde tidligere spillet en lang række lignende roller i alvorlige film og tv-serier fra 50'erne og 60'erne, f.eks. "S.O.S Poseidon kalder" ("The Poseidon Adventure", Roland Neame, 1972). Som indbegrebet af Den Evige Træmand var Nielsen dygtig til at vende det begrænsede talent til sin fordel; han kan uden at blinke affyre de mest klichéfulde replikker eller gøre de mest vanvittige ting. Modsætningen mellem situationens tåbelighed og hans medfødte autoritet og pokerfjæs er per definition morsom. Ligeledes var ZAZ ikke bange for de allermest platte og vulgære vittigheder, inkarneret i 'Nice beaver'-scenen fra "Høj pistolføring" (nærmere forklaring gives ikke). Rollen som den inkompetente politikommissær Frank Drebin i "Høj pistolføring" gjorde Leslie Nielsen til superstjerne og ZAZ' humor til hvermandseje.
Det ser ud til, at 'dumhedskulturen' er et fremherskende fænomen i filmkomedien, se bare Jim Carrey. Den ironiske leg med klichéerne, som alligevel bærer en kerne af fortællemæssig energi og oprigtighed, blev fulgt op af flere "Høj pistolføring"s-film og pilotfilmparodien "Hot Shots!" (1991, kun Abrahams) og har også fundet vej til mainstream-tv, som i ungdomsserien "Parker Lewis" eller Transits "Timm og Gordon".
Bleg kopi
"Spy Hard" efterligner ZAZ's formel uden at have samme format. Instuktøren Rick Friedberg og manusforfatterne Jason Friedberg og Aaron Seltzer (henholdsvis instruktørens søn og dennes college-kammerat, hvilket forklarer den pubetære tone)'s parodi på en superagent á la James Bond er en oplagt idé, og sådan set allerede udført af ZAZ med "Top Secret" (1984), hvor Val Kilmer (!) spillede helten. "Spy Hard" mangler dog både "Top Secret"s og "Høj pistolføring"s idérigdom og evne til at holde tungen lige i munden, og endskønt den har sine øjeblikke, forsvinder det meste i efterligner af ZAZ's idéer og en række trætte penis-vittigheder.
Leslie Nielsen er et selvfølgeligt valg til rollen som agent WD-40/Dick Steele ("stålpik", fik i den?). En tåbelig agent som kun takket være et usædvanligt held har opnået succes. Han er egentlig gået på pension, men kaldes tilbage i tjeneste, da hans gamle fjende General Rancor (Andy Griffith) vil ødelægge hele verden med et grusomt missil. Dick Steele er på den igen og med hjælp fra den smukke agent 3.14 (Nicollette Sheridan), skal han forpurrede Rancors planer.
Historien er et standard James Bond-plot, og det er der ikke noget galt i. Men en genreparodis succes vil altid afhænge af filmens evne til at vende klichéerne på den helt rigtige måde, og der er "Spy Hard" simpelthen ikke opfindsom nok. Indledningssekvensen, hvor Al Yankovic synger en rigtig "Goldfinger"-agtig tiltelmedlodi, er fantastisk i sin meget præcise parodi på Bond-filmenes ikonografi, men derfra går det nedad mod et ikke særligt spændende klimaks. Steeles forklædningsivrige chef (Charles Durning) har et par gyldne scener, men virker næsten for tåbelig. Præsentationen af de latterlige Bond-gadgets er morsom (hvorfor bruger Steele aldrig røntgen-brillerne til noget?) og opfindsom, og også den ihærdige chauffør Kabul lyser op. "Pulp Fiction" og "Halløj i klostret" citeres pointeløst, men parodien på den irriterende barnestjerne Macaulay Culkin (her McCluckey) rammer plet: Da han forsøger at gentage tricksene fra "Alene hjemme" går det selvfølgelig helt galt, og knægten får sig et lag tæsk. Sådan skal det være.
Derudover er "Spy Hard" ofte for vulgær og forceret 'wacky' i sin humor (en plathed som selvfølgelig er del af parodiens natur, men alt med måde), og har man set både "Top Secret" og "Høj pistolføring" er der ikke meget hente. Se den for Leslie Nielsens og et par højdepunkters skyld, men er du ikke virkelig fan, så lad vær.
Leslie Nielsen fik for alvor et gennembrud i politifilmsparodien "Høj pistolføring" ("The Naked Gun", 1988) af producer/forfatter/instruktør-trojkaen Jerry Zucker, Jim Abrahams og David Zucker (herefter kaldet ZAZ). Her tog kvartetten fat på politifilmens og politi-tv-seriens allermest fladpandede klichéer og vendte dem rundt til en vanvittig komedie, hvor gags og vittigheder fyres af med en så stor selvfølgelighed og et så hæsblæsende tempo, at det fornyede komediegenren.
