Fransk på godt og ondt
3.0
"Min bedste årstid" tegner et ofte intenst portræt af voksne menneskers problemer, men er bestemt ikke for alle smagsløg.
Den franske instruktør André Téchiné er næsten totalt ukendt i Danmark, selvom han har lavet film siden slutningen af 60'erne. Men endnu engang forsøger det idealistiske Gloria Film at udvide danskernes filmhorisont ved at introducere Téchinés film fra 1993: "Min bedste årstid". Den franske stjerne 'par excellence' Catherine Deneuve, som efter en lang pause fik et comeback med Regis Wargeniers "Indokina" i 1992, spiller overfor Daniel Auteuil, der herhjemme bedst er kendt fra Claude Sautets "Et hjerte af sten". De to spiller de altoverskyggende hovedroller i "Min bedste årstid" som et søskendepar med en problematisk fortid, men skønt velspillet er deres historie ikke særligt interessant, og det er i bi-rollerne og den fine situationsfornemmelse, man skal finde kvaliteterne.
Téchinés "Min bedste årstid" er et klart udtryk for den meget franske genre - 'snakkefilmen'. Film med en kun meget tynd dramatisk handling, som i stedet finder sin styrke i de indfølte psykologiske portrætter af modne og sofistikerede menneskers problematiske intimssfærer. "Min bedste årstid" minder både om Rohmers hyperrealistiske lange dialoger og om Truffauts uanfægtede og udramatiske omgang med store temaer som kærlighed, seksualitet og død. Med en tiltrængt knivspids humor bliver "Min bedste årstid" næsten til en slags fransk Woody Allen.
Den mærkværdige historie drejer sig om de to søskende Emilie (Deneuve) og Antoine (Auteuil), som efter en barndom med ekstrem nærhed og fællesskab på den lille idylliske gård, er blevet voksne og moderne og er gledet fra hinanden. Emilie har giftet sig med Bruno (Jean-Pierre Bouvier), mest fordi hun søgte tryghed, og sammen har de fået datteren Anne (Chiara Mastroianni) og plejesønnen Lucien (Anthony Prada), men efter at børnene er blevet voksne, begynder ægteskabet at gå i stykker. Antoine har aldrig rigtig tilgivet Emilie hendes forrædderi mod deres barnlige jubeltilstand, og han kan ikke dy sig for at svine ægtemanden til, hvorfor han kun sjældent er gæst i deres hus. Selv er han ungkarl og anerkendt hjernekirug, mens Emilie og hendes mand ejer et advokatfirma. Sådan har situationen stået længe, men da deres ellers så stivnakkede og robuste moder begynder at skrante bringes de to søskende sammen. Gamle minder opstår og nye erkendelser gøres.
De barnlige voksne
Hovedtemaet drejer sig om de to søskendes næsten incestuøse forhold, som de af bar moralsk skam har forsøgt at fortrænge ved at kaste sig ud i cerebrale og ikke-intime videnskaber som medicin og jura. De har med andre ord fornægtet deres barnlige impulser, og derfor er de aldrig blevet følelsesmæssigt voksne, hvilket udpensles med al tydelighed i Antoines ofte barnlige ustadighed. Samtidig er angsten for at vokse op stærkt bundet til en angst for døden, hvilket for dem begge har medført en angst for livet. Samtidigt anslås en tematisk streng om den moderne verdens fremmedgjorthed og grusomhed, for hverken Emilie eller Antoine har tid eller hjerterum til at tage sig af deres gamle moder, og det hele skæres ud i pap, da hun må dø alene og dybt psykisk forvirret på det upersonlige hospital, med Téchinés moralsk anklagende kamera som eneste tilskuer. Filmen foregår i en melankolsk og bitter stemning, der i gode øjeblikke opnår en stærk intensitet. Måske kan sorgarbejdet over moderens død hjælpe de to følelsesmæssigt amputerede stakler til at modnes og finde nyt indhold i tilværelsen. Der gives ingen endelige svar, så døm selv.
Selvom temaerne på ægte fransk vis er meget alvorlige, lykkes de aldrig at ramme i hjertekulen, medmindre man måske selv har et incest-søskende-traume. Samtidig er Deneuves og Auteuils præstationer præget af en entusiasme, som i starten virker veloplagt, men til tider bliver til selvtilfreds spil for galleriet, som når Antoine betror sig til kameraet om sine problemer. Nogle gange rammer filmen dog plet og det sker især når interessen fjernes fra søskendeparrets interne spil, og istedet knyttes sammen med den familie, der omgiver dem, bedst i den meget intense juleaften tidligt i filmen. Her fanges alle familiens stridigheder og traumer uden at udstille dem, og det er intet mindre end fremragende og genialt. Hvis blot "Min bedste årstid" ville have holdt sig til den slags kyniske skildringer af familielivets halsbrækkende knolde, så havde det været en fremragende film. Men som den står nu, skæmmes den af en i bund og grund blodfattig hovedkonflikt og en slap fortællestruktur.
