Kærlighedens smerte på Fæøerne
2.0
Nils Malmros er på udebane i det høje nord med sin nye film Barbara, der på trods af et perfekt oplæg og gode intentioner, har et manglende drama som resultat.
Instruktøren med den fine fornemmelse for pubertetens genvordigheder erstatter originale psykologiske portrætter af århusiansk ungdom. Det gør han med en filmatisering af færingen Jørgen-Frantz Jacobsens roman fra midten af trediverne. "Barbara" er en sværvægter i dansk litteratur og en kærlighedshistorie, som tidligere var obligatorisk gymnasielæsning. I dag er den afløst af romaner såsom Bjarne Reuters "Zappa" og "Tro, håb og kærlighed", hvis tilhørende filmatiseringer deler skuespillere med Barbara i skikkelse af Peter Reichhardt og Lars Simonsen. Udover de danske skuespillere, der tæller gode navne som Jesper Christensen og Jens Okking, findes et par norske samt et hav af færøske statister. Titelrollen spilles af den forholdsvis ukendte nordmand(-kvinde) Anneke von der Lippe, der herhjemme kun er set i en mindre rolle i Henning Carlsens Pan.
Mod kødets lyst kæmper mangen en præst forgæves
Handlingen udspiller sig i 1700-tallet og bygger til dels på et gammelt sagn - til dels på Jørgen-Frantz Jacobsens egne sørgelige erfaringer med kærligheden. Den unge danske præst, hr. Poul ankommer med sin dannelse som eneste bagage til Færøernes voldsomme natur og et folkefærd, han ikke forstår. Han betages, ligesom samtlige andre hankønsvæsner på øerne, øjeblikkeligt af præsteenken Barbara, der ved filmens begyndelse allerede har været gift med to præster og forlovet med en provst. Ikke uventet leder betagelsen til en hed forelskelse og giftermål. Men den ægteskabelige idyl afløses hurtigt af kærlighedens smertelige tildragelser. Barbara er nemlig et barn af naturen, en stor synderinde, der med sin dæmonisk dragende kraft synes i slægt med elverfolk. For hende er livet let og kærligheden flygtig, hvad der med andre ord betyder, at hun ikke ser noget galt i at hoppe i alkoven med andre mandfolk. Den gode hr. Poul, fuldstændig i sine sansers vold, kan kun uforstående og magtesløs se til, mens Barbara indleder et forhold til den muntre og velsyngende Andreas.
Tragisk skæbne men ingen nerve
Slutningen skal ikke røbes her, men som noget af det eneste er den ændret fra bogen. Ifølge Malmros selv, for at give filmen præg af en klassisk græsk tragedie i stedet for blot at have karakter af en sædeskildring. Hr. Pouls besættelse af Barbara bliver fatal, men skæbnens tunge åndedrag når ikke rigtig ned på tilskuerrækkerne. Rammerne er ellers i orden. En storslået natur som baggrund, scener med stor humor, gode birollefigurer og masser af færøsk almue med trang til at danse i ring. Men, den store passion, den erotiske besættelse fremstår postuleret. Intensiteten mangler i spillet mellem filmens hovedpersoner, og der er faktisk mest drama i de scener, hvor den voldsomme natur deltager aktivt. For eksempel et oprørt hav (eller måske Guds vilje), der afholder vores ophidsede præst fra at nå hjem til sin elskede, inden hun hengiver sig til charlatanen Andreas.
Man kunne drage en parallel til den kristne tro. Godtager man ikke genopstandelsen, er det så som så med troen. Tror man ikke på "Barbara"'s dragende natur, fænger dramaet ikke. I denne anmelders øjne er det uforståeligt, at Barbara i Anneke von der Lippes skikkelse skulle drage mændene i hobetal. Hun har ikke udstråling nok til at fremstå som naturens erotiske urkraft og som katalysatoren, der får gang i de fårede mænd og filmen i det hele taget. Det er altid en fryd for øjet at kigge på Lars Simonsen - også når han har tårer i øjnene, men heller ikke hans spil som hr. Poul får tilskueren op af stolesædet.
Det er ikke fordi, Nils Malmros har flyttet sig så meget fra sine tidligere film, hvad angår tematik. Men et publikum, der er forvænt med små skarpe historier fra århusianerens hånd, vil højst sandsynlig blive skuffet over "Barbara". Den vil dog sikkert tilfredsstille det publikum, der fandt film som "Kun en pige" og "Jerusalem" seværdige.