Genreparodien er et gammelt fænomen, som allerede Mel Brooks brugte i 70'erne, og Monty Python mestrede endnu tidligere, men ZAZ og Nielsen formåede at sætte tempoet i vejret og skabe komedien for den accelererende kultur, som var opstået i kølvandet på stadigt mere amerikansk tv-bras. ZAZ fandt allerede deres stil med katastrofefilmsparodien og nyklassikeren "Højt at flyve" ("Airplane", 1980), hvor Leslie Nielsen havde en vigtig rolle som arketypen på den alvorsfulde og fornuftige læge, som tilfældigvis er tilstede i et fly 'doomed for disaster'.
Nielsen (født 1922) havde tidligere spillet en lang række lignende roller i alvorlige film og tv-serier fra 50'erne og 60'erne, f.eks. "S.O.S Poseidon kalder" ("The Poseidon Adventure", Roland Neame, 1972). Som indbegrebet af Den Evige Træmand var Nielsen dygtig til at vende det begrænsede talent til sin fordel; han kan uden at blinke affyre de mest klichéfulde replikker eller gøre de mest vanvittige ting. Modsætningen mellem situationens tåbelighed og hans medfødte autoritet og pokerfjæs er per definition morsom. Ligeledes var ZAZ ikke bange for de allermest platte og vulgære vittigheder, inkarneret i 'Nice beaver'-scenen fra "Høj pistolføring" (nærmere forklaring gives ikke). Rollen som den inkompetente politikommissær Frank Drebin i "Høj pistolføring" gjorde Leslie Nielsen til superstjerne og ZAZ' humor til hvermandseje.
Det ser ud til, at 'dumhedskulturen' er et fremherskende fænomen i filmkomedien, se bare Jim Carrey. Den ironiske leg med klichéerne, som alligevel bærer en kerne af fortællemæssig energi og oprigtighed, blev fulgt op af flere "Høj pistolføring"s-film og pilotfilmparodien "Hot Shots!" (1991, kun Abrahams) og har også fundet vej til mainstream-tv, som i ungdomsserien "Parker Lewis" eller Transits "Timm og Gordon".
Bleg kopi
"Spy Hard" efterligner ZAZ's formel uden at have samme format. Instuktøren Rick Friedberg og manusforfatterne Jason Friedberg og Aaron Seltzer (henholdsvis instruktørens søn og dennes college-kammerat, hvilket forklarer den pubetære tone)'s parodi på en superagent á la James Bond er en oplagt idé, og sådan set allerede udført af ZAZ med "Top Secret" (1984), hvor Val Kilmer (!) spillede helten. "Spy Hard" mangler dog både "Top Secret"s og "Høj pistolføring"s idérigdom og evne til at holde tungen lige i munden, og endskønt den har sine øjeblikke, forsvinder det meste i efterligner af ZAZ's idéer og en række trætte penis-vittigheder.
Leslie Nielsen er et selvfølgeligt valg til rollen som agent WD-40/Dick Steele ("stålpik", fik i den?). En tåbelig agent som kun takket være et usædvanligt held har opnået succes. Han er egentlig gået på pension, men kaldes tilbage i tjeneste, da hans gamle fjende General Rancor (Andy Griffith) vil ødelægge hele verden med et grusomt missil. Dick Steele er på den igen og med hjælp fra den smukke agent 3.14 (Nicollette Sheridan), skal han forpurrede Rancors planer.
Historien er et standard James Bond-plot, og det er der ikke noget galt i. Men en genreparodis succes vil altid afhænge af filmens evne til at vende klichéerne på den helt rigtige måde, og der er "Spy Hard" simpelthen ikke opfindsom nok. Indledningssekvensen, hvor Al Yankovic synger en rigtig "Goldfinger"-agtig tiltelmedlodi, er fantastisk i sin meget præcise parodi på Bond-filmenes ikonografi, men derfra går det nedad mod et ikke særligt spændende klimaks. Steeles forklædningsivrige chef (Charles Durning) har et par gyldne scener, men virker næsten for tåbelig. Præsentationen af de latterlige Bond-gadgets er morsom (hvorfor bruger Steele aldrig røntgen-brillerne til noget?) og opfindsom, og også den ihærdige chauffør Kabul lyser op. "Pulp Fiction" og "Halløj i klostret" citeres pointeløst, men parodien på den irriterende barnestjerne Macaulay Culkin (her McCluckey) rammer plet: Da han forsøger at gentage tricksene fra "Alene hjemme" går det selvfølgelig helt galt, og knægten får sig et lag tæsk. Sådan skal det være.
Derudover er "Spy Hard" ofte for vulgær og forceret 'wacky' i sin humor (en plathed som selvfølgelig er del af parodiens natur, men alt med måde), og har man set både "Top Secret" og "Høj pistolføring" er der ikke meget hente. Se den for Leslie Nielsens og et par højdepunkters skyld, men er du ikke virkelig fan, så lad vær.
19/11-2018