Den franske instruktør André Téchiné er næsten totalt ukendt i Danmark, selvom han har lavet film siden slutningen af 60'erne. Men endnu engang forsøger det idealistiske Gloria Film at udvide danskernes filmhorisont ved at introducere Téchinés film fra 1993: "Min bedste årstid". Den franske stjerne 'par excellence' Catherine Deneuve, som efter en lang pause fik et comeback med Regis Wargeniers "Indokina" i 1992, spiller overfor Daniel Auteuil, der herhjemme bedst er kendt fra Claude Sautets "Et hjerte af sten". De to spiller de altoverskyggende hovedroller i "Min bedste årstid" som et søskendepar med en problematisk fortid, men skønt velspillet er deres historie ikke særligt interessant, og det er i bi-rollerne og den fine situationsfornemmelse, man skal finde kvaliteterne.
Téchinés "Min bedste årstid" er et klart udtryk for den meget franske genre - 'snakkefilmen'. Film med en kun meget tynd dramatisk handling, som i stedet finder sin styrke i de indfølte psykologiske portrætter af modne og sofistikerede menneskers problematiske intimssfærer. "Min bedste årstid" minder både om Rohmers hyperrealistiske lange dialoger og om Truffauts uanfægtede og udramatiske omgang med store temaer som kærlighed, seksualitet og død. Med en tiltrængt knivspids humor bliver "Min bedste årstid" næsten til en slags fransk Woody Allen.
Den mærkværdige historie drejer sig om de to søskende Emilie (Deneuve) og Antoine (Auteuil), som efter en barndom med ekstrem nærhed og fællesskab på den lille idylliske gård, er blevet voksne og moderne og er gledet fra hinanden. Emilie har giftet sig med Bruno (Jean-Pierre Bouvier), mest fordi hun søgte tryghed, og sammen har de fået datteren Anne (Chiara Mastroianni) og plejesønnen Lucien (Anthony Prada), men efter at børnene er blevet voksne, begynder ægteskabet at gå i stykker. Antoine har aldrig rigtig tilgivet Emilie hendes forrædderi mod deres barnlige jubeltilstand, og han kan ikke dy sig for at svine ægtemanden til, hvorfor han kun sjældent er gæst i deres hus. Selv er han ungkarl og anerkendt hjernekirug, mens Emilie og hendes mand ejer et advokatfirma. Sådan har situationen stået længe, men da deres ellers så stivnakkede og robuste moder begynder at skrante bringes de to søskende sammen. Gamle minder opstår og nye erkendelser gøres.
De barnlige voksne
Hovedtemaet drejer sig om de to søskendes næsten incestuøse forhold, som de af bar moralsk skam har forsøgt at fortrænge ved at kaste sig ud i cerebrale og ikke-intime videnskaber som medicin og jura. De har med andre ord fornægtet deres barnlige impulser, og derfor er de aldrig blevet følelsesmæssigt voksne, hvilket udpensles med al tydelighed i Antoines ofte barnlige ustadighed. Samtidig er angsten for at vokse op stærkt bundet til en angst for døden, hvilket for dem begge har medført en angst for livet. Samtidigt anslås en tematisk streng om den moderne verdens fremmedgjorthed og grusomhed, for hverken Emilie eller Antoine har tid eller hjerterum til at tage sig af deres gamle moder, og det hele skæres ud i pap, da hun må dø alene og dybt psykisk forvirret på det upersonlige hospital, med Téchinés moralsk anklagende kamera som eneste tilskuer. Filmen foregår i en melankolsk og bitter stemning, der i gode øjeblikke opnår en stærk intensitet. Måske kan sorgarbejdet over moderens død hjælpe de to følelsesmæssigt amputerede stakler til at modnes og finde nyt indhold i tilværelsen. Der gives ingen endelige svar, så døm selv.
Selvom temaerne på ægte fransk vis er meget alvorlige, lykkes de aldrig at ramme i hjertekulen, medmindre man måske selv har et incest-søskende-traume. Samtidig er Deneuves og Auteuils præstationer præget af en entusiasme, som i starten virker veloplagt, men til tider bliver til selvtilfreds spil for galleriet, som når Antoine betror sig til kameraet om sine problemer. Nogle gange rammer filmen dog plet og det sker især når interessen fjernes fra søskendeparrets interne spil, og istedet knyttes sammen med den familie, der omgiver dem, bedst i den meget intense juleaften tidligt i filmen. Her fanges alle familiens stridigheder og traumer uden at udstille dem, og det er intet mindre end fremragende og genialt. Hvis blot "Min bedste årstid" ville have holdt sig til den slags kyniske skildringer af familielivets halsbrækkende knolde, så havde det været en fremragende film. Men som den står nu, skæmmes den af en i bund og grund blodfattig hovedkonflikt og en slap fortællestruktur.
19/11-2018