Instruktøren med den fine fornemmelse for pubertetens genvordigheder erstatter originale psykologiske portrætter af århusiansk ungdom. Det gør han med en filmatisering af færingen Jørgen-Frantz Jacobsens roman fra midten af trediverne. "Barbara" er en sværvægter i dansk litteratur og en kærlighedshistorie, som tidligere var obligatorisk gymnasielæsning. I dag er den afløst af romaner såsom Bjarne Reuters "Zappa" og "Tro, håb og kærlighed", hvis tilhørende filmatiseringer deler skuespillere med Barbara i skikkelse af Peter Reichhardt og Lars Simonsen. Udover de danske skuespillere, der tæller gode navne som Jesper Christensen og Jens Okking, findes et par norske samt et hav af færøske statister. Titelrollen spilles af den forholdsvis ukendte nordmand(-kvinde) Anneke von der Lippe, der herhjemme kun er set i en mindre rolle i Henning Carlsens Pan.
Mod kødets lyst kæmper mangen en præst forgæves
Handlingen udspiller sig i 1700-tallet og bygger til dels på et gammelt sagn - til dels på Jørgen-Frantz Jacobsens egne sørgelige erfaringer med kærligheden. Den unge danske præst, hr. Poul ankommer med sin dannelse som eneste bagage til Færøernes voldsomme natur og et folkefærd, han ikke forstår. Han betages, ligesom samtlige andre hankønsvæsner på øerne, øjeblikkeligt af præsteenken Barbara, der ved filmens begyndelse allerede har været gift med to præster og forlovet med en provst. Ikke uventet leder betagelsen til en hed forelskelse og giftermål. Men den ægteskabelige idyl afløses hurtigt af kærlighedens smertelige tildragelser. Barbara er nemlig et barn af naturen, en stor synderinde, der med sin dæmonisk dragende kraft synes i slægt med elverfolk. For hende er livet let og kærligheden flygtig, hvad der med andre ord betyder, at hun ikke ser noget galt i at hoppe i alkoven med andre mandfolk. Den gode hr. Poul, fuldstændig i sine sansers vold, kan kun uforstående og magtesløs se til, mens Barbara indleder et forhold til den muntre og velsyngende Andreas.
Tragisk skæbne men ingen nerve
Slutningen skal ikke røbes her, men som noget af det eneste er den ændret fra bogen. Ifølge Malmros selv, for at give filmen præg af en klassisk græsk tragedie i stedet for blot at have karakter af en sædeskildring. Hr. Pouls besættelse af Barbara bliver fatal, men skæbnens tunge åndedrag når ikke rigtig ned på tilskuerrækkerne. Rammerne er ellers i orden. En storslået natur som baggrund, scener med stor humor, gode birollefigurer og masser af færøsk almue med trang til at danse i ring. Men, den store passion, den erotiske besættelse fremstår postuleret. Intensiteten mangler i spillet mellem filmens hovedpersoner, og der er faktisk mest drama i de scener, hvor den voldsomme natur deltager aktivt. For eksempel et oprørt hav (eller måske Guds vilje), der afholder vores ophidsede præst fra at nå hjem til sin elskede, inden hun hengiver sig til charlatanen Andreas.
Man kunne drage en parallel til den kristne tro. Godtager man ikke genopstandelsen, er det så som så med troen. Tror man ikke på "Barbara"'s dragende natur, fænger dramaet ikke. I denne anmelders øjne er det uforståeligt, at Barbara i Anneke von der Lippes skikkelse skulle drage mændene i hobetal. Hun har ikke udstråling nok til at fremstå som naturens erotiske urkraft og som katalysatoren, der får gang i de fårede mænd og filmen i det hele taget. Det er altid en fryd for øjet at kigge på Lars Simonsen - også når han har tårer i øjnene, men heller ikke hans spil som hr. Poul får tilskueren op af stolesædet.
Det er ikke fordi, Nils Malmros har flyttet sig så meget fra sine tidligere film, hvad angår tematik. Men et publikum, der er forvænt med små skarpe historier fra århusianerens hånd, vil højst sandsynlig blive skuffet over "Barbara". Den vil dog sikkert tilfredsstille det publikum, der fandt film som "Kun en pige" og "Jerusalem" seværdige.
19/11-2018
